Det latinske ord "thermae" betyder "varme bade", "badeanlæg til almindelig afbenyttelse" i ordbogen uddybet således: "i Rom store prægtige bygninger, hvor vandet blev opvarmet ved underjordiske ovne".

Fællesbadningen havde romerne adopteret fra Grækenland, hvor dette var en del af den græske sportslige opdragelse. Men romerne udvidede og forfinede begrebet, så anlæggene efterhånden blev større og større og rummede flere og flere forskellige funktioner og aktiviteter udover muligheden for at bade i koldt eller varmt vand eller dampbade.

Allerede i det 3.-2. århundrede før Kristus kender vi til privatdrevne badehuse, de såkaldte "balneae", som det var en god investering at forpagte og omkring vor tidsregnings begyndelse var det blevet en del af romernes dagligdag at besøge badeanstalterne for at bade, dyrke sport, få massage, møde venner, spadsere i grønne omgivelser, passiare, diskutere, lytte til digtoplæsninger eller filosoffernes udredninger, besøge bibliotekerne eller benytte en anden af de mange muligheder, som badeanstalterne kunne tilbyde.

Det var naturligvis ikke alle badeanstalter, der var lige store og havde lige mange tilbud. I Agrippa's folketælling fra år 33 før Kristus nævnes der 170 små badeanstalter i Rom. I begyndelsen af det 5.århundrede talte man 856 badeanstalter og derudover 11 store, rigt udstyrede badeanstalter, bygget af kejserne.

De fleste romere har badet i disse anlæg dagligt, mange havde ikke vand indlagt i deres boliger og kom her også for hygiejnens skyld, de fleste romere arbejdede fra solopgang og til middag og kunne så tilbringe eftermiddagen i termeanlæggene sammen med venner og bekendte.

Termerne var åbne for alle, rigmænd, adel og borgere, ja selv slaver. Nogle termer havde et lille entre-gebyr, mens andre - især de store termer, som kejserne skænkede folket - var gratis. Og både mænd og kvinder kom i termerne, nogle steder badede man sammen, andre steder var der afsat forskellige tidspunkter til de to køn eller der fandtes mandsbade og kvindebade, som vi kender det fra Pompeii. Det fortælles, at Kejser Hadrian (117-138 efter Kristus) "efter talløse skandaløse hændelser" forbød fællesbadning for mænd og kvinder og at loven stadsfæstedes hundrede år senere.

Vi kender ikke opbygningen af de tidligste store badeanstalter og heller ikke fordelingen af rummene og deres indhold og funktioner. Det er først med Trajan's Termer, at vi kan sige noget mere herom. De blev bygget i år 109 før Kristus og det var Trajan's hofarkitekt Apollodorus fra Damaskus som stod for byggeriet. Og det blev hans terme-opbygning, som blev eksempel for de senere byggede termer, som samtidig er dem vi kender bedst fra udgravninger og fra de mange bevarede ruiner.

Apollodorus var omhyggelig med sit valg af orientering af byggeriet i forhold til verdenshjørnerne. Det var vigtigt, at de store åbne bade og rummene med de store vinduer kom til at ligge på en åben plads og således, at de ville blive belyst af solen i flest mulige timer. På denne måde kunne varmen fra eftermiddagssolen hjælpe til at gøre de opvarmede rum ekstra hede og fugtige. Og da de fleste badede om eftermiddagen, var det vigtigt, at de varmeste rum lå således, at de kunne udnytte eftermiddagssolens varme.

Således samlede man de forskellige lune og varme baderum inde i en stor firkantet bygning og rundt om denne og det åbne svømmebassin gik der et bredt grønt og åbent parkanlæg, hvor det kunne spaderes eller dyrkes sport. Uden om hele dette anlæg løb så ydermuren forsynet med endnu flere rum til mødested eller oplæsning eller blot afslappelse. Det hele garneret med fontæner og statuer og mindre træer og buske.

Også opbygningen af det centrale kompleks kom efter Apollodorus til at følge samme mønster, der startede med et delvist uoverdækket og åbent rum med et svømmebassin, "natatio", herefter fulgte et "frigidarium" med koldt vand og derpå et "tepidarium" med et bassin med varmere vand og til slut et "caldarium", dampbadet.

Rundt om selve baderummene lå en hel række mindre rum, gennemgangsrum, rum med mindre bassiner, omklædningsværelser og lignende.

"Frigidariet" (det kolde bad) var det centrale rum, det var et stort, rektangulært rum med et højt krydsshvælvet loft båret af piller og 8 enorme søjler. Et sådant rum med dets søjler og loft kan ses i Kirken Santa Maria degli Angeli, hvor kirkeskibet er indrettet i "frigidariet" i Diocletian's Termer.

Udenfor de rum, som omgav "frigidariet" lå 2 store sportspladser med søjlegange og exedra'er. Her i "palaestra'en" trænede man, inden man gik ind i dampbadene.

Efter "frigidariet" lå så de opvarmede rum, først "tepidariet" (rummet med det lune bad), som på denne måde isolerede det næste hede rum, "caldariet" (dampbadet), fra de kolde rum foran. Der lå flere mindre rum udenom disse to og også de mindre rum var opvarmede.

"Caldariet" havde tit halvcirkelbuede vægge og i disse rum stod de varme vandbassiner.

I nogle termeanlæg var der også et rum med varm, tør luft ("laconicum"), der var varmet op til meget høje temperaturer. Måske var der også et rum til medicinske bade, for eksempel svovlbade, ligesom der muligvis har været en lægekonsultation. Der er fundet flere statuer for lægeguden Aesculap i termeanlæggene.

OPVARMNINGEN:

Opvarmningen foregik via et underjordisk kanalsystem, hvor slaver i smalle, hvælvede gange sørgede for opvarmningen. Man har flere steder fundet rester af disse underjordiske varmekanaler og også væggene var forsynet med kanaler, hvor den varme damp kunne trænge op og opvarme rummene. Gulvvarmen kaldes "hypocaustum" og var et system, hvor varm luft førtes ind under gulvene, der var hævet på små støttepiller i tegl. Den varme luft kom fra de ovne, som opvarmede badevandet. Også i de kuplede lofter kunne der være indbygget hule teglsten, så den varme luft kunne cirkulere.

Opvarmningen af badevandet skete i en række kedler eller forbundne kar, som tillod det varme og det kolde vand at cirkulere. Kedlerne var placeret over murede ildsteder og passedes af slaver i det såkaldte "praefurnium". Fyringsmaterialet var brænde eller trækul.

VANDFORSYNINGEN:

De store termeanlæg, der kunne rumme et stort antal badende på én gang, havde brug for tilførsel af store mængder vand. Dette kom ind til byen ad de forskellige akvædukter og i nærheden af badeanstalterne ledtes det ind i store vandreservoirer, der var enorme rum inddelt af uregelmæssige vægge, så vandet kunne cirkulere rundt mellem "kamrene". Vi kan idag se de betragtelige rester af reservoiret ved Trajan's Termer, det såkaldte "Sette Sale" på Colle Oppio, det kunne rumme 7 millioner liter vand!

Fra vandcisternen ledtes vandet ind i termerne gennem blyrør for at blive fordelt til badebassinerne, til opvarmning, til fontænerne og nymfæerne.

LATRINEN:

Et rum i termeanlæggene kunne også være indrettet som toilet, "latrina", og her var der flere siddepladser på rad og række. Rummet er kendetegnet af en række vægbænke med sæder af sten eller træ. I sæderne er der med regelmæssig afstand en række huller, der fører ned til en underliggende kanal, som skylledes igennem af en konstant vandstrøm. Lige nedenfor bænkene løb der også en lille rende, der blev gennemskyllet af vand. Under hullerne i sæderne var der ligeledes en række huller, hvorigennem man kunne vaske og tørre sig, inden man forlod lokalet. Man mener, at disse latrin-besøg har været af lige så social art som selve termebesøgene.

BADET:

KULTURTILBUDENE:

Efter badet var der så valget mellem forskellige kulturelle aktiviteter, i de store termeanlæg var der gerne 2 biblioteker med litteratur på græsk og latin. Man mener, at den halvirkelformede ruin fra Trajan's Termer, som man idag kan se ved Via Luigi Cremona på Colle Oppio, har været ét af de to biblioteker i dette anlæg.

Der var også gerne en stor exedra i muren omkring anlægget, det er en halvcirkelformet bygning forsynet med buegange og under disse var der en række sæder, hvor man kunne være tilskuer til forskellige sportskonkurrencer eller teaterforestillinger eller måske lytte til litteraturoplæsninger, foredrag eller musik.

Og der var mulighed for at se på kunst, eftersom både parkanlæg og termerum var fyldt med mosaikker og statuer, hvoraf mange var romerske kopier af berømte græske værker.

Ifølge Seneca var der endelig en masse boder med småhandlende, der for eksempel solgte læskedrikke, pølser eller konfekt, så man behøvede heller ikke at gå sulten herfra.

NOGLE AF DE BADEANSTALTER, VI KENDER I ROM:
(af dem, der er mærket med en *, findes der idag betragtelige ruiner, der er et besøg værd)

Agrippa's Termer på Marsmarken, bygget i år 25 før Kristus.

Bagno di Ampelide, Diana e Prisco.

Bagno di Donna Olimpia.

Balneum de Cintiis.

Balneum dominae Miccinae.

Caracalla's Termer. *

Commodus' Termer.

Constantin's Termer på Quirinal.

Decius' Termer på Aventin.

Diocletian's Termer på Esquilin. *

Domitian's Termer.

Helena's Termer.

Heliogabalus' Termer.

Nero's Termer på Marsmarken.

Novatus' Termer på Esquilin.

Olimpiades' Termer.

Septimius Severus' Termer.

Sura's Termer på Aventin.

Terme Alessandrine.

Terme di Elagabalo.

Terme Grimane.

Terme Severiane.

Termeanlæg under Palazzo Bonelli.

Stiliko's Termer.

Titus' Termer på Colle Oppio.

Trajan's Termer på Colle Oppio. *

Varus' Termer.

Litteratur om Thermae:
Carcopino, Jérome: Dagligt liv i antikkens Rom. Stig Vendelkærs Forlag, 1965.
- side 297ff.
Connolly, Peter og Hazel Dodge: Athen & Rom i Antikken. Carlsen, 1998.
- side 238ff.
Hintzen-Bohlen, Brigitte: Kunst & Arkitektur Rom. Könemann, 2001.
- side 390ff.
Rom - en antik storby. Tidsskriftet Sfinx, 1991.
- side 97f.: Inge Nielsen: Fritidsaktiviteter.
Ørsted, Peter: Romerne. Gyldendal, 1990.
- side 108-121.