Pave Innocenzo/Innocens III, 1198-1216, efterfulgte Pave Cølestin III (1191-1198) og efterfulgtes selv af Pave Honorius III (1216-1227).

Innocens' fødenavn var Lotario dei Conti di Segni af den magtfulde adelige romerske Annibaldi-familie. Han var født i 1160 i Gavignano nær Rom og studerede som ganske ung teologi i Paris og jura i Bologna. Efter at han var vendt tilbage til Rom, blev han viet til subdiakon og senere af sin onkel Pave Clemens III (1187-1191) til kardinaldiakon ved Kirken Santi Sergio e Bacco på Forum, som han lod restaurere.

Under Pave Cølestin III (1191-1198) holdtes han derimod væk fra paveadministrationen på grund af det gamle nag mellem Orsini-familien , som Cølestin tilhørte, og Conti-familien.

Efter Cølestin's død afholdtes pavevalget i Rom i den gamle bygning Septizonio, som var ombygget til fæstning og fængsel ejet af Frangipane-familien. Her valgtes den kun 38-årige Lothario til pave og den 22.Februar 1198 blev han paveviet i San Pietro. Trods sin relativt unge alder var han en moden, energisk og samvittighedsfuld mand og yderst bevidst om Kirkens magt, såvel den religiøse som den verdslige, skønt denne reelt set var ikke-eksisterende i Rom på dette tidspunkt og skønt Kirkestatens besiddelser var svundet betragteligt ind.

Straks efter sin indsættelse begyndte Innocens III derfor at arbejde på at genvinde Kirkens magt i og omkring Rom. I Rom lykkedes det ham ved et "kup" at få den enlige senator, der stod som repræsentant for det romerske folk og beskytter af dets rettigheder, udskiftet med en, som straks aflagde troskabsed til Paven. Folket rejste sig mod forventning ikke ved dette kup, men holdtes i ro ved rigelige pengeuddelinger, og også præfekten, som repræsenterede kejserens interesser i Rom, aflagde troskabsed til Paven uden at kny. Således lykkedes det Innocens III at koncentrere magten i sine og Annibaldi-slægten's hænder, indtil folket pludselig gjorde oprør i maj 1203, hvor Paven måtte flygte til Palestrina.

Ophavsmænd til oprøret var Orsini-familien, som havde haft magten under Pave Cølestin III og nu var tilsidesat. Folket samledes under Giovanni Capocci og krævede påny en republik, men faldt kort efter til føje igen og efter en række sammenstød kunne Innocens III vende tilbage til Rom i 1204. I 1205 lykkedes det ham at få de forskellige partier til at slutte fred mod at magten skulle ligge hos kun én senator, som var udnævnt direkte af paven.

Da den tyske Kejser Henrik VI døde i 1197 faldt det tyske Kejserdømme tildels sammen og Innocens III fik således mulighed for at tilbagevinde de områder, som var taget fra Kirkestaten ved at puste til de antityske og nationalitiske tanker i tiden. Således blev Spoleto og Ancona vundet, mens det ikke lykkedes i Romagna, hvor ærkebispen af Ravenna ønskede selvstændighed, og heller ikke Mathilde af Canossa's områder kunne underlægges.

Ved Henrik VI's død var hans arving Frederik II kun 3 år gammel, alligevel lykkedes det enkekejserinde Constantia at få ham kronet som Konge af Sicilien i 1198 i Palermo, men da hun døde kort efter, havde hun indsat Pave Innocens III som formynder for Frederik og som forvalter af Kongeriget Sicilien, indtil Frederik blev myndig. Paven påtog sig gerne dette hverv og arbejdede videre på, at den unge konge også skulle blive konge i Tyskland, hvor der imidlertid opstod borgerkrig mellem tilhængerne af Henrik VI's broder Filip af Schwaben og welferen ("guelferen") Otto af Braunschweig.

Paven lod noget tid gå, inden han gik ind i striden og valgte da at støtte den sidstnævnte, som kronedes til Kong Otto IV og fik lovning på kejserkronen sidenhen. Pavens valg mødte megen kritik også fra de tyske bisper og en borgerkrig fulgte, hvorunder Filip blev myrdet i Bamberg i 1208. Sejrherren Otto IV mødtes derpå i 1209 med Paven i Viterbo, frasagde sig Matilde di Canossa' s områder og lovede at ville holde Tysklands og Italiens Kroner adskilte, hvorefter han den 4. Oktober 1209 blev kejserkronet i San Pietro.

Det viste dig dog snart, at Otto IV havde sine egne planer og i 1210 han invaderede nogle områder i Italien og sendte tropper mod Sicilien, Innocens III var da tvunget til at bringe den kun 16-årige Konge af Sicilien Frederik II på banen og i 1211 blev han af de tyske prinser udråbt til Konge, i 1212 kronet til "Re dei Romani", "Romernes Konge", i Mainz og i 1214 blev Otto slået ved Bouvines.

Den 11. November 1215 afholdt Pave Innocens III det 12.økumeniske Koncil, det fjerde Lateran-Koncil, med et enormt antal deltagere, blandt hvilke også Frederik II. Herunder planlagdes et nyt korstog mod tyrkerne, som skulle starte den 1. Juni 1217. For at få byerne Pisa og Genova til at deltage drog Innocens III i foråret til Norditalien for at mægle i en strid med dem og på vejen hjem døde han i Perugia den 16. Juli 1216. Han blev begravet i Domkirken i Perugia, men i 1890 lod Pave Leo XIII hans aske overføre til Lateranet, hvor der rejstes et monument for ham. Han blev efterfulgt af Pave Honorius III (1216-1227).

Af mange anses Innocens III for at være "historiens politisk mest indlydelsesrige pave overhovedet", han skrev religiøse værker og arbejdede voldsomt for bekæmpelse af kætteriet, hvorved det tragiske Albigenserkorstog i Sydfrankrig i 1208-1209 opstod. Ligeledes arbejdede han for et korstog til Det Hellige Land, hvor det 4.korstog, som Innocens opfordrede til i 1201, løb af sporet og i stedet endte med Konstantinopels erobring og ødelæggelse i 1204.

Under Innocens III blev der arbejdet på at få Franciscanerordenen i faste rammer, hvilket skete i 1223 under hans efterfølger Pave Honorius III. Ligeledes arbejdede San Domenico di Guzman på at få sin orden godkendt, hvilket også skete under Pave Honorius i 1216.

I 1208 startede Innocens III en ny skik med en procession mellem Peterskirken og Kirken Santa Maria in Sassia på søndagen efter perioden, der kaldes "Ottava dell'Epifania": Ottendedagen efter Helligtrekonger. Her viste man Veronica's Svededug frem for de troende i en slags parallel til fremvisningen af det hellige Kristus-billede fra Laterankirken, som blev båret i procession til Santa Maria Maggiore natten før festen for Maria's Himmelfart, den 15. August.

Litteratur om Pave Innocens III:
Gatto, Ludovico: Storia di Roma nel Medioevo. Newton Compton Editori, 2000 (2.ed.).
- side 381ff.
Mann, Horace K.: The Lives of the Popes in the Early Middle Ages. London, Kegan Paul..., 1925. Vol.XI + XII.
Nyberg, Tore: Skt. Peters efterfølgere i brydningstider. odense Universitetsforlag, 1979.
- side 9-10.
Rendina, Claudio: I Papi, storia e segreti. Newton Compton editori, 5.ed., 1990.
- side 441ff.