På nordsiden af Corso Vittorio Emanuele II og Piazza della Chiesa Nuova står 2 store kirkefacader ved siden af hinanden. Den til højre dækker over kirken Santa Maria in Vallicella, der også kaldes Chiesa Nuova - den nye kirke. Facaden til venstre dækker over det store kapel, som San Filippo Neri's tilhængere, kaldet I Filippini eller Gli Oratoriani, benyttede.

Bygningen er en del af det store kompleks kaldet Palazzo dei Filippini, som optager arealet mellem Piazza della Chiesa Nuova og sidegaderne Via dei Filippini (til venstre) og Via della Chiesa Nuova (til højre), samt den bagvedliggende tværgade Via del Governo Vecchio.

Mens Santa Maria in Vallicella er en gammel kirke, som ifølge traditionen skulle være grundlagt af Pave Gregor den Store (590-604), men dog først nævnt i kilderne fra 1100-tallet og flere gange ombygget, udbedret, forstørret og forskønnet (sidst i slutningen af 1500-tallet), stammer Kapellet - kaldet Oratorio - fra tiden efter den sidste kirkeombygning.

Arbejdet med opførelsen af Oratoriet blev overladt til billedhuggeren og arkitekten Francesco Borromini, som i løbet af 2 år, fra 1638 til 1640, fik bygningen rejst med den for ham karakteristiske bølgende facade. Her udført i teglsten med stukdekorationer. Facaden er inspireret af den menneskelige gestus med at brede armene ud for at modtage nogen hjerteligt. Samtidig holdt Borromini sig for øje, "at Oratoriet er barn af Kirken " og at facaden derfor måtte være "barn af Kirkens facade", hvilket afspejles i de mere ydmyge materialer ved siden af Kirkens marmorfront.

Oratoriet er som nævnt en del af det store Palazzo dei Filippini, som også kaldes Convento dei Filippini, Filippiner-Ordenens Kloster, der blev bygget efter at Ordenen havde opkøbt alle de omliggende bygninger, som derpå enten blev revet ned eller inkorporeret i Komplekset. Dette gjaldt blandt andre også en lille kirke kaldet Santa Cecilia a domo Stephani Petri, som Pave Gregor XV i 1622 overlod til Filippinerne.

San Filippo Neri havde i høj grad ønsket dette nye Kapel og i sit testamente afsat 300 scudi til byggeriet. Her skulle være plads til at diskutere de hellige skrifter, plads til bøn og plads til fællessang.

Udover Borromini, bidrog også mange andre kunstnere til Oratoriets udsmykning, blandt andre Giovan Francesco Romanelli, som indenfor rammerne af loftets stukdekoration malede en nu forsvundet fresko af Jomfru Maria's kroning, som i 1788 blev erstattet af et maleri af Pietro Angeletti forstillende "La Divina Sapienza" ("Den Guddommelige Visdom").

I 1640 kunne Oratoriet indvies, mens man byggede videre på andre dele af Komplekset, heriblandt en gæsteafdeling på etagen over Kapellet samt store rum til Ordenens bibliotek.

Når man ser på facaden, der ligesom Kirkens har en sidedør, samt en større midterdør, tror man, at man - når man træder ind igennem denne - vil stå overfor et langt kirkerum sluttende i en apsis modsat døren. Det er imidlertid ikke tilfældet, idet Kapellet ligger parallelt med facaden, så det er rummets venstre sidemur, der gemmer sig bag facademuren og en flad endevæg, der vender ud mod sidegaden mod vest, Via dei Filippini.

Det er således kun de 4 vinduer til venstre for døren, som i 2 etager kaster lys ind i Kapellet. De 2 vinduer til højre for midterdøren, samt højre sidedør, hører til den gamle portnerloge, "Antica Portineria". Midtervinduet på førstesalen vender ind mod den såkaldte "Loggia dei Cardinali" og den gamle gæsteafdeling, "L'Antica Foresteria", som idag huser Archivio Capitolino.

Borromini opførte facaden i 3 etager, hvoraf de 2 nederste ved hjælp af flade mursøjler i 2 etagers højde er samlet i én facadedel under en række større og mindre gesimser, som er båret på søjlekapitælerne og krones af 2 brede vandrette friser, hvoraf den øverste udgør basen for den tredje ekstra høje etages flade mursøjler. Disse toppes af stukkapitæler med bladdekoration og 3 liljer som symbol på kyskheden under endnu flere smalle og brede friser og en slags vandret kannellerede kapitæler, der over 3 fag bærer et højt gavlfelt, der er dels buet, brudt og dels toppes i en spids.

Under den spidse del af gavlfeltet - og over stueetagens hoveddør - buer basefrisen på trediesalen udad i en smuk balkon med marmorbalustre. Den konkave mur bag balkondøren er pudset op i en lys farve og over den profilerede dørkarm ses en stukguirlande og et brudt gavldelt omgivende en flamme. Øverst i denne niche ses en høj bue med kassetteloft med roser og Helligåndens Due.

.....

Tredieslaens vinduer er indsat i profilerede rammer med halvcirkelformede felter nederst og øverst, hvori der er relieffer af stjerner. Vinduesrammerne på andensalen er enklere, let profilerede og under delvist trekantede gavlfelter, mens stueetagens rammer falder i ét med murværket.

Hovedindgangen flankeres af dobbeltsøjler, hvis kapitæler har relieffer af spiraler og guirlander og bærer en bred overligger med flere gesimser, samt et brudt, trekantet gavlfelt, hvor der i en firkantet ramme ses en martyrkrone og palmegrene, der ligeledes symboliserer martyriet.

På nedenstående foto ses facadens kurver ganske tydeligt:

Selve den bølgende facade består af 5 fag, som flankeres af sidebygninger.
Til højre en smal afdeling med kun 1 fag, en smuk portal med et ovalt vindue i et trekantet og buet gavlfelt, et vidnue, der ender i en bue men ellers minder om de andre førstesalsvinduer, og 2 vinduer i firkantede, profilerede rammer, der sidder over hinanden på det, der svarer til hovedfacadens trediesal. Mellem vinduerne sidder en bølget række af gesimser.
Til venstre er der tale om en 2 1/2 fags sidebygning uden døre, men med enkle, firkantede vinduer uden rammer i de første fag og 2 mindre indrammede vinduer ovenover hinanden i yderste fag. Som på førstesalen kun har et enkelt, lille indrammet vindue, mens de andre fag har vinduer i samme slags rammer som ses i den højre sidebygning. Samme mønster ses på trediesalen, hvor dog de yderste fag er muret til.

Hushjørnet mod Via dei Filippini er dannet af 3 flade mursøjler i stil med den øvrige facades. Men disse 3 danner et afskåret skråt hjørne, der samtidig buer lidt indad. Sidefacaden, som altså bagved rummer Oratoriets højalter, har 3 fag i 4 etager: de 3 nederste under en bred række profilerede gesimser, nærmest som et tagudhæng, hvorover den øverste etage virker tilbygget. Sidevinduerne er smallere end midtervinduerne, men alle indramninger kopierer facaden mod Pladsen. De er dog næsten helt tilmurede i stueetagen. Sidefacaden rager let frem for den følgende lange Klosterbygning, Palazzo dei Filippini, således at afslutningen efterligner hjørnet mod Pladsen.

INDENFOR:

I dag foregår adgangen til Oratoriet sædvanligvis gennem den højre sidedør, umiddelbart til venstre for Kirkefacaden. Oratoriet eller Kapellet kaldes her også "Sala Borromini".

Man kommer først ind i en lang korridor, der fører ind i Klosterkomplekset langs med vestmuren på Santa Maria in Vallicella. Straks drejer man til venstre gennem en mindre korridor med små rum på begge sider, og derpå passeres en tværgående korridor, som fra facadens hoveddør fører ind til Klostergården. Herefter kommer man ind i selve Kapelrummet, der byder velkommen gennem 3 åbninger flankeret af søjler. Disse bærer "La Loggia dei Cardinali" : Kardinalernes balkon, som får lys fra vinduet over indgangsdøren. Denne loggia har forbindelse med de bagvedliggende førstesalsrum, som indeholdt gæsteafdelingen i Palazzo dei Filippini.

Rummet har kun ét skib, der oplyses af de 4 vinduer i 2 etager. Væggene er opdelt i vandrette felter mellem høje, flade søjler forsynet med joniske kapitæler, hvis snoninger er forbundet af guirlander under den øverste række vinduer mellem endnu en række flade søjler.

I loftet sidder en stor oval ramme, hvori der oprindelig var malet en fresko af Giovan Francesco Romanelli (ca. 1610-1662), forestillende "L'Incoronazione della Vergine" : "Maria's Kroning". Den er senere forsvundet og erstattet af et nyere maleri fra 1800-tallet med motviet "Adorazione del simbolo della Trinità" : "Tilbedelsen af symbolet på Treenigheden".

For enden af rummet står højalteret, hvorover der er et orgel og en balkon til korsangerne. Dette arrangement skjuler nu de 3 vinduer ud mod Via dei Filippini, hvor de imidlertid ses tydeligt. På alteret er der et maleri af Jomfru Maria i Himmelen sammen med helgenerne Santa Cecilia og San Filippo. Det er malet af Raffaello Vanni i begyndelsen eller midten af 1600-tallet. Grunden til at Santa Cecilia her optræder sammen med San Filippo Neri var et ønske fra Pave Gregor XV, der i 1621 havde tilladt nedrivelsen af den gamle Kirke Santa Cecilia a Monte Giordano, for at Oratori'et kunne opføres.

I Kapellets venstre væg, der vender ud mod Pladsen, er der i midten en niche med en kuppel dekoreret af blade og en ørn. Her var talerstolen, hvorfra samtaler og diskussioner lededes. I væggen overfor er der en anden niche, hvis kuppel er udsmykket med en dobbelt konkylie. Her står en stukstatue af San Filippo, som Michele Maille udførte i slutningen af 1600-tallet.

Litteratur om Oratorio dei Filippini:
Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012.
--- 2 : Tavole e indici. --- Kort 13.
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori.
--- Rione VI Parione, Parte II / a cura di Cecilia Pericoli Ridolfini. - 3. edizione, 1980. ----- side 5, 17, 36, 40-44, 46, 48, 50, 53, 176.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 14 (før de nyeste fund).
Lombardi, Ferruccio: Roma - le chiese scomparse. Fratelli Palombi Editori, 2.ed. 1998.
- side 186: Chiesa di S. Cecilia de Turre Campi.
Roma Sacra : guida alle chiese della città eterna. 10. itinerario - . Elio de Rosa editore, 1997.
- side 44ff + side 62-63.
Architetto Anelinda Di Muzio: Oratorio dei Filippini.
Info.roma.it: Oratorio dei Filippini, Roma.
Laboratorio Roma: Oratorio dei Filippini.
Roma Segreta: Piazza della Chiesa Nuova.
Wikipedia (engelsk tekst): Oratorio dei Filippini.
Wikipedia (italiensk tekst): Oratorio dei Filippini.
060608.it: Palazzo dei Filippini.