Ønsket om at anlægge en rosenhave i Rom går tilbage til 1927, hvor man i anledning af byens fødselsdag, den 21. april, flyttede nogle rosenbuske fra Kommunens gartneri, der dengang kaldtes Vivaio del Governatorato og idag hedder Semenzaio di San Sisto, til et hjørne af den allerede eksisterende Parco Oppio.

Anlægget blev voldsomt kritiseret for blot at være en mængde roser plantet uden nogen plan eller overordnet idé og 4 år efter gjorde Kommunen et nyt forsøg ifølge en overordnet planlægning og et mål om dels at tilbyde planteinteresserede en righoldig og velordnet samling af mange typer roser og dels at tilbyde botanikere mulighed for at studere disse rosentyper, deres vækst og udvikling under de betingelser det romerske klima yder.

Primus motor i dette arbejde var Grevinde Mary Gailey Senni, der fra sit hjemland USA havde medbragt sin kærlighed til blomster og sit stædige engagement i Rosenhavens tilblivelse. Allerede engang i 1920'erne havde den italiensk gifte grevinde foræret byen Rom en samling af iris og roser fra sin egen righoldige park, men da hun ikke var tilfreds med den måde, hvorpå de blev passet og udstillet, pressede hun på for at byen skulle have en videnskabelig anlagt rosenhave med kompetente gartnere og forskningsfaciliteter tilknyttet.

I 1932 åbnede man for den første internationale rosenudstilling, "Mostra Internazionale della Rosa", og året efter afholdt man den første konkurrence om årets bedste, nye rose, som blev præmieret med den nyindstiftede pris Premio Roma.

Rosenhaven i Parco Oppio fungerede her med årlige konkurrencer indtil 1940, da 2. Verdenskrig gav Kommunen andet at tænke på. I krigsårene blev haven meget ødelagt, så da der påny var kræfter til at tænke på blomster og nye rosensorter, valgte man at anlægge en helt ny Rosenhave i nye omgivelser på nogle grunde, som allerede før krigen var blevet udlagt til offentlig park, men henlå ubrugte og tilgroede.

Det drejede sig om et område på Aventinhøjens nordskråning ned mod Circo Massimo, der allerede i Antikken var viet til blomster. Her lå nemlig i det 3.århundrede før Kristus et tempel for Gudinden Flora. Senere henlå området som enge og vingårde, indtil det i 1645 blev overtaget af byens jødiske beboere, der kaldte det Orto degli Ebrei ("Jødernes urtehave") og benyttede en lille del som kirkegård.

I 1934 besluttede Roms Kommune at udlægge området til offentligt grønt område og den jødiske kirkegård, som nu havde ligget her i næsten 300 år, blev flyttet ud på den store kirkegård Campo Verano og de nye gader Via del Circo Massimo og Via di Valle Murcia blev anlagt på en del af Orto degli Ebrei's grund. Mange af de gamle, høje cypresser i nutidens Rosenhave stammer fra den tidligere kirkegård.

I 1950 anlagde Kommunen så den nye Rosenhave på hver side af Via di Valle Murcia. Haven består af 2 dele, den største, der ligger øst for gaden, har en stor samling af forskellige roser: botaniske roser, gamle roser og nye sorter. Mens den mindre, der ligger vest for gaden, huser komitéen for den internationale præmieuddeling "Premio Roma", som finder sted hvert år i maj måned. Også Danmark har flere gange deltaget her og hjemtaget præmier for nye rosensorter.

Af respekt for stedets tidligere brug som jødisk gravplads har man rejst 2 steler ved indgangen til de 2 dele af parken. På stelerne er der indgraveret de 10 bud. Og landskabsarkitekten har tegnet stierne i parken, så deres mønster gengiver "Menorah'en", den jødiske syvarmede lysestage, som det kan ses af billedet nedenunder.

- Læs mere om: Roseto di Roma, Rosensamlingen og "Premio Roma" -