ANNAS ROM GUIDE
Conservatorio delle Zitelle Sperse

Ved siden af den nu forsvundne kirke Sant'Eufemia al Foro Traiano og det tilhørende Kloster ved den ligeledes forsvundne Via Alessandrina i den også nedrevne bydel Quartiere Alessandrino i den nordlige del af Forumdalen lå et hjem for vildfarne ugifte piger", de såkaldte "zitelle sperse", Conservatorio delle Zitelle Sperse.

Pigehjemmets historie stammede fra 1595, hvor 2 romerske sognepræster, don Giovanni Battista Bellobono og don Paolo Ciccio, oprettede et nyt broderskab med det formål at tage sig af forældreløse og fattige pigebørn ("le zitelle sperse"): "Opera di Sant'Eufemia". Til dette broderskab overlod Kardinal Gerolamo Rusticucci derpå ved et dekret af 3. November 1596 en kirkebygning ved Trajan's Forum.

Denne havde tidligere navnet San Bernardino al Foro Traiano, men blev nu viet til Santa Eufemia og fik dermed det ny navn Santa Eufemia al Foro Traiano.

Klosteret og pigehjemmet passedes af Le Suore del Conservatorio di Sant'Eufemia, som var en gren af de Klarisserinder, som i 1600-tallet boede i Klosteret ved den nærliggende kirke Sant'Urbano ai Pantani. Institutionen var i funktion fra 1596 til 1812, men blev revet ned, da ruinerne af Trajan's Marked skulle fritlægges.

Efter fritlæggelsen af området omkring Trajansøjlen og nedrivingen af Conservatorio delle Zitelle flyttede arbejdet med de unge piger, "L'Opera di Sant'Eufemia", en tid rundt mellem flere opholdssteder, men fra 1868 udføres det af nonnerne "Le Suore del Preziosissimo Sangue", som passer et børnehjem i Via Guattani nr.17.

En fresko fra børnehjemmets og klosterets refektorium (spisesal) findes idag i Museo di Roma i Palazzo Braschi. Den forestiller "Cristo e la Samaritana", et emne som man dengang anså som passende for opdragelsen af de unge "vildfarne piger".

Litteratur om Conservatorio delle Zitelle Sperse:
Guide Rionali di Roma. Fratelli Palombi Editori, 1973- .
- Rione I, Monti, del 3: side 10.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. Edizione Quasar, 1991.
-kort nr.22.
Lombardi, Ferruccio: Roma - le chiese scomparse. Fratelli Palombi Editori, 2.ed. 1998.
- side 60.
Roma Sacra. Elio de Rosa editore. Itinerario 30, 2005.
- side 2.


Fotos fra området
Kort over området
Spise og bo i området
Bøger og links om området
Tilbage til byturen
Andre turforslag
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 18.2.2007 og sidst opdateret d. 22.2.2007