Mere om San Pietro in Vincoli

Dette er en af de mest berømte og søgte kirker i Rom, viet til Apostelen San Pietro, hvorfor de troende valfarter hertil, mens kunstelskerne kommer på grund af Michelangelo' s Moses-statue.

Kirken er bygget på et af de højeste punkter på Esquilin, på Fagutal-højtoppen på Colle Oppio med indgang fra Piazza San Pietro in Vincoli. Den nuværende kirke er bygget i det 5.århundrede af den vestromerske Kejserinde Eudoxia ovenpå en tidligere ødelagt kirke. Herved opfyldte Eudoxia det løfte, som hendes forældre, det østromerske Kejserpar Theodosius II og Eudocia, havde afgivet og fik samtidig skabt en smuk kirke til at huse de relikvier, som hendes moder havde sendt tilbage til Rom, nemlig de kæder ("vincoli"), som lænkede San Pietro's hænder og fødder, mens han sad som fange i Det Mamertinske Fængsel.

Oprindeligt lå her på stedet nogle villa'er og rigmandshuse, hvor man tilsyneladende i det 3.århundrede indrettede en stor hal til samlingssted for de kristne.

I anden halvdel af det 4.århundrede byggede man på samme sted en stor kirke af basilika-typen med 3 skibe opdelt af søjler og en enkelt apsis. Denne kirke omtales i papirerne fra det økumeniske møde i Efesos i 431 som "Ecclesia Apostolorum" og var dengang viet til alle apostlene og styret af præsten Philippus.

Af ukendte årsager blev denne kirke ødelagt, men Philippus fik af Kejser Theodosius II og Kejserinde Eudocia løfte om at få den genopført. Dette løfte opfyldte kejserparrets datter Eudoxia, som i første halvdel af det 5.århundrede lod opføre den kirke, som står den dag idag.

Mange af murene fra den tidligere kirke kunne genbruges ved bygningen af den nye, men facaden måtte opføres fra grunden. Den nye kirke blev også opdelt i 3 skibe af 20 søjler og den blev afsluttet med en stor apsis og fik 20 store vinduer, som oplyser det store rum.

De 20 doriske marmorsøjler er anbragt på nyere joniske baser. De stammer tilsyneladende fra Grækenland og findes ikke magen til i Rom, så man antager, at de er en del af den hjælp Kejser Theodosius gav til kirkens genopførelse.

Apsis var dekoreret med mosaikker med motiverne "Sankt Peter's lænker", "Kristus mellem Kejserfamilien og Sixtus III" og "Votivmosaik af Theodosius II og Eudocia med datterne Eudoxia".

Pave Sixtus III (432-440) indviede den nyopførte kirke til helgenerne Peter og Paulus den 1. august omkring år 438-440. I kirken anbragtes under højalteret relikvierne af "I Santi Sette Fratelli Maccabei" ("De syv hellige maccabæiske brødre"), som på den tid dyrkedes i hele Romerriget. Relikvierne var lagt i en kristen sarkofag fra det 4.århundrede, den blev genopdaget under en ombygning im 1879 og står idag i krypten.

Kirken fik navn af "Titulus Apostolorum" og "Titulus Eudoxiae", indtil den fik sit nuværende navn San Pietro in Vincoli.

I årenes løb er kirken blevet restaureret og udsmykket flere gange:

I september 680 blev der under en stor pestepidemi opsat et alter med en mosaik af San Sebastiano, som beskytter mod pest. Denne mosaik kan idag ses i kirkens venstre sideskib.

I 1084 blev kirken ødelagt under Robert Guiscard's normanniske hærs hærgen og først i det 13.århundrede blev der sat en større ombygning i gang.

Også under Pavernes fravær fra Rom (1308-1378) forfaldt kirken og i 1400-tallet måtte den påny restaureres, den fik nyt tag og der blev opsat et nyt alter. Under Titulærkardinal Giuliano delle Rovere, den senere Pave Julius II (1503-1513) blev også portalen, indgangen og portico'en restaureret. Samtidig påbegyndtes bygningen af klosteret på kirkens højre side, hvor nu Ingeniør-Fakultetet ligger.

I 1505 gav Pave Julius II Michelangelo til opgave at tegne et gravmæle, der var en stor pave værdigt. Det var hans mening, at det skulle opføres i Peterskirkens apsis, men inden det nåede så langt, havde han ændret så mange gange i Michelangelo's opgave, at denne aldrig nåede at fuldende gravmælet, før Paven døde i 1513, og det endte med at en reduceret udgave udførtes i San Pietro in Vincoli i stedet. Her troner Michelangelo's berømte Moses-statue, som har fået Pave Julius II's karaktertræk, øverst i højre sideskib.

I 1577 blev kirkens apsis restaureret og fik nye malerier af Jacopo Coppi i stedet for de gamle mosaikker.

I 1705-1706 blev loftet i hovedskibet igen fornyet og det store centrale maleri udført af den genovesiske maler Giovanni Battista Parodi.

Mellem 1700-1721 renoveredes det indre af kirken og indgangs-portico'en ændredes samtidigt.

I 1765 blev det gamle teglstensgulv overdækket og det nye gulv hævet 10 cm.

I 1876-1877 ombyggedes partiet omkring højalteret og der blev opsat en baldakin herover. Under disse arbejder fandt man under højalteret relikvierne af "I Santi Sette Fratelli Maccabei" ("De syv hellige maccabæiske brødre"), som lå i en kristen sarkofag fra det 4.århundrede. Denne blev flyttet ned i krypten, mens et nyt relivieskrin til Sankt Peter's Lænker, tegnet af Andrea Busiri i 1856, blev opsat under højalteret.

I 1956 trængte kirkegulvet til en reparation og ved denne lejlighed foretog man samtidig nogle arkæologiske undersøgelser, fund herfra kan ses opsat i kirken og fra porticoen er der i højre side adgang til udgravningerne.