Brancaccio-familien er en meget gammel adelsslægt af napolitansk oprindelse, men nu bosiddende i Rom i Palazzo Brancaccio på Via Merulana nr. 250.

I Napoli ligger stadig familiens palads fra det 15.århundrede Palazzo Brancaccio i Vico di Donnarómita nr.15. Her lå i det 17.århundrede byens første offentlige bibliotek og idag huser paladset "Biblioteca Brancacciana".

Familien har fostret mange kardinaler og kulturelle personligheder, som har sat deres præg på de to byer, de valgte som familiens base. Slægten var opdelt i flere grene, hvoraf den vigtigste lige fra det 12.århundrede var Imbriachi-grenen, hvorfra flere af de nedennævnte kardinaler stammer (Landolfo, Nicola eller Niccolò, Rainaldo, Francesco Maria, Stefano).

--- Landolfo Brancaccio, født i 12??, udnævnt til Kardinal af Pave Cølestin V i 1294 ved Titelkirken Sant'Angelo in Pescheria. Deltog i 3 konklaver: i 1294, i 1303 og i 1304-05. Døde den 29. Oktober 1312 i Avignon, hvor han også ligger begravet.

--- Niccolò Brancaccio, født ca. 1340 og var i famlie med Pave Urban VI. Han blev udnævnt til Kardinal i 1378 ved Titelkirken Santa Maria in Trastevere. deltog i 3 konklaver: i 1394, i 1409 og i 1410. Døde den 29. Juni 1412 i Firenze, hvor han også ligger begravet.

--- Rainaldo Brancaccio, født 13??, udnævnt til Kardinal i 1384 ved Titelkirken Santi Vito e Modesto, overtog senere, i 1408, Kirken Santa Maria in Trastevere. Deltog i 5 konklaver: i 1389, i 1404, i 1406, i 1409 og i 1410. Døde den 27. Marts 1423 eller 1427 i Rom, men ligger begravet i Napoli.

--- Tommaso Brancaccio, født 13??, udnævnt til Kardinal i 1411 ved Titelkirken Santi Giovanni e Paolo. Han deltog kun i ét konklave: i 1417. Døde den 8. September 1427 i Rom, men blev begravet i Napoli i Sant'Angelo a Nilo.

I Napoli grundlagde Kardinal Rainaldo Brancaccio i 1385 Kirken Sant'Angelo a Nilo, som også kaldes Cappella Brancaccio, på Piazzetta del Nilo. Kirken er bygget i gotisk-catalansk stil og rummer mange indskrifter og monumenter over Brancaccio-familiens medlemmer.

Til højre for højalteret er der et stort gravmæle for Kardinal Rainaldo, der døde i 1423 eller 1427. Monumentet er skabt i fællesskab af kunstnerne Donatello, Michelozzo og Pagno di Lapo Portigiani i årene 1426-28. Donatello udførte relieffet "Jomfru Marias himmelfart" i Pisa og derfra blev det ifølge Michelozzo's regnskaber sejlet til Napoli.

På væggen til højre for højalteret er der et gravmæle for Pietro Brancaccio, der døde i 1483, udført af Iacopo della Pila. Til venstre for alteret er det et monument i barokstil for Kardinalerne Francesco og Stefano Brancaccio af Bartolomeo og Pietro Ghetti. I sakristiet er der en fresko "Madonna e i Ss. Michele e Baculo che presentano il Cardinale Brancaccio" af en ukendt mester fra det 15.århundrede.

Men ikke alle familiens medlemmer blev gravlagt i Cappella Brancaccio, i Kirken San Domenico Maggiore findes et smukt gravmæle for en Tommaso Brancaccio, dette er udført af Iacopo della Pila i 1492.

--- Francesco Maria Brancaccio, født i 1592, blev udnævnt til Kardinal i 1633, først med Titelkirken Santi Apostoli og senere, i 1663, San Lorenzo in Lucina. Deltog i 4 konklaver: i 1644, i 1655, i 1667 og i 1669-70. Han var onkel til Kardinal Stefano Brancaccio. Francesco Maria døde den 9. Januar 1675 og ligger begravet i Kirken Santissimo Nome di Gesù i Rom.

--- Stefano Brancaccio, født i 1618, nevø til Kardinal Francesco Maria Brancaccio, blev udnævnt til Kardinal i 1681 med Titelkirken Santa Maria della Pace. Døde den 8. September 1682 i Viterbo, hvor han også ligger begravet.

Efter Italiens samling i 1870 flyttede kongehoffet og statsadministrationen til Rom og Brancaccio-familien valgte at forlægge residensen til hovedstaden for at være nærmere hoffet. De købte et stort stykke jord på Colle Oppio på Esquilinhøjen, hvor de anlagde et familiegods, Villa Brancaccio, med et smukt palæ, tegnet af Luca Caramini ca.1880: Palazzo Brancaccio på Via Merulana nr. 250. Dette blev bygget efter ønske af Mary Elisabeth Field, principessa Brancaccio.

På godset lå også en sø og et åbent teater, ligesom familien i 1913 lod opføre en teaterbygning på hjørnet af Via Merulana og Via Mecenate, Teatro Brancaccio, som stadig fungerer idag. En af familiens teaterinteresserede medlemmer var prins Roland Brancaccio, som ønskede anerkendelse som sanger og deklamator. Hans familie og standsfæller bifaldt ikke hans offentlige optræden, men han opnåede en stor personlig succes.

I 1930'erne eksproprierede Roms Kommune størstedelen af Villa Brancaccio for at anlægge den arkæologiske park Parco Oppio på stedet. Brancaccio-familien beholdt imidlertid Palazzo Brancaccio på Via Merulana samt en have bagved med et smukt nymfæum og med ruinerne af det antikke vandreservoir Sette Sale.

Litteratur og links om Brancaccio-familien:
Elmquist, Carl Johan: Napoli. Carit Andersen, 1967.
- side 54.
Caruso, Giovanni e Rita Volpe: Colle Oppio. Palombi, 1992.
Delli, Sergio: Le strade di Roma. Newton Compton editori, 1975.
- side 577 (Via Merulana).
Napoli e dintorni. Guida d'Italia del Touring Club Italiano. Milano. 5.edizione, 1976.
- side 146-147.
Tidsskriftet "Roma - ieri, oggi, domani. 1993, no.57.
- side 41.