Il vascellaro (i flertal: i vascellari) var den håndværker, som fabrikerede krukker og kar, de såkaldte "vasellai". Disse håndværkere kaldtes også "vasari" (ental: "vasaro") eller "boccalari" (ental: "boccalaro"). Dog var der mindre forskelle i deres produkter. Il vascellaro frembragte krukker og vaser i terracotta og maiolica, for eksempel af den type, som brugtes på apotekerne til opbevaring af salver og miksturer, mens il vasaro især fremstillede køkkenbeholdere: krukker, lergryder, kogekar og vandfade i terracotta, og il boccalaro lavede "boccali", krukker og bægre, af terracotta.

Allerede i Middelalderen holdt disse håndværkere til i Trasteveres nordøstlige område, tæt på floden, hvor de kunne få ler til deres arbejde. Mængden af små keramiske værksteder var så stor, at området derfor fik navnet "Contrada dei Boccalari a Ripa" . Senere fik gaden, der gik sydpå oppe fra flodbredden navnet Via dei Vascellari på grund af de mange håndværkere.

I Vascellari havde fra Højmiddelalderen samlet sig i et laug, Università dei Vascellari, hvis leder "consul artis vascellariorum" i begyndelsen af 1500-tallet var en vis Leonardo, som var meget anerkendt og ejer af et værksted, der fremstillede majolikakrukker. Måske stammer de smukke krukker, som man kan se i apoteket ved Ospedale di San Giovanni in Laterano herfra. Vi kender navnene på flere af de andre samtidige krukkemagere fra dette område, blandt andre: Zamabecchino, Beneamati, mastro Tomaso og mastro Cristoforo.

Università dei Vascellari holdt naturligvis til i området omkring Via dei Vascellari, hvor dets medlemmer boede og arbejdede. I 1700-tallet var krukkemagerne så mange og magtfulde, at de oprettede et religiøst broderskab, Confraternita dei Vascellari, som derpå holdt til i Kirken Sant' Andrea dei Vascellari, hvis facade stadig kan ses i gaden. Kirken stammede muligvis fra 800-tallet, men i 1574 var den holdt op med at være sognekirke, hvorefter den var blevet overgivet til et andet broderskab, nemlig Università dei Mercanti di Salumi (pølsehandlernes laug), som havde ladet bygningen sætte i stand. 

Her holdt krukkemagerne altså fra 1700-tallet og helt frem til begyndelsen af 1940'erne deres møder og messer. Godt nok blev lauget nedlagt i 1801, men broderskabet fortsatte, selvom det i perioden efter 1890 langsomt gik i opløsning.

Hvert år ved Festa del Corpus Domini, Kristi Legemsfest, gik krukkemagerne fra deres Kirke og i en storslået og pragtfuld procession rundt i kvarteret med deres smukke flag og den såkaldte "tronco", som var et stort kors, formet af 2 "træstammer", som var udført i papmaché. Ved bærernes forskellige skift, skulle flaget og Korset skifte hænder, hvilket skulle være nøje indøvet for at fungere. Dette var imidlertid ikke altid tilfældet og efter forskellige ulykkestilfælde forbød Pave Gregor XVI denne procession, som også kaldtes "la processione delli boccaletti". ("i boccaletti var de keramikere, som lavede "boccali" (krus, bægre og mindre krukker) i terracotta, som man brugte til vin"glas". Disse håndværkere kaldtes også "i bianchi e rossi" ("de røde og hvide") efter farverne på den dragt, som brødrene bar fra 1598).

Den 16. December 1801 blev krukkemagerlauget, Università dei Vascellari, lukket, men Broderskabet fortsatte sit virke indtil omkring 1940-1945.

Litteratur om Vascellaro:
La Stella, Mario: Antichi mestieri di Roma. Newton Compton editori, 2.edizione, 1996.
- side 423.
Pocino, Willy: Le confraternite romane. Roma, Edilazio, 1. edizione, 2000.
- side 122.