Santissimo Nome di Maria

Da broderskabet Confraternita del (Santissimo) Nome di Maria havde overtaget den gamle og faldefærdige Kirke San Bernardo alla Colonna Traiana nedenfor Salita di Magnanapoli i 1694 eller 1695, gav de den først et nyt navn og viede den til Il Santissimo Nome di Maria ("Jomfru Maria's allerhelligste navn") og begyndte derpå at reparere og genopbygge Kirken.

Forfaldet var dog meget fremskredent og Kirken viste sig også snart at være for lille for broderskabets voksende medlemsskare, hvorfor man i 1728 besluttede sig for at rive de gamle mure ned og påbegynde byggeriet af en helt ny Kirke.

Nogle af broderskabets medlemmer, blandt andre Filippo Barigioni, Carlo Stefano Fontana, Francesco Fontana og Mauro Fontana, fik til opgave at styre byggeriet, men broderskabets økonomi forsinkede projektet. Mauro Fontana kunne dog påbegynde forberedelsene i 1732, men forskellige andre arkitekter afleverede også tegninger til den nye bygning og valget faldt nu på et projekt af den franske arkitekt Antoine Dérizet, som støttedes kraftigt af broderskabets protektor Kardinal Ludovico Pico della Mirandola og ligeledes af Kardinal Neri Corsini.

Den 11. Februar 1736 kunne man så starte med at rive de gamle bygninger ned. Foruden den gamle Kirke, drejede det sig også om naboejendommen Palazzo Panimolle, hvis grundstykke nu blev lagt til Kirkens, således at der blev plads til et større nybyggeri. Grundstenen blev lagt den 19. August og herefter fortsatte arbejdet med at støbe fundamenterne.

Dog var der megen uro om byggeriet, da mange udtrykte deres bekymring for stabiliteten i artitektens plan. Broderskabet havde hellere set et af de andre projekter igangsat og man var ikke enig med Dérizet angående kuplens udformning, som man mente ville blive for kostbar. Men Kardinalen havde den afgørende stemme og Dérizet fik sin vilje.

Nu meldte imidlertid murermesteren sig på banen med kritik af kuplens vægt. Paolo Oddi Cappelletti var bange for at de af arkitekten projekterede mure ikke ville kunne bære vægten af den tunge kuppel. Uenigheden var så stor, at man måtte tilkalde et ekspertpanel, bestående af arkitekterne Ferdinando Fuga, Filippo Raguzzini og Tommaso De Marchis, som gav murermesteren ret og tilrådede opførelsen af en lettere kuppel, samt forstærkning af murene.

Arkitekt Dérizet var imidlertid ikke enig med eksperterne og så stor var hans indflydelse hos Kardinalen, at han af denne fik lov at fortsætte sit projekt uændret.

Således blev kuplen færdig i 1738, dækket med blytag i 1739 og den 5. September 1740 kunne den nye Kirke indvies i Jomfru Maria's allerhelligste navn ("Santissimo Nome di Maria").

Dérizet stod fortsat for arbejdet inde i Kirken og i 1742 blev gulvbelægningen færdiggjort. Men i 1743 døde hans velynder, Kardinalen, og nu kunne broderskabet endelig selv bestemme og de overlod færdiggørelsen af højalteret til en af deres egne, nemlig Mauro Fontana.

Dette alter stod færdigt i 1759, men allerede i 1751 måtte der ændres på Kirkebygningen, da det ganske rigtigt viste sig, at den tunge kuppel skabte problemer for murene. Kirkens oprindelige 2 sidedøre måtte derfor tilmures. De blev i stedet indrettet til kapeller: de 2 midterste kapeller i hver side af Kirkerummet. Mauro Fontana udvidede også nichen til højalteret.

I 1813 stod Kirken for nedrivning. Ikke fordi murene nu havde givet efter for presset fra kuplen, men fordi Napoleons' franske regering i Rom havde planer om at udgrave hele området, hvorunder resterne af Trajan's Forum ligger. Projektet blev dog aldrig til noget og kun området omkring Trajansøjlen og Basilica Ulpia blev fritlagt.

Hundrede år efter at byggeriet stod færdigt, blev det igen nødvendigt at forstærke Kirkemurene og en større renovering blev foretaget af arkitekten Luigi Gabet i 1858, fordi der havde vist sig nogle større revner i kuplen. Samtidig blev Kirkens indre fornyet. Søjler og vægge blev bemalet som var det marmor og forgyldningen blev opfrisket.