ANNAS ROM GUIDE

Vicus Stablarius

Se under nr. 120 på Kort over den østlige del af Campo de' Fiori-Turen

Se også: KORT over Monte dei Cenci

Vicus Stablarius var efter nogle forskeres antagelse navnet på en antik gade, der løb mellem de mange stalde, stabula, hvor væddeløbsgrupperne fra Circus Maximus havde deres heste og vogne opstaldet. Disse kaldtes Stabula IIII Factionum.

Ikke alle er sikre på gadenavnet, som nogle mener at have udledt af et fragment af marmorbyplanen Forma Urbis, hvor den læsbare tekst er "Vi .... blarius". Carandini (se litt.note nedenfor) har i sit nye Atlante di Roma placeret gaden - og uden spørgsmålstegn - som løbende nede fra lagermagasinerne ("horrea") ved flodbredden ved starten af nutidens Via di San Bartolomeo dei Vaccinari og med et forløb mod vest, først i en svag nordlig kurve, og efter nutidens Via Arenula i et mere brat nordvestligt forløb, der fortsatte frem mod Tiberens "knæ" og den gamle Pons Neronianus. Det sidste stykke af dette forløb også kaldet Via Triumphalis.

Man har udgravet betragtelige rester af antik brolægning under Via di San Bartolomeo dei Vaccinari, samt videre mod nordvest, gennem det område, hvor nu det store Justitspalæ, Ministero di Grazia e Giustizia, idag knejser, men hvor der tidligere løb en lille gade kaldet Strada della Regola og længere mod vest området Contrata Sancti Pauli. Her kaldes det moderne forløb Via di San Paolo alla Regola.

Vicus Stablarius var ifølge marmorbyplanen en lang, lige gade med mange side- og tværgader, samt flere parallelgader på hver side. Gaden var flankeret af husrækker med lejlighedskomplekser, de såkaldte insulae, andre mindre beboelseshuse og bygninger med forretningslokaler. I det hele taget var kvarteret helt nede fra flodbredden og op til Pompejus' Teater nord for nutidens Via dei Giubbonari kraftigt bebygget og beboet, som det kan ses af de forskellige fragmenter af Forma Urbis og som det også fremgår af de mange ruiner og udgravede fund, som man i tidens løb har afdækket. Nogle af disse kan man se i det såkaldte "Casa romana di San Paolo", eller "Insula di San Paolo alla Regola", hvor man - hvis man er så heldig at kunne tilmelde sig en grupperundvisning - fraVia di San Paolo alla Regola nr. 16 kan besøge 2 udgravede etager af lejligheder fra Kejser Augustus' tid.

 

Litteratur om Vicus Stablarius:
Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012.
--- 2 : Tavole e indici. --- Kort 18, samt tavle 222 og 223 + 232, 233.
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori.
--- Rione VII Regola / a cura di Carlo Pietrangeli. - 3. edizione, 1980. ------- side 46.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 28 (før de nyeste fund).
Panciera, Silvio: Ancora tra Epigrafia e Topografia. --- i: L'Urbs : Espace urbain et Histoire. Publications de l'Ècole francaise de Rome, Année 1987, 98, pp 61-86.
Panciera, Silvio: Compitum Vici Aesculeti -på: www.academia.edu
Richardson, L.: A New Topographical Dictionary of Ancient Rome. Baltimore and London, The Johns Hopkins University Press, 1992.
- side 428.

Kort over området
Seværdigheder i området
Steder i området
Fotos fra området
Personer fra området
Bøger og links om området
Tilbage til byturen
Andre turforslag
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 23.3.2018 og sidst opdateret d. 24.3.2018