Det katolske Jubelår, Giubileo, Anno Santo, Helligt År, fejres hvert 25.år i Rom. (Se oversigt over Jubelårene nedenfor)

Ordet stammer fra det hebraiske ord "jobel", der betyder et vædderhorn. Med stød i vædderhorn varslede jøderne ifølge 3.Mosebog kapitel 25 hvert 50.år et særligt år, hvor trælle blev frigivet og jorden skulle hvile. ("Herren talte til Moses på Sinajs bjerg og sagde:.... Så skal du tælle syv sabbatår frem, syv gange syv år; de syv sabbatår bliver i alt niogfyrre år. På den tiende dag i den syvende måned skal du lade hornet lyde; på forsoningsdagen skal I lade hornet lyde overalt i jeres land. I skal hellige det halvtredsindstyvende år og udråbe frigivelse i landet for alle dets indbyggere; det skal være et jubelår for jer. I skal hver især vende tilbage til jeres ejendom, I skal hver især vende tilbage til jeres familie. Det halvtredsindstyvende år skal være jubelår for jer; da må I ikke så, I må heller ikke høste det, der har sået sig selv, og I må ikke plukke druer fra de ubeskårne ranker. For det er jubelår, det skal I holde helligt. I skal spise dets afgrøde lige fra marken....." citat fra Bibelselskabet: Bibelen Online)

Det første Hellige År i den Katolske Kirke var år 1300, hvor Pave Bonifacius VIII indførte, at alle pilgrimme, der besøgte Rom i løbet af dette år, ville opnå fuld aflad for alle deres synder ("indulgenza plenaria"). På dette tidspunkt var der endnu ingen kirker, som havde en særlig indgang til de pilgrimme, der kom til byen i løbet af Jubelåret og det var kun ved besøg i kirkerne San Pietro (Peterskirken) og San Paolo fuori le Mura, at man kunne opnå aflad. Den særlige indgang som man senere indførte - og i første omgang kun i San Giovanni in Laterano fra 1450 - kaldes "Porta Santa" ("Den Hellige Dør"). (- Læs mere om betydningen af og ritualerne omkring Porta Santa)

Det første Hellige År kaldte Paven for "Anno Centesimo di indulgenza" : "Hundredeåret for aflad". Men allerede 50 år efter berammede Pave Clemens VI i 1350 med henvisning til ovennævnte sted i 3.Mosebog et nyt Helligt År, der denne gang kaldtes for Jubelår ("II. Anno di Giubileo"="Det 2. Jubelår"). Og denne gang udvidede man antallet af kirker med aflad til også at omfatte San Giovanni in Laterano.

Pave Urban VI bestemte, at Jubelårene fremover skulle afholdes hver 33.år - antallet af år, som Kristus skal have levet. Det 3. Hellige År skulle derfor være afholdt i 1383, men flere forhold forhindrede dette, dels at Paverne opholdt sig i Frankrig og dels en voldsom pestepidemi, der hærgede i Rom, hvorfor året blev fastsat til 1390. Dette Jubelår betragtes som det første ekstraordinære Jubelår, der også omtales som "della Redenzione" ("Frelsens år"). Også denne gang udvidede man antallet af kirker, der skulle besøges og inkluderede Santa Maria Maggiore heri.

Den næste Pave, Bonifacius IX ønskede at genoptage Jubelårenes 100-års cyklus ("centesima") og fastsatte derfor år 1400 som det næste Hellige År. Og igen udvidedes antallet af afladskirker. Foruden de 4 basilica'er (San Pietro, San Paolo fuori le Mura, San Giovanni in Laterano og Santa Maria Maggiore) inkluderedes også Santa Maria in Trastevere og Santa Maria Rotonda (Pantheon). Desuden anbefalede man pilgrimmene et besøg i San Lorenzo fuori le Mura.

Pave Martin V ønskede at tilbageføre Jubelårsrytmen til de 33 år, hvor det sidste var blevet afholdt i 1390. Sådan blev han i stand til under sit pontifikat også at kunne afholde et Helligt År i 1423. Ved årets begyndelse den 21. December 1422 indviedes samtidig den første særlige pilgrimsindgang, der fra Jubelåret 1500 kaldes Den Hellige Dør ("Porta Santa"), i Kirken San Giovanni in Laterano. Paven lod også udføre en særlig medalje til minde om begivenheden. Der var dog stadig aflad ved besøg i de 3 andre basilica'er.

Endnu en gang ændredes perioden mellem Jubelårene, da Pave Nikolaus V i 1450 bestemte, at de Hellige År skulle afholdes hvert 50.år, som Clemens VI havde fastlagt i 1350.

50 år mellem Jubelårene syntes stadig at være for mange for paverne og Paul II besluttede derfor i 1470, at perioden skulle afkortes til 25 år. Det 7. Hellige År blev derfor berammet til 1475. Ved denne lejlighed blev den særlige "Porta Santa" i San Giovanni in Laterano taget i brug. Til dette Jubelår tryktes i Rom de første små bøger med "Indulgentiae ecclesiarum" og "Historia et descriptio urbis Romae", som pilgrimmene kunne anvende som guide rundt til kirker, religiøse valfartssteder og andre seværdigheder i byen.

Herefter gælder perioden på 25 år mellem Jubelårene og det næste afholdtes i 1500, hvor der nu blev åbnet Hellige Døre ("Porte Sante giubilari") i alle de 4 store basilica'er. Og afladet opnåedes ved at gå ind gennem en af disse døre. En anden nyhed var, at Jubelåret nu også kaldtes "Anno Santo" ("Det Hellige År"). Det var Pave Alexander VI der til dette Jubelår fastlagde de ritualer omkring "Porta Santa", som stadig følges.

Ved Jubelåret 1525 lod Paven, der dette år var Clemens VII, for første gang slå en særlig mønt til minde om begivenheden med åbningen af "Porta Santa", der nu foregik i både Peterskirken, hvor den blev foretaget af Paven selv, og i de 3 andre basilica'er, hvor en Pavelig Legat stod for ceremonien.

I 1575 udvidedes antallet af de kirker, som skulle besøges i løbet af Jubelåret. Udover de 4 basilica'er skulle der nu foretages besøg i San Sebastiano ved katakomberne, San Lorenzo fuori le Mura og Santa Croce in Gerusalemme. Samme anbefalinger kom til at gælde i Jubelårene fremover.

I 1625 var man dog nødt til at lave en undtagelse, da en stor oversvømmelse af Tiberen havde afskåret vejen til San Paolo fuori le Mura. Man viede da hovedindgangen i Kirken Santa Maria in Trastevere til "Porta Santa" ved denne lejlighed.

Også ved Jubelåret 1700 måtte San Paolo fritages.

I løbet af 1800-tallet var der flere uregelmæssigheder i forbindelse med Jubelårene. Anno Santo 1800 blev hverken berammet eller åbnet af nogen Pave, da den ene (Pave Pius VI) lige var død i Frankrig efter en tvangsflytning dertil og den anden (Pave Pius VII) endnu ikke var valgt og først blev dette i Marts 1800 og derefter først kom til det af franske tropper besatte Rom den 3. Juli samme år. De Hellige Døre blev derfor ikke åbnet i løbet af dette år. Heller ikke Jubelåret 1850 blev berammet og åbnet af nogen Pave, da året var præget af revolutioner og opstande over hele Europa og Pave Pius IX i 1848 havde måttet flygte fra Rom, hvor befolkningen oprettede en republik, "Repubblica Romana", som først faldt i Juli 1849, da Paven fik hjælp af franske tropper. Og først i April 1850 kunne Pius IX vende tilbage til byen. De Hellige Døre blev derfor heller ikke åbnet i løbet af dette år, men den 17. Juni 1850 udsendte Paven "en hellig invitation" til en kortvarig afladsperiode fra den 19. Juni til den 9. Juli.

Heller ikke det andet Jubelår i 1800-tallet, Anno Santo 1825, forløb helt normalt, da der kun blev åbnet "Porta Santa" i 3 af basilica'erne. I 1823 var San Paolo fuori le Mura nemlig nedbrændt og Kirken blev først genopbygget og genindviet i slutningen af 1854.

Endelig blev de Hellige Døre ikke åbnet i Jubelåret 1875, da Pave Pius IX havde trukket sig tilbage som frivillig fange i Vatikanet efter at Pavestaten var blevet formindsket til denne lille plet og Rom var blevet indlemmet i det nye samlede Kongerige Italien fra 1870. Jubelåret blev dog ellers fejret med både en bulle og anbefaling af besøg i de vigtigste valfartskirker.

1933 blev ekstraordinært Jubelår, som begyndte med Påsken 1933 og sluttede efter Påske 1934. 33 var antallet af Jesu leveår og da dette Jubelår derfor var særligt knyttet til hans død, anbefalede man udover besøg i de 4 basilica'er også besøg i kirkerne Santa Croce in Gerusalemme, San Lorenzo fuori le Mura og San Sebastiano ved katakomberne.

OVERSIGT OVER JUBELÅR: