ANNAS ROM GUIDE
Santa Maria di Loreto

Kort om Kirken:

Foto af Kirken Sana Maria di Loreto

er en lille og charmerende kirke, som ligger ved Piazza Venezia, ud til den lille plads Piazza della Madonna di Loreto overfor Trajansøjlen.

Den er bygget i årene 1507-1534, hvor den blev indviet, dækket af et foreløbigt tag. Først omkring 1552 stod den nederste del af bygningen færdig og fra 1573 påtog arkitekten og billedhuggeren Jacopo del Duca sig at fuldende den ydre udsmykning og fuldende Kirkens kuppel.

En af grundene til at byggeriet sådan trak i langdrag var det forhold, at det var bagerlavet og dettes religiøse sammenslutning, Confraternita dei Fornari, som var alene om at betale udgifterne samtidig med at de også skulle samle midler til deres velgørende arbejde og byggeriet og pasningen af det nu nedrevne Ospedale dei Fornari på grunden overfor Kirken, på den anden side af Via dei Fornari.

Udsmykningen af Kirkens indre trak derfor også ud af økonomiske årsager og først i 1690 var denne færdig. I 1793 og igen i 1840 måtte Kirken restaureres, fordi fundamenter og mure ikke var stærke nok til at bære den store kuppel.

Kirkens indre er ottekantet med 4 kapeller i store nicher. 8 brede, flade søjler med korinthiske kapitæler bærer kuplen, som i 1867-1875 blev udsmykket af Cesare Mariani med malerier med motiver fra Jomfru Maria's liv. Den samme maler har også udsmykket indgangsvæggen med maleriet "Madonna di Loreto portata in cielo dagli angeli" ("Madonna di Loreto bæres til himmels af engle"). Det er til denne Jomfru Maria-skikkelse, at Kirken er viet, da Madonna di Loreto er bagernes skytshelgen.

- Fotos af Kirken --- Mere om Kirken -

----- En Rundgang i Kirken ---------- Plan over Kirken ------

Turforslag
Steder
Seværdigheder
Personer
Fotogalleri
Bykort
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop. Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 22.12.2006 og sidst opdateret d. 20.7.2008