ANNAS ROM GUIDE
Sette Sale

Mere om Sette Sale:

Bygningen er i 2 dele, den nederste med 9 rum, der står direkte på jorden, har den funktion at bære den øverste del, der udgør selve vandbeholderen, således at vandtrykket er tilpas til at forsyne termerne med vand. På samme måde lægges nutidens vandbeholdere hævet over niveau for at sikre vandtrykket.

Den er bygget på højens skråning, delvist indbygget i denne på siderne, mens forsiden står frit. Denne er forsynet med nicher, skiftevis buede og firkantede, og i de øverste nicher er der vinduer til udluftning, mens der i de nederste nicher var vandledninger. Cisternen kunne rumme mere end 8 millioner liter vand, som med tiden efterlod en algebelægning i næsten 1 meters højde.

Forskerne er ikke enige om, hvilken akvædukt, der forsynede det store vandreservoir, nogle mener en forlængelse af Aqua Claudia, men man har fundet blyrør med stemplet "Aqua Traiana".

I området ovenfor Sette Sale har man i 1967 og 1975 udgravet resterne af et rigt senantikt hus med et gulv med marmormosaik i sort og hvidt. Dette hus er bygget i to omgange, den ældste del kan tolkes som en bygning til opsyn med cisternen, måske også til beboelse. I det 4.århundrede blev nogle af disse rum omformet til badeanlæg og derpå inkorporeret i et større hus, som man ikke kender den præcise udstrækning af.

De nye tufstensmure er kun bevaret op til 50 cm's højde og iblandet partier med teglsten. En korridor adskiller den nye og den gamle del og 3 forskellige områder: en række rum rundt omkring en central rund plads, en stor hal med en apsis (måske et modtagelsesrum, som ofte ses i de senantikke villaer) og et nymfæum med forskellige tilliggende rum.

Af størrelsen og af den flotte arkitektoniske dekoration og det delvist bevarede gulv med indlagte marmorsten og mosaik kan man se, at der var tale om et rigt hus.

Efter det gotiske angreb på Rom i det 6.århundrede blev akvædukterne ødelagt og vandforsyningen afbrudt og området affolket. Man har fra denne tid på Colle Oppio fundet rester af gravpladser, der viser at området ikke mere brugtes til beboelse, men lå øde hen.

Senere tilplantede de nydannede klostres beboere området med marker og haver og her lå blandt andet "Orto della Purificazione", som hørte til klosteret Santa Maria della Purificazione og "Orto di San Pietro in Vinculis", som hørte til kirken San Pietro in Vincoli.

Senere blev området opkøbt af Brancaccio-familien, i hvis park 7 af de 9 rum stadig kunne ses. I 1760 udgravede man endnu 2 rum og yderligere udgravninger foretoges i 1932 og 1934 under eksproprieringen af Villa Brancaccio og anlæggelsen af Parco Oppio.

Tilladelse til at besøge cisternen kan fås ved henvendelse til Sovraintendenza alle Antichità e belle Arti del Comune di Roma eller ved at telefonere til nr.: 06 48 73 262.

Plan over Sette Sale
Bøger og links om Sette Sale
Læs om Antikkens badeanlæg
Kort over nær-området
Kort over området
Fotos fra området
Spise og bo i området
Tilbage til byturen
Andre turforslag
Ordliste
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er sidst opdateret d.4.5.2003