|
|
I Maj eller Juni måned fejrer romerne "Corpus Domini": Kristi Legemsfest. Helligdagen falder på den første torsdag efter den 1. søndag efter Trinitatis, i 2006 således den 15. Juni, da Pinsedag faldt den 5. Juni. Kristi Legemsfest er festdag for nadverforvandlingen og var oprindelig en lokal fest som i 1624 af Pave Urban IV udvidedes til at gælde for hele den katolske Kirke. Dagen fejres med messer og processioner og optog. I 2006 startede således et optog fra Piazza della Repubblica kl. ca.9.30 og dette bevægede sig derpå til Piazza della Madonna di Loreto. Festlighederne her sluttede omkring kl. 14. Om aftenen startede der en procession fra San Giovanni in Laterano omkring kl. 18 og den bevægede sig derpå op ad Via Merulana til Piazza di Santa Maria Maggiore. Pave Benedikt XVI deltog i processionen, der havde anslået over 60.000 andre deltagere.
ANDRE FEJRINGER af Corpus Domini: I 1600-, 1700- og begyndelsen af 1800-tallet gik krukkemagerne hvert år fra deres Kirke Sant'Andrea dei Vascellari i Via dei Vascellari i Trastevere i en storslået og pragtfuld procession rundt i kvarteret med deres smukke flag og den såkaldte "tronco", som var et stort kors, formet af 2 "træstammer", som var udført i papmaché. Ved bærernes forskellige skift, skulle flaget og Korset skifte hænder, hvilket skulle være nøje indøvet for at fungere. Dette var imidlertid ikke altid tilfældet og efter forskellige ulykkestilfælde forbød Pave Gregor XVI (1831-1846) denne procession, som også kaldtes "la processione delli boccaletti". ("i boccaletti var de keramikere, som lavede "boccali" (krus, bægre og mindre krukker) i terracotta, som man brugte til vin"glas". Disse håndværkere kaldtes også "i bianchi e rossi" ("de røde og hvide") efter farverne på den dragt, som brødrene bar fra 1598).
Litteratur om Corpus Domini: Kirke og Kristendom Leksikon. Redigeret af Carsten Bach-Nielsen & Jan Lindhardt. Gyldendal, 2001. - side 218. |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|