Denne sammenslutning var et laug i Rom, dannet af vandsælgerne, som hentede vand i store tønder fra de store fontæner og bragte det rundt til de steder i Rom, hvor der ikke var indlagt vand.
Før de store fontæner byggedes til de både nyreparerede og nyanlagte akvædukter, måtte drikkevandet hentes fra Tiberen, hvor det var så fyldt med sand, at dette forhold smittede af på Middelalderens vandsælgere, der kaldtes acquarenari. Ordet er dannet af ordene "acqua" ("vand") og "arena" ("sand"), fordi de solgte dette sandblandede flodvand. Disse vandsælgere havde i Middelalderen et laug kaldet Corporazione degli acquarenari, som man kan læse om her.
Vandsælgeren havde naturligvis også deres eget lægbroderskab Confraternita degli Acqarenari - og senere Confraternita degli Acquaioli, som fra før 1100-tallet holdt til i en lille kirke, der tilsyneladende lå der, hvor idag Kirken Santa Maria dell'Anima står. Kirken kaldtes dengang Sancta Mariae de Acquaricariis. Fra 1192 havde Compagnia degli Acquariciariis imidlertid også sæde i en anden kirke, der lå tæt herpå, nemlig der, hvor Kirken Santa Maria della Pace står idag. Denne kirke kaldtes Sant'Andrea de Acquarenariis.
En afbildning af en gammeldags Acquaiolo kan ses i sidegaden Via Lata på den lille fontæne, kaldet Fontana del Facchino, der viser en sådan vandsælger med en tønde, hvorfra fontænevandet springer ned i et kar.
cop. Leif Larsson
- Oversigt over erhverv, håndværk og faglige sammenslutninger -
Litteratur om Università degli Acquaioli:
La Stella, Mario: Antichi mestieri di Roma. Newton Compton editori, 2.edizione, 1996.
- side 30, 31.