For nærmere forklaring af numrene på tegningen: - se denne side
|
|
|
Sant'Andrea Catabarbara - nu forsvunden Kirke |
|
Denne lille Kirke, som var i brug fra omkring år 483 til omkring 1308, og hvis udvendige mure stod helt op til 1930'erne, var indrettet af Pave Liberius i en ældre bygning i basilica-form, som Konsulen Junius Bassus have ladet bygge ved Cispiushøjtoppen på Esquilin kort før midten af det 4.århundrede. Man ved ikke, hvor længe bygningen var i Bassus-familiens eje, men omkring 476 vides den at have tilhørt Senatoren Flavius Theodosius Valila, som testamenterede den til Pave Simplicius. Som derefter, på et tidspunkt mellem 476 og 483, kunne indvie den til Sant'Andrea. (Hvilket måske netop var Valila's ønske). Og måske kan Kirkens mærkelige tilnavn "Catabarbara" forklares som en forvanskning af udtrykket "cata Valila" ("hos Valila"). Der er dog også andre forklaringer på tilnavnet, der også nogle gange staves "Cata Barbara". Pave Gregor I skal nemlig i 596 have ladet bygge et lille Kloster ved siden af Kirken. Og dette efter ønske af Barbara Patricia, en datter af Guvernøren over Siracusa, Venanzio. Hvorefter Kirken så kaldtes Sant'Andrea cata Barbara Patricia. En tredie forklaring, som man imidlertid er gået væk fra idag, skulle være at "barbara" hentyder til "barbaren" Valila, der var af gotisk fødsel. Senere fik Kirken også andre tilnavne: "in Exaiolo", "in Piscinula" og "in Assaio". Samt "iuxta Praesepem" efter det hellige krybbe-relikvie ("prasepe"), som opbevaredes i den nærliggende Kirke Santa Maria Maggiore. Andre tilnavne var : "in aurisario" og "in Massa Iuliana". Det sidste tilnavn brugtes ellers om den lille Kirke Sant'Andrea de Fractis, som lå noget længere mod syd, måske midt i nutidens Via di San Vito. Den bygning, som nu blev omdannet til Kirken Sant'Andrea, var opført i teglsten og sikkert dækket af et træloft. Den bestod af en bred og lang hal (ca.12,5 x 21 meter) i kun ét skib, med en mindre forgård ved hovedindgangen, under 3 buer, og en stor halvrund apsis i den modsatte korte ende. Facaden og de lange sidevægge i det høje rum (ca. 14,60 meter) havde hver 3 højtsiddende, store vinduer (ca. 2,95 meter brede og 4,40 meter høje), der gav godt lys til hallens indre, som var meget rigt udsmykket med marmorbeklædning af væggene og store billeder i mangefarvet marmormosaik. Her var tale om marmorarbejde af meget høj kvalitet. Billederne var udført i den såkaldte "Opus sectile" (en slags mosaik af store marmorstykker i forskellige faconer, der passer ind i billedet, som det ses i intarsia-arbejder) i meget klare farver og især med brug af marmortypen serpentino og porfyr. Kun få af de smukke billeder er bevaret og opbevares idag i Musei Capitolini og Museo Nazionale Romano i Palazzo Massimo. I det sidstnævnte kan man se en scene fra Argonautertogtet, hvor nymferne bortfører den unge Hylas. Samt en scene fra legene i Circus - og måske er det Junius Bassus selv, som er fremstillet i centrum af billedet. Billedvalgene tyder mere på en hedensk tankegang end en kristen, men det er muligt, at bygherren ikke var overgået til den nye religion på dette tidspunkt, eller at det først var hans søn af samme navn, der konverterede. I Musei Capitolini kan man se nogle meget smukke og levende mosaikker af tigre, der angriber kvæg. (Se foto fra Wikipedia) . Også den halvcirkelformede apsis var beklædt med mosaikker med lignende motiver, som Paven ikke anså for passende på dette sted. Der blev derfor opsat en ny mosaik med billeder af Kristus og 6 af apostlene, hvoraf den ene sikkert har været Andreas, til hvem Kirken var viet. Kristus stod på et lille bjerg og nedenunder var de 4 symbolske floder. Desuden var her en indskrift i mosaik, som iflg. gamle afskrifter lød således: "Haec tibi mens Valilae decrevit praemia xpe - cui testator opes dtulit ipse vas - Simpliusq. Papa sacris caelestibus aptans - effecit vere muneris esse tui - et qvod apostolici deessent limina nobis - martyris Andreae nomine composuit - utitur hac haeres titulis ecclesia iustis - succedensq. domo mystica iura locat - plebs devota veni perq. haec commertia deisce - terreno censu regna superna peti" . Gulvet var også oprindelig belagt med marmor, men det blev hævet omkring 70 cm, da Basilica'en blev omdannet til Kirke. Samtidig blev buerne i forrummet lavet om til indgangsdøre. Kirken lå med nordsiden ved nutidens Via Napoleone III og næsten parallelt med denne gade. I 596 blev der som nævnt opført et lille, beskedent Kloster ved siden af. Men Kirken blev åbenbart ikke rigtig vedligeholdt, for i slutningen af 700-tallet var den blevet så forfalden, at Pave Leo III måtte lade den restaurere og forsyne med nyt tag. Ved samme lejlighed blev den mulgvis forsynet med nogle fresker af apostlene Peter og Paulus (de er dog også af nogle historikere blevet dateret til det 11.-12.århundrede). I 1024 overgav Pave Benedikt VIII Kirken til det tyske Benediktiner-Kloster i Fulda, hvis munke tog sig af den i de næste 100 år. Det var i denne periode, at Kirken og Klosteret også kaldtes "Sant'Andrea in Exaiolo", "Sant'Andrea in Assaio" og "Sant'Andrea in Piscinula". Det sidste måske fordi komplekset lå tæt ved den såkaldte "Castra Fontanorum" (som man iøvrigt ikke er sikker på, hvad var). På et tidspunkt i denne periode blev nogle af vinduerne i hallen muret til og væggene fik bemaling med nye fresker, måske de ovenfornævnte med Sankt Peter og Paulus. I 1259-1266 lod Kardinal Pietro Capocci bygge et hospital ved siden af Kirken, "Ospedale di Sant'Andrea" senere kaldet "Ospedale dei Cronici", som skulle tage sig af de personer, der var ramt af den på det tidspunkt meget udbredte sygdom Helvedesild. For driften og sygeplejen stod Ordine dei Gerosolomitani di Malta og da sygdommen rasede nærmest som en epidemi, fik de derfor nok at gøre det nye hospital. Der var snart for mange syge og sygeplejere til den lille gamle Kirke og det blev derfor besluttet at opføre en ny bygning i stedet. I 1308 kunne man så indvie den nye Kirke til Sant'Antonio Eremita, også kaldet Sant'Antonio Abate - som også Kirken hedder idag, der var beskytter mod netop sygdommen Helvedesild, som også kaldes "fuoco di Sant'Antonio": "Sankt Antonius' ild". Den gamle Kirkebygning, engang Junius Bassus' pragtfulde Basilica, blev dog ikke revet ned, den stod og gik langsomt i forfald. Og selvfølgelig fjernede man i tidens løb materialer herfra og brugte dem til andre byggerier. De smukke marmormosaikker på væggene hang dog så længe, at Giuliano da Sangallo i begyndelsen af 1500-tallet kunne udføre en tegning af dem. Men på dette tidspunkt var de ifølge Lanciani (se litt.note nedenfor) truet af en anden fare. De franske Augustiner-munke, der på dette tidspunkt passede Kirken Sant'Antonio Abate, mente at den lim, som holdt mosaikpladerne på plads, var en god medicin mod koldfeber. De kradsede derfor limen af væggen til medicinbrug uden at bekymre sig om de smukke billeder (der jo rigtignok også var med hedenske motiver). Til sidst var kun de 4 billeder tilbage, som er nævnt ovenfor. Selve Apsismosaikken gik i forfald i slutningen af 1600-tallet. I 1686 var historikeren Giovanni Giustini Ciampini i hvert fald i stand til at udfærdige en tegning deraf. Desuden findes der på det Kongelige Bibliotek i Windsor en akvarel af et motiv på en af Kirkens sidevægge: Apostlene Peter og Paul. Denne dekoration stammede som ovenfor nævnt enten fra restaureringen under Pave Leo III eller fra det 11.-12.århundrede. Det efterhånden nøgne kirkerum, der nu lå som et udhus på grunden tilhørende Klosteret ved Sant'Antonio Abate, fandt til sidst udnyttelse som hølade og opbevaringsrum. Det var i tidens løb blevet indlemmet i Klosterbygningerne i den side af grunden, som lå ud mod nutidens Via Napoleone III. Under udgravninger i 1929-1930 fandt man resterne af den gamle Kirke og kunne derfor rekonstruere den oprindelige plan. Det var dog kun en stakket frist for den ærværdige bygning, for bagefter blev murresterne fjernet, så byggeriet af det nye kompleks bestående af Det Pavelige Institut for Orientalske Studier: "Pontificio Istituto Orientale" og Collegium Russicum kunne gå i gang. På tegningen nedenfor kan man ved nr.4 se Kirken Sant'Antonio Abate med de tilhørende Klosterbygninger bagved, sådan som de så ud i 1625. Det var disse bygninger, der endte med at opsluge den gamle kirke- og basilicabygning.
|
|
For nærmere forklaring af numrene på tegningen: - se denne side |
|
Litteratur om Sant'Andrea Catabarbara: |