Santa Maria di Loreto

I år 1500 byggede bagerlavet i Rom, Compagnia dei Fornari Italiani, et hospital på nordvesthjørnet af gaderne Macel de' Corvi og Via dei Fornari i den nordlige ende af Forumdalen ved nutidens Piazza Venezia, og samtidig fik man af Pave Alexander VI overladt et lille kapel, der lå lidt tættere på Trajansøjlen.

Bagerlavet organiserede sig derefter hurtigt også i et religiøst broderskab, Confraternita di Santa Maria di Loreto dei Fornari, og da dette i 1507 blev godkendt af Pave Julius II, fik man samtidigt tilladelse til at rive det gamle kapel ned og påbegynde byggeriet af en ny Kirke, som lavet imidlertid selv måtte finansiere af de testamentariske gaver de modtog, hvorfor færdiggørelsen kom til at trække rigtig længe ud og først i 1577 kunne siges at være afsluttet.

Da bagerlavet havde fået tilladelsen til nybyggeriet, henvendte de sig til nogle af tidens dygtigste arkitekter, men desværre ved man ikke hvem. Der gisnes dog om Antonio da Sangallo il Giovane, Bramante og Andrea Sansovino. Projektet, som arkitekterne leverede, gik ud på en kvadratisk bygning, der indvendigt er opbygget som en ottekant. Hovedingangen er ud mod den lille plads vest for Trajansøjlen ved området Macel de'Corvi, og der er en sideingang ud mod Via dei Fornari og Hospitalsbygningen. Overfor hovedindgangen ligger et stort rum til presbyterium og højalter og overfor sideindgangen et lille siderum. I Kirkerummets 4 hjørner er der indrettet 4 kapeller. Kirken er viet til bagernes skytshelgen, Madonna di Loreto, og kaldes Santa Maria di Loreto.

Ifølge Luigi Gallo skal de første tegninger være udført af Bramante, der netop på den tid arbejdede på La Casa Santa i Loreto, mens selve den underste del af bygningen skyldes Antonio da Sangallo il Giovane.

Byggeriet skred langsomt fremad, men i 1534 var det nået så langt, at man kunne overdække bygningen med et interemistisk tag og indvie Kirken, så man kunne begynde at afholde gudstjenester.

Fra 1539 var den sicilianske prælat Antonio Lo Duca præst ved den nye Kirke og alle hans venner fra hans tidligere ophold i Rom forsøgte igen at hjælpe ham med udbredelsen af kendskabet til ærkeenglene og den messe, der var viet til dem, en sag som lå Antonio Lo Duca meget på hjerte. Han prøvede også med vennernes støtte at få tildelt et kapel til dette formål i Santa Maria di Loreto, men selvom han tilbød at betale for det, blev det afslået.

Antonio Lo Duca opgav nu for en tid sin sag og nøjedes med at faste og bede, da han en morgen i løbet af sommeren 1541 havde et udsædvanligt syn. Da han vågnede ved daggry for at holde dagens første messe, så han et snehvidt lys, som steg op fra den centrale sal i Diocletian's Termer på Esquilinhøjens top. Termerne kunne dengang ses ganske tydeligt nede fra Trajan's Forum, da der ikke var så mange bygninger op ad højen, der mest var beplantet med vinmarker. Af dette syn forstod Antonio Lo Duca, at det var oppe i de gamle Termer, at den nye kirke viet til de 7 ærkeengle skulle opstå og han gav sig herefter ihærdigt på at arbejde for at de gamle ruiner skulle indrettes til kirke.

Samtidig fortsatte han med at prædike i Santa Maria di Loreto og arbejdet fortsatte med at opbygge Kirkens ydre facade, som ifølge dokumenter fra 1552 stod færdigt i selve bygningens højde.

Den 17. december 1555 fik Antonio Lo Duca påny et syn, da han efter messen i Cappella del Crocifisso (se foto) i Santa Maria di Loreto vendte sig for at velsigne kirkegængerne. Han følte, at han svævede oppe i luften oven over kirken, hvor han så sig selv stå foran alteret. Men samtidig følte han, at han som 15-årig svævede over kirken og så foran sig himlen i flammer, hvorfra der kom en mængde mennesker og engle, som jublende berettede, at Kirken viet til de 7 ærkeengle i Diocletian's Termer nu var blevet indviet. Det var dog først i 1561, 3 år før Antonio Lo Duca's død, at Pave Pius IV bestemte, at det gamle termeanlæg skulle indrettes til kirke.

Som man kan forstå, var bagernes kirke ikke ligefrem præstens første prioritet og da bagerlavet ydermere i disse år havde problemer med økonomien, kom byggeriet af den nye Kirke til at ligge stille en årrække, men i 1573 kunne det atter gå i gang og arkitekten var denne gang Jacopo del Duca, der havde været Michelangelo's nære medarbejder og iøvrigt var nevø til Antonio Lo Duca og selv medlem af det religiøse broderskab ved Kirken, Confraternita di Madonna di Loreto, og derfor ydede sin bistand til byggeriet ganske gratis.

Jacopo del Duca satte straks fart på byggeriet og i 1577 var dette endeligt afsluttet. I denne fase var Kirkefacaden blevet færdiggjort med søjler og udsmykning, samt 2 sidedøre. Desuden blev kuplen bygget som 2 kupler inden i hinanden, en rund kuppel yderst og indenfor en ottekantet kuppel, der svarer til det ottekantede kirkerum. Øverst toppes de af en meget kraftig lanterne. Samtidig byggede han et pudsigt lille klokketårn til venstre for Kirken. Især de øverste åbne klokkerum er specielle i deres manieristiske udformning.

I 1577 blev Jacopo del Duca forøvrigt smidt ud af Confraternita di Madonna di Loreto på grund af forskellige uoverensstemmelser og selvom Kirken nu stod færdig, manglede der stadig meget i den indendørs "finish".

Det andet kapel til højre blev udsmykket af Pomarancio allerede før 1586, men højalterkapellet blev først udbygget og dekoreret efter 1628. Det var Gaspare De' Vecchi, der denne gang var arkitekt for bagerlavet. Han lod nogle ældre huse bagved Kirken nedrive og byggede sakristiet med et kælderrum, der fungerede som gravkrypt.

I årene 1680-1690 blev det kuplens tur til at blive bemalet med scener fra Jomfru Maria's liv. Desværre kunne disse malerier ikke holde til de mange restaureringer af kuplen, som blev nødvendige fra 1793, i 1800, i 1840 og igen i perioden 1867-1875, hvor arkitekten Luca Carimini valgte at foretage en større renovering, der indebar en genopbygning af det oprindelige sakristi, fornyelse af den indre dekoration, hvorved også de originale kuppelmalerier blev overmalet af nye udførte af Cesare Mariani, ændringer af gulvet og altrene.

Det var iøvrigt i denne forbindelse at Carimini sammen med Giuseppe Sacconi stod for byggeriet af præsteboligen, "La canonica", der ligger bagved Kirken, på venstre side ud mod Via dei Fornari.