De italienske ord Acquaiolo, (i flertal: Acquaioli), Acquarolo (i flertal: Acquaroli), Acquarecchiaro (i flertal: Acquarecchiari) og det i Middelalderen brugte Acquarenaro (i flertal: Acquarenari) betyder: "vandbærer, vandsælger, den der som sit erhverv bringer vand (acqua) til husholdning og drikkevand til de huse, som ikke har egen vandforsyning".
Denne aktivitet kunne foregå på flere måder og "varen" kunne være mere eller mindre specialiseret:
Der eksisterede for eksempel i Rom i det 17.århundrede en omrejsende sælger af en særlig slags vand, kaldet "acqua frascinella", der skulle være særlig godt for ansigtshuden.
En anden omrejsende handelsmand kaldtes "Acquacetosaro", fordi han bragte vand fra brønden Acqua Acetosa, som befandt sig i byens periferi, nord for Ponte Milvio. Vandet blev hældt på flasker og derpå anbragt i 2 kurve, som var hængt over transportdyret, som regel et æsel, hvis ikke handelsmanden ligefrem havde en lille kærre eller vogn trukket af en gammel hest. Vandflaskerne solgtes så sent som i begyndelsen af 1900-tallet for 10 centesimi eller 2 soldi, når kunderne kort efter solopgang hørte sælgerens faldbyden fra byens gader: "Friesca, friesca l'acqua acetosa". Vandet fra Acqua Acetosa regnedes for godt mod alskens dårligdomme, især for nyrerne og fordøjelsen.
"Acquafrescaio" var den omrejsende handlende, som om sommeren solgte lemonade og koldt vand i flasker, som han havde i en beholder med is og salt.
En "Acquaiola" var den kvinde, som under høsten bragte vand ud til høstfolkene.
Den almindelige "Acquaiolo" kunne også sælge vand fra Tiberen, som i 1600-tallet ansås for udmærket drikkevand, der sågar regnedes for godt for helbredet, fordi der skulle være særligt mange mineraler i det. Vandet hentedes nord for byen og blev derpå hældt over i større beholdere, hvor det stod i nogle dage for at det gullige dynd fra floden kunne bundfælde sig. Brugen af Tibervand som drikkevand fortsatte til den første del af 1800-tallet.
En afbildning af en gammeldags Acquaiolo kan ses i sidegaden Via Lata på den lille fontæne, kaldet Fontana del Facchino, der viser en sådan vandsælger med en tønde, hvorfra fontænevandet springer ned i et kar.
cop. Leif Larsson
Vandsælgerne havde deres eget laug, som i Middelalderen kaldtes Corporazione degli Acquarenari og senere Università degli Acquaioli. Samt deres eget lægbroderskab kaldet Confraternita degli Acquarenari, eller Compagnia degli Acquariciariis, og senere Confraternita degli Acquaioli. Det holdt fra før 1100-tallet til i en lille kirke, der tilsyneladende lå der, hvor idag Kirken Santa Maria dell'Anima står. Kirken kaldtes dengang Sancta Mariae de Acquaricariis. Fra 1192 havde Compagnia degli Acquariciariis imidlertid også sæde i en anden kirke, der lå tæt herpå, nemlig der, hvor Kirken Santa Maria della Pace står idag. Denne kirke kaldtes Sant'Andrea de Acquarenariis.
Litteratur om Acquaiolo , Acquarolo:
La Stella, Mario: Antichi mestieri di Roma. Newton Compton editori, 2.edizione, 1996.
- side 29ff.