ANNAS ROM GUIDE
Confraternita dei Vascellari

Denne religiøse sammenslutning var et lægbroderskab af keramikere og krukkemagere, som på italiensk hedder "i vascellari", "i vasari" eller "i boccalari", alt efter de produkter, de fremstillede.

I vascellari holdt allerede i Middelalderen til i Trasteveres nordøstlige område, tæt på floden, hvor de kunne få ler til deres arbejde. Mængden af små keramiske værksteder var så stor, at området derfor fik navnet "Contrada dei Boccalari a Ripa" . Senere fik gaden, der gik sydpå oppe fra flodbredden navnet Via dei Vascellari på grund af de mange håndværkere.

Fra Højmiddelalderen samlede krukkemagerne sig i et laug, Università dei Vascellari, som naturligvis også holdt til i dette område, hvor dets medlemmer boede og arbejdede. I 1700-tallet var krukkemagerne så mange og magtfulde, at de oprettede et religiøst broderskab, Confraternita dei Vascellari, som derpå holdt til i Kirken Sant' Andrea dei Vascellari, hvis facade stadig kan ses i gaden. Her tilføjede de Santa Maria Salome og Sant'Andrea Apostolo til deres skytshelgener og slog sig sammen med Confraternita del Santissimo Scaramento, så det nye, fælles broderskab fik navnet Confraternita del Santissimo Sacramento, Sant'Andrea Apostolo e Santa Maria Salome dei Vascellari.

Kirken stammede muligvis fra 800-tallet, men i 1574 var den holdt op med at være sognekirke, hvorefter den var blevet overgivet til et andet broderskab, nemlig Università dei Mercanti di Salumi (pølsehandlernes laug), som havde ladet bygningen sætte i stand. 

Her afholdt "i vascellari" fra 1700-tallet og helt frem til begyndelsen af 1940'erne deres møder og messer. Godt nok blev lauget nedlagt i 1801, men broderskabet fortsatte, selvom det i perioden efter 1890 langsomt gik i opløsning.

Hvert år ved Festa del Corpus Domini, Kristi Legemsfest, gik krukkemagerne fra deres Kirke og i en storslået og pragtfuld procession rundt i kvarteret med deres smukke flag og den såkaldte "tronco", som var et stort kors, formet af 2 "træstammer", som var udført i papmaché. Ved bærernes forskellige skift, skulle flaget og Korset skifte hænder, hvilket skulle være nøje indøvet for at fungere. Dette var imidlertid ikke altid tilfældet og efter forskellige ulykkestilfælde forbød Pave Gregor XVI denne procession, som også kaldtes "la processione delli boccaletti". ("i boccaletti var de keramikere, som lavede "boccali" (krus, bægre og mindre krukker) i terracotta, som man brugte til vin"glas". Disse håndværkere kaldtes også "i bianchi e rossi" ("de røde og hvide") efter farverne på den dragt, som brødrene bar fra 1598).

Den 16. December 1801 blev krukkemagerlauget, Università dei Vascellari, lukket, men Broderskabet fortsatte sit virke indtil omkring 1940-1945.

 

Litteratur om Confraternita dei Vascellari:
La Stella, Mario: Antichi mestieri di Roma. Newton Compton editori, 2.edizione, 1996.
- side 423.
Pocino, Willy: Le confraternite romane. Roma, Edilazio, 1. edizione, 2000.
- side 122.



Turforslag
Steder
Seværdigheder
Personer
Fotogalleri
Bykort
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 5.9.2017 og sidst opdateret d. 5.11.2017