Via di Ponte Rotto er et kort gadestykke, som løber i en bue fra øst mod sydvest i kvarteret Rione Ripa og forbinder Via Luigi Petroselli med Lungotevere dei Pierleoni ud for Tiberbroen Ponte Palatino, hvorfra man kan se de ruinerede rester af den antikke Pons Aemilius (på italiensk Ponte Emilio), som på grund af sin ødelagte tilstand kaldes Ponte Rotto og med denne betegnelse har givet navn til den lille gade.

På gadens nordside står det gamle Middelalderhus Casa dei Crescenzi, som blev opført i perioden mellem 1040 og 1065 af Niccolò di Crescenzio, som hørte til den mest magtfulde familie i Rom i det 11. århundrede. Ved byggeriet genbrugte man mange rester fra Antikkens ruiner, som idag kan ses som dele af husets mure.

Bag Casa dei Crescenzi ses en del af Palazzo dell'Anagrafe's fløj mod floden og Lungotevere dei Pierleoni.

På sydsiden ligger et lille grønt anlæg, hvori der står det gamle Portunus-Tempel fra det 2.århundrede før Kristus, men ombygget i det 2. og 1. århundrede før Kristus. Omkring dette Tempel fejrede man i Antikken Portunalierne, en fest til ære for havnens skytsgud (Portunus var gud for floder og havne) og under festlighederne blev der fra pladsen foran Templet solgt brogede blomsterkranse til udsmykning af helligdommen og gudebillederne. Efter i 872 at være blevet omdannet til kristen kirke under Pave Johannes VIII med navnet Santa Maria Egiziaca blev bygningen i 1920'erne frilagt og genåbnet som antik seværdighed.

I Antikken var området på begge sider af Via di Ponte Rotto tæt bebygget, men også dengang var her fritlagt en passage mellem Velabro-kvarteret og flodbredden, hvor broen Pons Aemilius førte over til Trastevere, hvor der dengang var massiv bebyggelse med lagerhaller, de såkaldte horrea. Sådanne stod også i større antal nord for gaden, der gik i en mere lige linie end nutidens, som svinger mod syd i en blød bue.

Der hvor Via Luigi Petroselli munder ud idag, stod dengang en Bue kaldet Fornix Augusti og på stedet er der fundet statuebaser med dedikation til Cajus og Lucius Caesar.

Her i nærheden stod også den gamle Porta Flumentana, Flodporten i Den Serviske Bymur mellem Porta Carmentalis og Porta Trigemina. Hvornår Porta Flumentana blev opført, vides ikke, men Kejser Augustus (år 51 før Kristus-14 eft.Kristus) lod den restaurere og man kunne se rester af den helt til det 15.århundrede.

På hver side af det mod syd stående Portunus-Tempel, Aedes Portuni, der på den tid var omgivet af andre bygninger og buegange, løb 2 gader mod syd. Den vestlige fulgte floden, men løb lidt længere inde end nutidens Lungotevere dei Pierleoni, hvor der i Antikken blot var flodbred. Den østlige løb lidt ind på kvægmarkedet Forum Boarium og delte sig i flere små gader gennem Velabrum og mod Capitol.

Det gamle Portunus-Tempel var som nævnt øverst på siden fra det 2.århundrede før Kristus, men ombygget i det 2. og 1. århundrede før Kristus. Her fejrede man i August måned Portunalierne, en fest til ære for havnens skytsgud (Portunus var gud for floder og havne) og under festlighederne blev der fra pladsen foran Templet solgt brogede blomsterkranse til udsmykning af helligdommen og gudebillederne.

I 872 blev Templet omdannet til kristen kirke under Pave Johannes VIII med navnet Santa Maria Egiziaca.

Med tiden blev det gamle kvægmarked flyttet andetsteds hen og området istedet fyldt af boligkomplekser, kirker og klostre, men passagen ned mod floden blev bibeholdt og i en periode fik den ødelagte bro en forbindelse til Velabro i form af en forlængelse i træ. Den kaldtes på dette tidspunkt også Ponte Senatorio. Især i 1500-tallet blev Broen flere gange skadet af Tiberens oversvømmelser.

Syd for gaden opstod rundt om Kirken Santa Maria Egiziaca også et herberg, der blev drevet af armenske munke og kaldtes Ospizio de' Armeni. Kirken fik derfor også et tilnavn og blev nu til: Santa Maria Egiziaca degli Armeni. Mens Portunus-Templet fik forvansket sit navn til Fortuna-Templet, en helligdom for "Fortuna Virile": Den Mandlige Lykke.

I en tid, hvor navne nemt forvanskedes eller ændredes, fordi den oprindelige betydnoing ikke længere gav mening, kaldtes også Casa dei Crescenzi nu for Casa di Pilato.

Langs floden fyldtes flodbredden af vandmøller og lige syd for Ponte Senatorio, lå sådan en og gyngede nedenfor en trappe, som havde forbindelse med den gamle gade.

I 1920'erne blev Portunus-Templet frilagt og genåbnet som antik seværdighed. På samme tid ryddedes hele kvarteret nord for Via di Ponte Rotto for at give plads til det fascistiske regimes store vejprojekt: en gade som skulle forbinde bymidten ved Piazza Venezia med havet, hvorfor denne paradegade kaldtes Via del Mare. Stykket frem til Piazza della Bocca della Verità blev med pomp og pragt indviet i 1935 og derpå fortsat mod syd via Lungotevere Aventino frem til Piazzale dell'Emporio, hvorfra den løb som Via Marmorata og efter Piazza di Porta San Paolo som Via Ostiense.

Kun få bygninger fik lov til at overleve de store nedrivninger, heriblandt Casa dei Crescenzi på nordsiden af Via di Ponte Rotto. I 1936-1939 opførtes den store Folkeregisterbygning, Palazzo dell'Anagrafe, som rejser sig bag Middelalderhuset.

Litteratur om Via di Ponte Rotto:
Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012.
--- 2 : Tavole e indici. --- Kort 19.
Coarelli, Filippo: Il Foro Boario : dalle origini alle fine della Repubblica. Edizioni Quasar, 1992.
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori.
--- Rione X II Ripa - Parte Seconda. - Seconda edizione / di Daniela Gallavotti Cavallero. - 1985. ------- side 110.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 28 (før de nyeste fund).
Le strade di Roma / Claudio Rendina, Donatella Paradisi. - Roma : Newton & Compton Editori, 2004. --- Volume Terzo: P-Z.
- side 1038-1039.
Alvaro de Alvariis: Via di Ponte Rotto.
Info.roma.it.: Via di Ponte Rotto.
Rerum Romanarum: Via di Ponte Rotto.
Roma Segreta: Ponte Rotto.