I slutningen af 1800-tallet besluttede adelsfamilien Brancaccio sig for at flytte familiens residens fra Napoli til Rom for at være nærmere ved det nye kongehof, som opstod i Rom efter Italiens samling i 1870.

Til dette formål erhvervede de et stort stykke jord på Colle Oppio på Esquilin mellem den nuværende Via Merulana mod øst og Via Eudossiana i vest. Ejendommen strakte sig fra omkring Via delle Sette Sale i nord og ned mod Via Labicana i syd.

De lod opføre et herskabeligt palads på hjørnet af Via Merulana og Largo Brancaccio, tegnet af Luca Carimini omkring 1892-96 i 1400-tals-stil med hovedindgang gennem en portal med 3 åbninger på Via Merulana nr.250. Dette Palads, der idag stadig beboes af familien, men også huser Museo Nazionale d'Arte Orientale, er det eneste der er tilbage af det store gods, som omfattede en stor, smuk park med tjenesteboliger, stalde, drivhuse og et stort intensivt dyrket område, med vinmarker og urtehave med små smalle veje mellem markerne, op til det nuværende Facoltà d'Ingegneria bag Kirken San Pietro in Vincoli.

Rundt omkring på markerne og i parken stak ruinerne af Trajan's Termer op og i den østlige del, der stadig hører til Palazzo Brancaccio lå ligesom idag ruinerne af vandreservoiret Sette Sale. Lige indenfor paladsets hovedindgang lå et smukt nymfæum, som stadig kan ses idag.

I 1913 byggedes Teatro Brancaccio på hjørnet af Via Mecenate, men i årene efter krigen benyttedes paladsets have også som åbent teater under navnet "Il Teatro Colle Oppio" hele sommeren til slutningen af september måned til opførelse af varietéer og revuer. Man inddrog også en gang den lille sø i haven, som blev oplyst og baggrund for Romolo Balzani, der roede rundt på søen, mens han sang "Er barcarolo va controcorrente".

Allerede i 1887 var der i Roms Kommune ønske om at lave en arkæologisk park på Colle Oppio og denne idé kom op igen i 1909 og i 1931, indtil projektet endelig blev virkeliggjort i 1935-36 ved at ekspropriere en del af Villa Brancaccio. Ved at nedrive adskillige bygninger, udjævne højdeforskelle og anlægge nye veje og alléer skabtes på denne måde Parco Oppio omkring ruinerne af Trajan's og Titus' Termer og ovenpå Kejser Nero's pragtpalads Domus Aurea.

I Palazzo Brancaccio's have kan man derimod ud til Viale delle Terme di Traiano se ruinerne af det store vandreservoir Sette Sale.

Det område, som Villa Brancaccio i sin tid dækkede, har været tidligt beboet, som fund af jernaldergrave (8.århundrede før Kristus) ved Largo Brancaccio beviser. Men det har ligget noget afsides og udenfor byen, som navnet Esquilinus antyder i modsætning til Inquilinus, beboerne i selve byen. For den østlige dels vedkommende kom det senere til at høre ind under Maecenas' ejendom Horti Maecenatis, der blev bygget omkring år 30 før Kristus og som senere overgik til Kejserhuset.

Her indlemmede Kejser Nero det i sit Domus Aurea og Kejser Trajan dækkede det med sit store Termeanlæg. Efter goternes hærgen i Rom, stoppet i vandtilførslen og det gradvise forfald og nedgangen i befolkningstallet, der lagde området mere og mere øde, henlå det efterhånden mest som græsningareal og vingårde for de ensomt beliggende kirker og klostre med navne som "Orto di San Pietro in Vinculis", "Orto della Purificazione", "Vigna dei Canonici" og "Vigna dei Pichini" og senere som marker og vingårde for byens adelsfamilier, "Vigna di Uberto Strozza" og "Giardino Altemps" (1691).

Litteratur og links om Villa Brancaccio:
Caruso, Giovanni e Rita Volpe: Colle Oppio. Palombi, 1992.
- side 26ff
Delli, Sergio: Le strade di Roma. Newton Compton editori, 1975.
- side 794 (Sette Sale).
Tidsskriftet "Roma - ieri, oggi, domani. 1995, no.81.
- side 2.