ANNAS ROM GUIDE
Fontana di Montecavallo

På Piazza del Quirinale troner den majestætiske Fontana di Montecavallo, Montecavallo-Fontænen, også kaldet Fontana dei Dioscuri, Dioskur-Fontænen. Det første navn stammer fra stedets navn i Middelalder og Renæssance: Montecavallo eller Monte Cavallo, "Hestebjerget". Der igen havde navn efter de to hestestatuer, som havde stået her i hundredevis af år og oprindeligt stod ved indgangen til det store Serapis-Tempel, som lå på Quirinalhøjens vestskråning, hvor nu Scuderie del Quirinale og Villa Colonna ligger på vestsiden af Via XXIV Maggio. Det andet navn "Dioscuri" stammer fra de to statuer af gudesønnerne Castor og Pollux. De var tvillinger og sønner af Zeus og ordet "Dioskuroi" er græsk og betyder "Zeus' sønner". Dioskurernes græske navne var Kastor og Polydeukes.

Pave Sixtus V lod i 1588 de 5,60 meter høje marmorstatuer restaurere og flytte et lille stykke, således at de kom til at stå ud for den lange vejakse, der dannes af nutidens gader Via del Quirinale og Via XX Settembre, der tilsammen dengang hed Strada Pia. I 1783-1786 lod Pave Pius VI atter statuerne flytte lidt og anbragte ved siden af en obelisk, som stammer fra Augustus' Mausolæum. I 1818 blev springvandet med den smukke, store granitkumme fra Dioskurernes Tempel på Forum Romanum flyttet op på Quirinalhøjen for at fuldende opstillingen.


Fontana di Montecavallo på Piazza del Quirinale

STATUERNE:

Dioskurerne, Zeus' sønner Castor og Pollux, er her fremstillet som hestebetvingere. Statuerne er kopier af græske statuer, muligvis fra det 3.århundrede efter Kristus. Allerede i 1500-tallet var man af den opfattelse, at statuerne skulle være symbol på Alexander den Store der tæmmer hesten Bukephalos. Til støtte for denne teori fremhæves det, at Caracalla, der måske var den der lod Serapis-Templet opføre, så sig selv som en ny Alexander den Store.

I 1500-tallet mente man desuden, at statuerne var originale og udført af de græske kunstnere Phidias og Praxiteles. Og at de var blevet fragtet til Rom fra Grækenland og opstillet foran Kejser Nero's pragtvilla Domus Aurea. Herefter skulle Kejser Constantin have ladet dem flytte til sit nye Terme-anlæg. Man lod derfor indgravere ordene "Opus Phidiai" og "Opus Praxitelis" på statuebaserne sammen med andre indskrifter, der fortalte om sammenhængen med Alexander den Store. Disse sidste blev dog fjernet under Pave Urban VIII (1623-1644).

Efterhånden som Templet og det overforliggende Termeanlæg forfaldt i Senantikken og Middelalderen, stod der med tiden kun ruiner heraf tilbage langs Vicus de Cornutis, som Via XXIV Maggio kaldtes dengang. I anden halvdel af 1400-tallet var forfaldet sådan, at Pave Paul II lod bygge en støttemur i teglsten rundt om og under den venstre hest. Især hestestatuerne var meget ødelagte, mens den store statuebase var blevet en del af en Middelalderbygning, et hus med vinduer og to indgange på stykket mellem de to heste. Flere restaureringer blev foretaget, den ene gang i 1470 hvor Leonardo Guidotio stod for arbejdet, og den anden gang var det Pier Jacopo Alari Bonacolsi, kaldet "L'Antico", som efterlod sin signatur på basen til den højre hestestatue efter fuldført arbejde.

I sidste del af 1500-tallet ønskede Pave Sixtus V at bruge den store statuegruppe som udsmykning for enden af den lange, istandsatte og nivellerede Strada Pia. Desuden var det Pavens ønske at gøre Piazza del Quirinale i bedre stand og skabe en smukkere helhed overfor det palæ, hvor Paverne nu ønskede at have deres sommerresidens (nutidens Palazzo del Quirinale). Statuerne blev derfor denne gang underlagt en radikal restaurering, ledet af Sixtus V's chefarkitekt Domenico Fontana. Billedhuggerne Flaminio Vacca, Leonardo Sormani og Pier Paolo Olivieri udførte arbejdet, der bestod i at tage de enkelte statuedele ned og fjerne teglstensbygningen, der var bygget mellem delene. Der blev foretaget reparationer og manglende dele blev fremstillet og påsat. Den venstre hest var i meget dårlig stand og der er næsten ingenting tilbage af den oprindelige statue, bortset fra hovedet og den venstre side. Den højre hest måtte have påsat en ny hov, hale og side mod Dioskuren. Til at fremstille de nye dele brugte man marmorstykker fra den oprindelige statuebase. Der blev også fremstillet to nye baser med de ovenfornævnte indskrifter, som Kardinal Silvio Antoniano havde forfattet. Lanciani (se nedenfor litt.note 1) nævner, at materialet skulle være taget fra bygningen Settizonio, som under Sixtus V nærmest blev brugt som "stenbrud".

Statuerne blev derefter anbragt midt på Pladsen, ud for Strada Pia, og drejet således, at de i stedet for at vende ryggen til Palazzo del Quirinale, nu vendte mod Strada Pia. Som supplement blev der anbragt en fontæne foran Dioskurerne.

På den venstre statues base ses indskriften: "Xystus V Pont Max - colossea haec signa temporis vi deformata - restituit - veteribusque repositis inscriptionibus - e proximis constantinianis thermis - in Quirinalem Aream transtulit - Anno Salutis MDLXXXIX - pontificatus quarto. - Eques Dominicus - Fontana architect - instaurabat" ("Sixtus V, Pontifex Maximus, lod reparere disse kolossale statuer, som var blevet ødelagt af tidens vold, og lod deres gamle indskrifter restaurere, lod dem transportere fra de nærliggende Constantin's Termer til Piazza del Quirinale, i det Frelsens år 1589, det fjerde år i hans pontificat. Arkitekten Cavaliere Domenico Fontana udførte restaureringen").

 

FONTÆNEN:

Den gamle fontæne:

Fontænen blev opsat i 1588 under Pave Sixtus V, anbragt foran Dioskurerne og forsynet med vand fra den nye vandledning, som Paven havde ladet føre ind i byens høje områder og opkaldt efter sig selv, Acqua Felice.

Fontænen blev udført af Pier Paolo Olivieri efter arkitekten Domenico Fontana's idé. Den bestod af et stort, ottekantet kar med skiftevis lige og halvrunde partier, der var prydet med Sixtus V's våben og små løvehoveder, der spyede vand ned i et lidt bredere, lavt bassin med to lave trin, der havde samme form som karret. Vandet kom fra et springvand, der var anbragt midt i en mindre, rund kumme, der på en høj sokkel stod midt i det ottekantede kar. Denne fontæne fyldte tilsyneladende mere i billedet foran de to hestebetvingende statuer, end den fontæne, som man kan se idag. Ifølge gamle stik gik det ottekantede kar op til den underste del af statuebaserne og den runde kumme på soklen nåede midtvejs op til selve statuerne, mens vandstrålen næsten nåede hestenes forben.

Fontænen blev i slutningen af 1700-tallet fjernet, da man begyndte at drøfte planerne om at opsætte en obelisk mellem statuerne. Det vides ikke med sikkerhed, hvad der blev af den gamle fontæne, man anser det dog for meget sandsynligt, at det er denne fontæne, som idag står i den anden klostergård i det tidligere Convento dei Santi Apostoli.

Den nye fontæne:

I begyndelsen af 1800-tallet ønskede man atter at give pladsen en fontæne og arkitekten Raffaele Stern kom til at stå for arbejdet med at flytte et stort granitkar på ca. 25 meters omkreds, som Giacomo della Porta i 1592 havde tilpasset til fontæne på Campo Vaccino, op på Pladsen. I 1818 blev karret opsat i et stort fladt bassin og udenom kom et rækværk af små søjler med et spinkelt metalgitter.

 

OBELISKEN:

Allerede i 1667 påtænkte Pave Alexander VII at udvide Statue-Fontæne-anlægget med en obelisk, som han ville lade flytte fra Marsmarken. Samtidig skulle Dioskur-statuerne flyttes lidt og der skulle laves en ny fontæne i stedet for den gamle, der skulle flyttes ned på Piazza dei Santi Apostoli, men Pavens død satte en stopper for projektet. I begyndelsen af 1700-tallet foreslog arkitekten Carlo Fontana, at man fjernede fontænen fra Pladsen og i stedet opsatte Marcus Aurelius-søjlen, som man havde udgravet ved Montecitorio i 1704. Heller ikke dette projekt blev imidlertid til noget.

Men i 1782 foreslog arkitekten Giovanni Antinori, at der mellem statuerne blev rejst en obelisk, som lå delvist begravet ved Augustus' Mausoleum, og at den gamle fontæne blev erstattet af en anden i form af et stort granit kar, som Giacomo della Porta i 1592 havde tilpasset til fontæne på Campo Vaccino. I 1783 kom arbejdet i gang og obelisken, der i tidens løb var brækket i tre stykker, blev samlet - dog først i andet forsøg. Den originale base var for ødelagt til at kunne bruges, men stenhuggeren Giuseppe Giovannelli udførte en ny i travertin, beklædt med granitplader.

For at få plads til obelisken, måtte Dioskur-statuerne flyttes lidt, hvilket ikke var helt nemt på grund af deres vægt. I 1786 kunne man imidlertid begynde at sætte obelisken op og slutte med et bronzekors på en stjerne i toppen. Desuden blev overgangen til basen pyntet med fire ørne med laurbærguirlander. Disse bronzearbejder blev udført af Giuseppe og Niccolò Giardoni efter Antinori's tegninger. På disse figurerer også en helt anden slags fontæne foran obelisken, men den blev aldrig udført.

Til minde om obeliskrejsningen blev der lavet følgende indskrift på basen: på vestsiden: "XII Kal Oct - Anno - MDCCLXXXVI" ("På den 12. dag før Kalendae i Oktober (d.v.s. den 20. September) i år 1786"), på østsiden: "Anno XII - sacri principatus - eius" ("i det 12. år af hans pontificat") og på sydsiden: "Salve - Optimae Princeps - salve - parens populi romani - votisque vive nostris - vive urbi tuae - vive - orbi Christiano - cui te Deus - maximum rectorem - dedit" ("Hil (dig, du den) bedste af prinser. Hil (dig,) Fader af det Romerske Folk og gid du må leve i vore bønner. Leve for din by, leve for Kristendommen, for hvem Gud har gjort dig til den øverste leder").

Indskrifterne var forfattet af Jesuitten Stefano Antonio Morcelli, der også var mester for de 2 lange indskrifter, som kom til at pryde granitsoklens sydøst- og vestside med fontænens hyldest til Pave Pius VI.

Efter at den "nye" fontæne var blevet opsat i 1818 fik obelisk-basen også en indskrift til minde om denne begivenhed: "Pius VII Pont. Max - quod absolvendum superunt - addito cratere excitato saliente, - symplegma consummavit - A.D. MDCCCXVIII pontif. XIX" ("Pius VII fuldendte denne gruppe ved at tilføje et bassin og føre vand hertil, i 1818, det 19.år af hans ponficat"). Teksten var forfattet af Abbed Carlo Fea, der var Kommissær for "Antichità di Roma" på den tid.

Obelisken er i rød granit og 14,45 meter høj - uden fodstykket.

 

---------- Se flere fotos af Fontana di Montecavallo ---------- Oversigt over STATUER i Rom ---------- Oversigt over OBELISKER i Rom --------- Oversigt over FONTÆNER i Rom ----------



Litteratur om Fontana di Montecavallo:
Delli, Sergio: Le strade di Roma. Newton Compton editori, 1975.
- side 751.
La Grande Guida dei Rioni di Roma. 2.edizione. Newton Compton editori, 2001.
- side 173-175.
Guide Rionali di Roma. Fratelli Palombi Editori.
Rione II - Trevi. A cura di Angela Negro. Parte III. 1993: side 66ff.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. Edizione Quasar, 1991.
-kort nr.16.
(1) Lanciani. Rodolfo (Amedeo): Storia degli scavi di Roma, e notizie intorno le collezioni romane di antichità. Roma, Edizioni Quasar.
Volume Quarto: 1566-1605. 1992
- side 150, 179, 181, 182.
Lansford, Tyler: The Latin Inscriptions of Rome : a Walking Guide. Baltimore, Johns Hopkins University Press, 2009.
- side 268-276.
Lombardo, Alberto: Vedute delle fontane rinascimentali di Roma, attraverso i secoli. (Vedute Urbane). Roma, Palombi Editori/Il Nartece, 2007.
- side 43-48.
Morton, H.V.: Roms fontæner. Nyt Nordisk Forlag, 1973.
- side 133-139.
Pocino, Willy: Le fontane di Roma. Newton & Compton editori, 1996.
- side 299f.

Fontana di Montecavallo på Piazza del Quirinale
Fotos af Fontana di Montecavallo
Kort over området
Spise og bo i området
Bøger og links om området
Tilbage til Quirinalturen
Andre turforslag
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 4.5.2010 og sidst opdateret d. 6.5.2010