Siden Middelalderens urolige Rom, hvor forskellige fraktioner ustandselig bekrigede hinanden for at få magten i byen, snart holdende med Paven, snart med Kejsermagten, måtte den siddende Pave ty til hjælp fra sin familie for at passe sit embede.

Det blev derfor en sædvane, at Paven indsatte sine egne familiemedlemmer på høje poster i Kirken, som ledere af den pavelige hær, så han kunne stole på denne under uroligheder, som topembedsmænd, så han kunne stole på at ingen informationer kunne gå uden om ham og på at hans ønsker og befalinger blev udført efter hans hensigt. Det er dette begreb som kaldes "nepotisme".

Disse embeder medførte stor magt og stor velstand til Pavens familie, som dels i stort tal strømmede til Rom fra deres fødebyer, når en slægtning blev Pave, dels opsamlede store rigdomme, som for det meste blev i familiens eje fremover.

I Renæssancen var det almindeligt, at Paven desuden ophøjede en af de unge mænd i sin familie til sin nærmeste rådgiver og medhjælper med titel af Kardinal. Ofte var denne unge mand en nevø til Paven, søn af en broder eller søster eller af deres børn. Eller han var en søn af Paven selv, enten fra før denne trådte ind i den gejstlige stand eller en uægte søn, som Paven lod adoptere af sin familie eller på anden måde fik legitimeret.

Disse Kardinal-Nevøer havde ofte urimelig meget magt og indflydelse på deres onkel, som tit på tidspunktet for sit valg til Pave var en gammel og måske oven i købet svagelig mand. Uden egne børn og arvinger (i hvert fald formelt set) kom Paven ofte til at betragte sin unge rådgiver som den, han ønskede skulle arve magten og positionen efter ham selv, og han bestræbte sig på at give den unge mand opgaver, embeder, magt og rigdom, som kunne holde også efter Pavens død og måske forårsage at den unge mand selv endte med at blive valgt til Pave, hvilket da også skete flere gange.

Efter en Paves død mistede Kardinal-Nevøen dog sin position som rådgiver og han og hans familie måtte lade sig nøje med den magt og rigdom, de havde "høstet". Men den unge mand var stadig Kardinal og denne titel kunne ikke tages fra ham, med mindre han gjorde sig skydlig i ekstremt graverende forbrydelser. Dette var et særsyn, så som regel fortsatte en tidligere Kardinal-Nevø sin tilværelse som medlem af Kardinal-Kollegiet og med, efterhånden som hans anciennitet og ledige embeder tillod det, at blive forfremmet i graderne fra Kardinal-Præst og Kardinal-Diakon til Kardinal-Biskop og fra mindre og fattigere kirker til større og rigere kirker. Dette var en ganske normal udvikling for en Kardinal med stadige rokeringer i embederne ved hvert dødsfald, der efterlod et ledigt embede, som derpå besattes af den, der nu stod for tur.

Eksempler på Kardinal-Nevøer:

Johannes XI (931-935) var antagelig en uægte søn af Pave Sergius III (904-911) og Marozia af Tusculum. Johannes udnævnte sin halvbroder Alberigus' søn Octavianus til Kardinal og denne blev senere Pave Johannes XII.

Johannes XII (955-963) udnævnte sin nevø Gregorius til Kardinal. Han blev ikke selv Pave, men hans 2 sønner Romanus og Theophylactus blev senere Pave Johannes XIX (1024-1032) og Pave Benedikt VIII (1012-1024).

En af disse Paver udnævnte deres nevø Theophylactus til Kardinal, han blev senere valgt til Pave Benedikt IX (1032-1045).

Pave Clemens III (1187-1191) udnævnte sin nevø Lotario de' Segni til Kardinal i 1190 og 8 år senere blev denne valgt til Pave Innocens III (1198-1216) og udnævnte 4 af sine nevøer til Kardinaler.

Pave Clemens VI (1342-1352) udnævnte10 af sine franske slægtninge til Kardinaler, heraf blev én senere Pave Gregor XI (1370-1378).

Pave Gregor XII's (1406-1415) Kardinal-Nevø blev senere Pave Eugenius IV (1431-1447).

Eugenius IV's egen nevø Pietro Barbo blev Kardinal og senere Pave Paul II (1454-1471).

Pave Calixtus III (1455-1458) udnvænte sin spanske nevø Rodrigo Borgia til Kardinal og denne blev senere Pave Alexander VI (1492-1503).

Alexander VI udnævnte sin egen søn Cesare Borgia til Kardinal, men denne blev senere løst fra den gejstlige stand for at indgå et fordelagtigt ægteskab.

Pave Pius II's (1458-1464) Kardinal-Nevø var den senere Pave Pius III (1503).

Pave Sixtus IV (1471-1484) udnævnte sin nevø til Kardinal, den senere Pave Julius II (1503-1513). En grand-nevø, Raffaele Riario, blev udnvænt til Kardinal som 16-årig i 1477, hvorefter han gjorde karriere i en årrække, indtil han deltog i et komplot imod Pave Leo X i 1517.

Pave Innocens VIII (1484-1492) havde en uægte søn Franciotto Cibo, som han fik gift med Maddalena de'Medici, hvorefter hendes broder Giovanni de'Medici blev udnævnt til Kardinal og senere valgt til Pave Leo X (1513-1521).

Pave Leo X's fætter blev sammen med andre familiemedlemmer udnævnt til Kardinal-Nevø og fungerede som Pavens nærmeste rådgiver. Han blev senere Pave Clemens VII (1523-1534).

Pave Paul III (1534-1549) udnævnte sin kun 14-årige sønnesøn Alessandro Farnese "giuniore" til Kardinal og nærmeste rådgiver.

Pave Julius III (1550-1555) udnævnte 5 af sine slægninge til Kardinaler, heriblandt hans broders adoptivbarn Innocenzo del Monte, som blev Pavens mest favoriserede Kardinal-Nevø. Desuden udnævntes nevøen Fulvio della Corgna, fætteren Cristoforo Guidalotti del Monte og 2 grandnevøer Roberto de' Nobili og Girolamo Simoncelli. Julius III var selv blevet udnævnt til Kardinal ved hjælp fra sin onkel den magtfulde Kardinal Antonio del Monte.

Pave Paul IV (1555-1559) udnævnte sin nevø Carlo Carafa til Kardinal-Nevø, men denne førte et sådant levned, at Paven senere fandt det nødvendigt at straffe ham med at fratage ham alle hans titler. Senere blev han under Pave Pius IV anklaget for mordet på sin svigerinde Violante d'Alife og henrettet i 1561. Også Paul IV's grandnevø, Alfonso Carafa, blev udnævnt til Kardinal og kom til at stå Paven meget nær. Senere blev han anklaget for at være medskyldig i mordet på Violante d'Alife, men blev løsladt efter at have betalt en stor bøde og mistet sine titler og embeder.

Pave Pius IV (1559-1565) udnævte som Kardinal-Nevø sin nevø Carlo Borromeo, som senere blev ophøjet til helgen.

Pave Pius V (1566-1572) udnævnte sin grandnevø Michele Bonelli til Kardinal-Nevø. Han udførte hvervet så dygtigt og på så hæderlig vis, at han også blev den næste Paves nærmeste rådgiver (Pave Gregor XIII, 1572-1585).

Pave Paul V (1605-1621) udnævnte sin nevø Scipione Caffarelli til Kardinal, samtidig med at han adopterede ham, så han fremover kom til at bære familienavnet som Kardinal Scipione Borghese.

Pave Gregor XV (1621-1623) udnævnte sin nevø Ludovico Ludovisi til Kardinal-Nevø.

Pave Urban VIII (1623-1644) udnævnte sine 2 nevøer Antonio Barberini "seniore" og Francesco Barberini "seniore" til Kardinaler.

Pave Alexander VIII (1689-1691) udnævnte sin nevø Pietro Ottoboni til Kardinal-Nevø.

Pave Clemens XI (1700-1721) udnævnte nevøen Annibale Albani til Kardinal-Nevø.

Pave Pius VI (1775-1799) udnævnte sin nevø Romualdo Braschi-Onesti og sin fætter Barnabà Chiaramonti til Kardinaler. Denne sidste blev selv senere valgt til Pave Pius VIII (1800-1823).

Pave Leo XIII (1878-1903) udnævnte sin broder Giuseppe Pecci til Kardinal i 1879.