Til højre ses den gamle portal,
som man mener stammer fra Ospedale di Sant'Andrea.
|
|
|
Ospedale di Sant'Andrea |
|
Ospedale di Sant'Andrea eller Ospedale dei Cronici, som det senere kaldtes, var et meget gammelt hospital (læs her om hospitalsvæsenets historie i Rom), som lå i Rom på Esquilinhøjen tæt på Kirken Santa Maria Maggiore fra omkring 1259 og til efter 1870, hvor den nye Italienske Stat overtog hospitalsvæsenet i sit eget regi. I 1920 købte Vatikanet jorden omkring Kirken Sant'Antonio Abate tilbage og rev de tilstødende gamle bygninger ned for at opføre en række pavelige institutter, heriblandt Det Pavelige Institut for Orientalske Studier, "Pontificio Istituto Orientale", og Collegium Russicum, der kom til at ligge på hver sin side af Sant'Antonio Abate. På hjørnegrunden ud mod Via Gioberti blev der dog opført en stor verdslig bygning, som kom til at huse stormagasinet UPIM. Og det var netop på denne del af grunden, at Hospitalet lå. Til venstre for Kirken Sant'Antonio Abate, men den var nu slet ikke bygget, da Hospitalet blev opført. Det skete nemlig omkring 50 år tidligere. Og tanken om Hospitalet opstod endnu tidligere, da Kardinal Pietro Capocci i 1259 indskrev dette ønske i sit testamente. Ved sin død samme år efterlod han næsten hele sin formue til at dække drift og opførelse af et hospital for de mennesker, som led af Helvedesild - en sygdom, der på det tidspunkt rasede nærmest epidemisk i Rom og som også kaldtes "Fuoco di Sant'Antonio ("Sankt'Antonius' ild"). For at få realiseret Kardinalens formue måtte eksekutorerne, Kardinalerne Otto, Biskop i Tusculum med fødenavnet Odo de Chateauroux, og Giovanni Gaetano Orsini, først sætte gang i salget af en hel række ejendomme, hvorfor det tog nogle år, inden byggeriet kunne gå i gang. Hospitalet ønskede Kardinalen bygget ved siden af Kirken Sant'Andrea in Catabarbara, som lå bag den nuværende Kirke, og byggeriet startede i slutningen af 1262 eller begyndelsen af 1263, så Hospitalet kunne stå færdigt i 1266, hvor Pave Clemens IV kunne udnævne den første direktør, Fra Sanguineo fra Ordine di San Giovanni di Gerusalemme: Johanniter-Ordenen. Denne Orden var netop en "hospitalsorden", der påtog sig at pleje syge og svage. Af en bulle udsendt samme år af Clemens IV kan man se, at der har været tilknyttet både munke og nonner til Hospitalet. Det nye Hospital blev kaldt Ospedale di Sant'Andrea på grund af sin tilknytning til den gamle Kirke, der var viet til Apostlen Andreas. Det var sandsynligvis ret enkelt bygget - ligesom andre af hospitalsordenens sygehuse - bestod måske blot af en enkelt stor sal, hvor sengestederne kunne opstilles, og med et alter på endevæggen. Indgangen til Hospitalet foregik måske gennem den romanske portal, som idag rummer indgangen til Kirken Sant'Antonio Abate. Over de 4 buer sidder en indskrift til minde om grundlæggelsen: "Dns Petrus Capoc. Card. mandavit costrui. hospitale. iloco issto et Dni o. Tuscul. Eps. et I. Gaitan. Card. executores et fiei. fecerut. P. Aa. Dni. Pet. Capcc." : "Kardinal Pietro Capocci lod bygge dette Hospital. Biskop Ottone di Tuscolo og Kardinal Giovanni Gaetani var eksekutorer af hans testamente". Portalen er måske udført af Vassalletto i 1262-1266. Det er dog også muligt, at den ikke har haft forbindelse med selve hospitalsbygningen, men har været indgangsport i Klostermuren ud til Piazza di Santa Maria Maggiore og nutidens Via Carlo Alberto. I 1289 overlod Pave Nikolaus IV Kirke og Hospital til Antonius-munkene og de viede Kirken til deres egen beskytter, Sankt Antonius: Sant'Antonio Eremita, også kaldet Sant'Antonio Abate, og Kirken blev derpå efterhånden kun benævnt Sant'Antonio (Abate), måske med tilnavnet "de urbe" eller "ai Monti". Antonius-munkene opgav hermed deres tidligere Kirke og Kloster ved Lateranet og flyttede ind i deres nye ejendom. Samtidig lod Paven hente yderligere 12 munke hertil fra Frankrig. Antonius-Ordenen fik snart brug for mere plads og da den gamle Kirke var meget forfalden, besluttede de, muligvis i 1308, at bygge en ny. En af munkenes remedier mod sygdomme, især mod koldbrand, var fremstillet af den lim, som holdt de antikke marmormosaikker fast på væggene i den gamle kirkebygning, som oprindeligt var en hedensk hal fra det 4.århundrede. Ved gentagne gange i årenes løb at pille pladerne af og skrabe limen ned til medicinbrug opnåede munkene næsten at afklæde bygningen alle dens dekorationer på nær 4, som idag kan ses i Musei Capitolini og Museo Nazionale. Med tiden voksede også Klosteret og den gamle Kirke blev helt omklamret af nye bygninger og forsvandt simpelthen mellem de nye mure. Men Hospitalet bestod og blev fra 1776 passet af den nye orden, som var fremstået ved at Antonius-munkene og Malteser-Ordenen fusionerede efter Pave Pius VI's ønske. I 1871 overgik Kirken til Camaldoleserne og kort efter blev Hospitalet lukket. Bygningerne må ellers havde været for gode til at opgive, for i 1877 blev de atter anvendt - denne gang som militærhospital. Men i 1928 var det uigenkaldeligt slut for Ospedale dei Cronici, som det kaldes på Lanciani's kort fra 1893-1901. Som nævnt ovenfor købte Vatikanet grunden tilbage og lod bygningerne rive ned for at opføre nye i stedet.
|
|
Til højre ses den gamle portal, |
|