Torre dei Conti / Tor de' Conti

Da Lotario dei Conti di Segni i 1198 blev Pave under navnet Innocens III begyndte han straks at forstærke sin families position og den pavelige magt. For at opnå dette, måtte hans familie have kontrol over Rom og hertil krævedes fæstninger og tårne, hvorfra familien kunne sørge for ro og orden i byen. Pavens broder Riccardo Conti fik derfor fra Kirkens kasse penge til at betale for opbygningen af Torre dei Conti over et ældre tårn, som man mener blev bygget over ruinerne af en af de firkantede exedraer i Vespasians Freds-Forum i 858 under Pave Nikolaus I, som også tilhørte Conti-familien.

Ifølge Vasari var det arkitekten Marchione eller Marchionne fra Arezzo, som stod for byggeriet, ligesom han tegnede det nærliggende Torre delle Milizie, som også tilhørte Conti-familien. Til byggeriet hentede man materialer fra ruinerne af de nærliggende fora: Augustus', Caesar's og Nerva's og muligvis også fra det gamle Tellus-Tempel, der lå lige bagved.

Tårnet blev meget højt og beundret for sit udseende, men den stærke fæstning og magtdemonstration vakte uro og modstand blandt romerne og Paven fandt det tilrådeligt at forlade byen for en tid. I 1203 opholdt han sig således i Ferentino, hvor han blev syg, og da rygtet om hans forestående død nåede Rom, gjorde folket oprør ledet af Pavens mostander Giovanni Capocci, fra en anden af de gamle magtfulde familier. Oprørerne besatte Torre dei Conti og erklærede det for byens ejendom. Men Innocens III kom sig og vendte året efter tilbage til Rom, hvor han atter fik magten over sit tårn.

Den samme situation gentog sig i 1234 under den næste Conti-pave Gregor IX, da denne ville gennemtvinge valget af en slægtning til Senator, mens romerne foretrak Giovanni di Cencio. Også denne gang gjorde de oprør og belejrede tårnet, men uden held og Giovanni Conti fik embedet.

Det store jordskælv i 1348 fik næsten hele den øverste halvdel af tårnet til at falde sammen, men det blev repareret og kom i brug igen. Højden ændredes dog til den, vi ser idag. Ødelæggelsen er beskrevet af digteren Francesco Petrarca, der opholdt sig i Rom under jordskælvet.

Senere foretoges andre reparationer, blandt andre en omkring midten af 1500-tallet. Ved denne lejlighed fik Sangallo del Yngre lejlighed til at tegne den gamle dør, som måske stammede fra Antikken. Omkring dette tidspunkt skal nogle af rummene på førstesalen også være blevet freskoudsmykkede af Benozzo Gozzoli. Måske er det en rest af denne fresko med Madonna med Barnet, som nu findes i Kirken Santi Domenico e Sisto.

Efterhånden havde tårnet mistet sin militære betydning og blev udelukkende brugt til beboelse, det omtaltes som "Palazzo detto La Torre dei Conti" og ejedes i 1597 stadig af Conti-familien.

I 1600-tallet blev tårnet offer for endnu 2 store jordskælv, et den 9. september 1620, hvor det faldt yderligere sammen, og et i 1644, hvor nedfaldne dele ødelagde nogle af de omkringliggende huse.

I 1738 lod et andet familiemedlem, Greven af Poli, foretage nogle udgravninger inde i tårnet og her stødte man 5 meter nede på den dør, af hvilken Sangallo i 1500-tallet havde lavet en tegning.

I 1933, da Via dei Fori Imperiali blev anlagt, udgravede man dele af tårnets fundamenter og fandt her forskellige mønter fra Pave Innocens III's tid samt rester af et Middelalderhus, som har ligget på stykket henimod Kirken Santi Quirico e Giulitta.

Torre dei Conti var engang Roms højeste tårn og måske også det vigtigste, for gamle kilder refererer til det som "Turris Major" ("Det største tårn") eller "Turris Urbis" ("Byens tårn") og en af de mange restaureringer bekostedes af beboerne i Monti-kvarteret.