Teatro dell'Opera, uddybende

kaldes også TEATRO COSTANZI efter teatrets bygherre Domenico Costanzi. Teatret ligger mellem gaderne Via Firenze, Via del Viminale og Via Torino lidt tilbagetrukket med hovedindgang ud til den derved opståede plads Piazza Beniamino Gigli.

Domenico Costanzi var hotelejer og "iværksætter". Han ejede hotellerne "Albergo di Roma" og "Albergo di Russia" og var samtidig en stor teater- og opera-elsker og i december 1877 begyndte han at arbejde på at virkeliggøre sin idé om at bygge et nyt teater i Rom, der efter 1870 var blevet det nye samlede Kongerige Italien's hovedstad med netop områderne på Quirinal, Viminal og Esquilin som nyt tyngdepunkt for de mange nye bygninger, der skulle huse ministerier og offentlige kontorer samt præsentable boliger for alle de mange embedsmænd, som nu skulle styre det samlede store rige.

Desuden færdedes utallige turister og gennemrejsende her, da den nye jernbanestation lå lige i nærheden og vejen derfra og ned til bymidten gik gennem disse kvarterer, hvor masser af nye hoteller også skød op i disse år. Altsammen faktorer, som pegede på muligheden for succes for et nyt teater for det højere borgerskab.

I 1874 lod Domenico Costanzi opføre et nyt hotel på en grund ud til det øverste stykke af den nyanlagte Via Nazionale mellem Via Firenze og Via Torino. Han kaldte det nye hotel for "Locanda del Quirinale" og det fungerer stadig idag som hotel under navnet "Albergo Quirinale". Efterhånden som hans teater-idéer tog form, så han sig om efter et egnet sted for opførelsen og i 1876 købte han et stykke jord af den tidligere Villa Strozzi bag Locanda del Quirinale.

I løbet af de næste par år byggede man nu en stor fritstående teaterbygning på denne grund og under dette arbejde fandt man rester af antikke romerske mure tilhørende "Domus C. Iulius Avitus", et privathus ejet af en slægtning til Kejser Heliogabalus.

Senere tilkaldte Costanzi arkitekten Achille Sfondrini, som allerede havde flere teaterbyggerier bag sig, og den første bygning blev nu ændret og udvidet efter arkitektens idéer: man åbnede forskellige indgange for de foskellige sociale klasser, ud til Via Firenze blev der lavet en indgang for fodgængere og det overdækkede stykke mellem Locanda del Quirinale og Teatro dell'Opera blev hovedindgang. Her kunne hotellets gæster gå direkte, tørskoede og festklædte over i teatret.

Facaderne mod Via Firenze og Via Torino var ligesom facaden ind mod hotellet udsmykket med buer og de er stadig bevaret. Bygningen var kronet af en kuppel med et lys-system med runde vinduer, der også gav mulighed før forestillinger i dagslys. Om natten oplystes salen af gas-lys. Den store teatersal var udsmykket med forgyldte stukdekorationer og allegoriske figurer. Der var 760 sidde- og ståpladser på "gulvet", 108 pladser fordelt på 3 rækker loger og 1177 på 2 gallerier. Scenen kunne sænkes og publikumssæderne hæves, således at de 2 dele kom til at udgøre ét stort fælles rum, der kunne danne ramme om store fester og begivenheder. Under tilskuerpladserne var der orkestergrav og mange pæne omklædningsrum samt foyer.

Indvielsen af Teatro Costanzi skete den 27. november 1880 med operaen "Semiramis" af Rossini og Kongen og Dronning Margherita overværede opførelsen. Det blev hurtigt et af de vigtigste Opera-huse i Europa og her fremførtes flere førsteopførelser: blandt andre "Cavalleria Rusticana" af Mascagni den 17.5.1890, "Iris" også af Mascagni d.15.4.1893 og "Tosca" af Puccini d.14.1.1900.

Domenico Costanzi ville gerne have sit teater til at være det største og mest ansete i Rom og forsøgte i 1881 at sælge det til Roms Kommune, der imidlertid foretrak at satse på de mere centrale, større og gamle teatre, såsom Teatro Apollo, Teatro Argentina, Teatro Capranica og Teatro Valle.

Altså begyndte Costanzi at spekulere på, hvorledes han kunne udvide sit teater og tilføje det en teaterskole. Han ønskede derfor at købe resten af jordstykket fra Villa Strozzi ned til Via del Viminale, men fik ikke handelen igennem før sin død i 1898.

I de første tiår af det tyvende århundrede skete der ingen ændringer i Teatro dell' Opera, dels på grund af den økonomiske nedtur byggeriet i Rom oplevede i disse år, dels på grund af 1.Verdenskrig. I en del af disse år lededes teatret af sangerinden Emma Carelli, som blandt andet fik Diaghilev's balletter til Rom i årene 1917 (balletten "Feu d'artifice" med musik af Igor Stravinskij, som selv dirigerede), 1920 og 1921. Emma Carelli's broder Angelo var maler og scenograf og indrettede det første scenografiske værksted for de få midler teatret havde at råde over i disse år.

I 1926 blev Teatro dell'Opera endelig købt af Kommunen, som ønskede en ombygning af teatret og derfor også opkøbte grunden ned til Via del Viminale, nemlig det stykke af det tidligere landsted Villa Strozzi, hvorpå selve villa'en kaldet "Casino Strozzi" lå på nutidens Piazza Beniamino Gigli.

Arkitekten Marcello Piacentini kom til at stå for byggeriet i 1927-28 og her blev hovedfacaden flyttet ud mod Via del Viminale og ændret med mere dekoration i klassisk monumental stil. Her blev lavet en portico med buer og flade søjler, kuplen blev ændret og ligeledes taget over scenen. Der blev bygget en række ekstra loger, vinduerne blev tilmurede, så man nu kun kunne opføre forestillinger ved elektrisk lys, som nu blev indlagt. En stor böhmisk krystallysekrone blev opsat i loftet, hvor den store kuppelfresko med personer fra berømte operaer af Annibale Brugnoli blev bevaret, mens maleriet "La danza delle Ore" ("Timernes Dans") blev fjernet.

Efter denne ombygning kunne Teatro dell'Opera genindvies d.23.2.1928 og samme år blev der oprettet en balletskole tilknyttet Teatret, som samtidig fik et fast balletkorps og et nyt navn: "Teatro Reale dell'Opera" ("Det Kongelig Opera Teater").

Det ombyggede Teater led dog stadig af pladsmangel og til rekvisitmagasin, scenografi- og tømrerværksted samt systuer måtte man leje sig ind i en stor bygning i Via dei Cerchi og fra 1920 i det tidligere "Acquario Romano" på Piazza Matteo Fanti.

I 1937 stod Teatro dell'Opera for opførelser i Caracalla's Termer.

Efterhånden opgav Kommunen tanken om at bygge et nyt Operahus og valgte i stedet for i 1950-60 at ombygge Teatro dell'Opera. Herved blev facaden atter fornyet og flyttet fremad for at give plads til kontorer og en ny foyer. Og der blev lavet en herskabelig indgang fra Via Firenze. Også dette projekt var tegnet af Marcello Piacentini, som gav Teatret en ny enkel facade med en portico og ovenover en række med 9 vinduer og balkoner samt et bronze-relief af de 5 muser, udført af Luigi Scirocchi.