Mere om Auditorio di Mecenate:

"Maecenas' Auditorium" kaldes ruinen på hjørnet af Via Merulana og Largo Leopardi fordi man først troede, at det var resterne af den møde- og forelæsningssal, som rigmanden Maecenas, Kejser Augustus' ven og rådgiver, havde indrettet i sin pragtvilla på Colle Oppio på Esquilin-højen. Her på sit landsted "Horti Maecenatis" samlede Maecenas alle sine intellektuelle venner og protegéer, blandt andre Virgil, Horats og Properts, til diskussioner og litterær salon med oplæsning af digternes værker.

Idag mener man imidlertid, at det i stedet drejer sig om et nymfæum fra Maecenas' pragtvilla, en "sommerspisesal", halvt nedgravet i højen og med vandspring og fontæner, der rislede ned af "trinene" i den ene buede ende for at køle den sommerhede luft under de ofte lange måltider.

Omkring år 30 før Kristus lod Macenas på Augustus' opfordring et stort stykke land på Esquilin sanere, beplante og bebygge og fra denne tid stammer "auditoriet". Det lå i den del af den store park, som tidligere var brugt som fattigkirkegård ("puticuli" og "publicae ustrinae") og blev anlagt på et sted, hvor den gamle Serviusmur, der gik ind igennem området, var faldet sammen og ikke mere i brug. På den modsatte side af Largo Leopardi kan man stadig se nogle tuf-blokke fra bymuren.

Auditoriet var ca 7 meter nedgravet i højen, så adgangen var dengang - ligesom idag - ned ad en rampe, som førte ind til en aflang hal på 10,60 x 24,10 meter forsynet med en apsis i den modsatte ende. Hallen var opdelt i en "vestibule", der havde 3 åbninger: en på endevæggen og en på hver side, heraf står kun den venstre idag. Væggene bestod af tegl i "opera reticolata", på den højre væg er der idag opsat forskellige fragmenter af vægdekorationer, som man har fundet under udgravningen. Ruinen blev fundet i slutningen af 1800-tallet, under nogle nivelleringsarbejder i forbindelse med den nye bebyggelse af Esquilin-området. Samtidig fandt man rester af nogle bygninger nedenunder, måske dele af det samme hus fra Maecenas' tid.

Hovedsalen er rektangulær og dækket af et tøndehvælvet loft. På hver langside er der 6 firkantede nicher, som er udsmykket med fresker af træer, fontæner og blomster. Man skulle derved få indtryk af at opholde sig i et rum med åbne vinduer ud mod en frodig have. Væggene var malet røde og over og under nicherne løb en sort frise med motiv af "genier", nymfer og satyrer. Til venstre kan man stadig se "Corteo di Dionisio", der er typisk for den 3.stil fra 1.århundrede før Kristus, og på højre væg kan man se en "silen ridende på et æsel". De fleste malerier er ikke bevaret så godt og nogle blev tidligt ødelagt, da man udvidede trappen.

For enden af hallen ligger den buede apsis med en række "trappetrin", der har været dækket af marmor. Fund af vandrør, som senere er blevet plomberede, identificerer rummet som et nymfæum. På væggen over de syv "trappetrin" er der 5 rektangulære nicher, som også er bemalede med udsigter ud over en fiktiv have. Under nicherne løber en frise, hvor der på sort bund skiftevis er billeder af figurer og haver med pergola'er, fontæner og statuer mellem medaljoner, vaser og fugle. Fra hullerne under nicherne i apsis løb der vand ned ad "trappetrinene" og det blev opsamlet i en kanal, der løb på langs af hallen, denne blev opfyldt under restaurerinerne i 1800-tallet. På siderne af kanalen stod der bænke og borde til middagsgæsterne.

Til den oprindelige udsmykning med væggene pudset op i hvidt og rødt hørte også et gulv i små hvide mosaiksten med en kant af røde sten. Senere blev de røde og hvide farver på væggen overmalet i det 1. århundrede efter Kristus med en cinnoberrød farve og udsmykket med kandelabre, påfugle og andre dyr. Øverst løb en frise med små kugler, buer og spidser og gulvet blev erstattet af et andet i "opus sectile" med små lilla og gullige marmorplader. Et stykke heraf kan ses i venstre hjørne mellem hallen og apsis.

Man mener, at loftet havde glasvinduer og åbninger til oplysning af rummet. Tilgangsrampen har rester af gulvbelægning i "opus spicatum", den var muligvis beregnet til tjenestefolkene, mens værten og hans gæster brugte den modsatte indgang.

Omkring anden halvdel af det 1.århundrede efter Kristus ændrede man igen på bygningen, mulivis for at udvide apsis, tegn herpå kan ses af den teglstensmur, som står ved den nederste del af "trappetrinene".

Efter Maecenas' død overgik komplekset til Kejser Augustus, hvorfra det gik i arv til de følgende kejsere. Kejser Tiberius boede her en tid og nogle af restaureringerne stammer måske derfra. Også Kejser Caligula hodt af at opholde sig på Maecenas' landsted, men i midten af det 2.århundrede efter Kristus købte retoren Fronto, lærer for kejserne Marcus Aurelius og Lucius Verus, ejendommen.