|
|
|
Palazzo dei Filippini |
|
Palazzo dei Filippini kaldes Filippiner-Ordenens store Kloster- og bibliotekskompleks, som samler Ordenens Kapel, Oratorio dei Filippini, og den Kirke, som er så nært knyttet til Ordenen og dennes stifter, San Filippi Neri, Santa Maria in Vallicella, også kaldet Chiesa Nuova. Mens disse 2 bygninger har hovedfacade mod Piazza della Chiesa Nuova ved Corso Vittorio Emanuele II og sidefacader mod henholdsvis Via dei Filippini og Vicolo della Chiesa Nuova, skjuler det meste af det store Klosterkompleks sig bagved, mod nord, mellem Via dei Filippini, Piazza dell'Orologio, Via del Governo Vecchiio - med dens mange knæk - og Vicolo della Chiesa Nuova. Bygningen befinder sig i kvarteret Rione Parione, men grænser ved Via dei Filippini op til kvarteret Rione Ponte. Området her var i Antikken en del af Marsmarken, Campus Martius, men man har ikke fundet særlige bygningsrester heromkring. Man har dog på hjørnet af Piazza dell'Orologio og Via del Governo Vecchio udgravet rester af et stort teglstensbyggeri, som må have ligget omtrent der, hvor den gamle Kirke Santa Cecilia de Turre Campi senere kom til at ligge. Hvilken funktion dette antikke byggeri har haft, vides ikke. (se nr. 22 på Kort over Piazza Navona-området i Antikken). San Filippo Neri havde i 1548 stiftet sammenslutningen Congregazione della Santissima Trinità dei Pellegrini, der havde som formål at hjælpe de mange pilgrimme, som søgte til Rom. I 1551 var han blevet præsteordineret og tilknyttet den nærliggende Kirke San Tommaso in Parione, hvorefter han tog bopæl i et hus i nærheden af San Girolamo della Carità. Her startede han sit "Oratorio" sammen med flere andre præster, der havde samme kald. I et kapel, "Oratoriet", holdt medlemmerne, samt interesserede præster og lægmænd, møder med både religiøse taler og diskussioner, men også med musik og salmesang. Et sådant møde gik også under betegnelsen "Oratorio". I 1564 blev San Filippo udnævnt til Prior ved Kirken San Giovanni dei Fiorentini og i 1575 blev hans organisation anerkendt af Pave Gregor XIII, som også overlod Santa Maria in Vallicella til Broderskabet. Kirken var på dette tidspunkt i meget dårlig stand, så Gruppen besluttede at lade den genopbygge, hvorefter bygningen kaldtes "Den Nye Kirke" : "Chiesa Nuova". I starten boede medlemmerne af Congregazione dell'Oratorio, som gruppen nu kaldte sig, i et mindre hus ved siden af Santa Maria in Vallicella og ud mod nutidens Via della Chiesa Nuova. Først i 1611 begyndte man at tale om et nyt byggeri, der skulle huse præsternes boliger, mødelokaler, bibliotek, undervisningslokaler og meget mere. Men da var San Filippo Neri allerede død, så han fik aldrig hele Komplekset at se. Han døde i 1595, så der har muligvis allerede før det været snakket om udvidelsesmuligheder. I 1621 påbegyndtes det nye byggeri med opførelsen af et sakristi på Kirkens vestside. På dette tidspunkt var Kapellet, Oratorio dei Filippini, altså endnu ikke bygget. I stedet stod her til venstre for Santa Maria in Vallicella flere mindre huse og bygninger, samt ud mod Via del Governo Vecchio en lille, gammel Kirke viet til Santa Cecilia og lige i nærheden et gammelt fæstningstårn fra Middelalderen, kaldet Turris Stephani Petri. Den lille Kirke overdrog Pave Gregor XV i 1622 til Filippinerne, så området kunne indgå i Klosterkomplekset. Den blev derpå nedrevet i 1629. Sakristiet var altså den første del af Palazzo dei Filippini, som blev opført efter en tegning af Paolo Maruscelli og Marco Arconio. Derpå gik der lidt tid, men i 1637 udskrev Filippinerne en offentlig konkurrence om et større bygningskompleks og modtog hertil en stor mængde forslag. Dette byggeri skulle opføres vest for Kirken og inkorporere Sakristiet. I starten var det stadig Maruscelli, som stod for opførelsen af den første indre gårdsplads, Sakristiet, og endnu en klostergård, alt forbundet af søjlegange og lange korridorer. I slutningen af 1630'erne overtog arkitekten Francesco Borromini ledelsen af byggeriet og han stod for opførelsen af Kapellet, "L'Oratorio", der fik både ekstra etager til gæsterum og bibliotek, samt sidebygning mod Via dei Filippini. Den nye bygning rummede også præsternes boliger, en stor spisesal, en dagligstue, og bagved Kirkens apsis også køkkener og andre rum til tjenestefolk. I forbindelse med disse var der også en stor port, hvorigennem der bragtes forsyninger til den store husholdning, det efterhånden var vokset til. Idag huser Komplekset - udover Filippinerne - flere kulturelle institutioner, det berømte Biblioteca Vallicelliana, samt Archivio Capitolino. EN TUR RUNDT OM PALAZZO DEI FILIPPINI: I Via dei Filippini ses først - fra hjørnet af Piazza dellla Chiesa Nuova - sidefacaden til Oratorio dei Filippini. Ja egentlig er det Kapellets endemur, da Oratoriet ligger parallelt med Pladsen, hvor hovedindgangen findes forskudt for det indre rum. Hushjørnet er dannet af 3 flade mursøjler i stil med Oratoriets øvrige facade. Men disse 3 danner et afskåret skråt hjørne, der samtidig buer lidt indad. Oratoriemuren, som bagved rummer Oratoriets højalter, har 3 fag i 4 etager: de 3 nederste under en bred række profilerede gesimser, nærmest som et tagudhæng, hvorover den øverste etage virker tilbygget. Sidevinduerne er smallere end midtervinduerne, men alle indramninger kopierer facaden mod Pladsen. De er dog næsten helt tilmurede i stueetagen. Sidefacaden rager let frem for den følgende lange Klosterbygning, således at afslutningen efterligner hjørnet mod Pladsen. Bag den lange mur på 16 fag langs Via dei Filippini ligger en mængde mindre rum, som omkranser flere Klostergårde og støder op til større rum, hvori der er indrettet gæsteafdeling og Filippinernes store bibliotek. Ejendommen er her i 5 etager, med vekslende indgange og vinduer i brede travertinkarme i stueetagen, høje vinduer i lignende karme på førstesalen og lige herover en række små delvist tilmurede, firkantede nicher. Denne del af facaden er dækket af rødlige, brændte teglsten, men fra andensalen og op er facaden pudset op i en lys farve. Anden- og trediesalens høje vinduer er i enkle, brede travertinkarme uden udsmykning, mens fjerdesalens vinduer i samme slags karme er mindre og kvadratiske. Facadens afslutning mod Piazza dell'Orologio dannes af en let fremtrukket bygningsdel med 3 fag efter en let konkav, flad mursøjle i hele husets højde, som er på 4 etager med en høj kælder. Omkring vinduerne i enkle lyse, travertinrammer er murværket varieret, så der dannes nicher og gesimser, hvoraf nogle er dækket af travertinplader. På husets tag troner det store ur ("orologio"), der har giver navn til Pladsen, og på det afrundede, konkave hushjørne mod Via del Governo Vecchio sidder et stort Madonna-billede i rigt dekoreret stukramme. Palazzo dei Filippini's facade ud mod denne gade fortsætter med samme udførelse og 12 fag. Hvor gaden "knækker", fortsætter ejendommen med 7 fag med en noget mere rustik facade, for derpå at slutte med en gammel og uudsmykket sidefacade mod sidegaden Via della Chiesa Nuova, hvorudtil også sidefacaden på Santa Maria in Vallicella ses.
Litteratur om Palazzo dei Filippini: |