Den pavelige rådgiver i sager om tvangsdåb, Tommaso Sergio af Ordenen I Pii Operai, blev i 1750 konsulteret i sagen om jøden Isdrael fra Tivoli, som havde tilbudt sin hustru og deres fælles datter på en måned samt hendes 3 børn fra et tidligere ægteskab til dåb.

Det var foregået på denne måde: 

11750 var Jubelår og Isdrael havde derfor henvendt sig til en kristen præst for at få tilladelse til at overvære ceremonien med fodvask og modtagelse af pilgrimme ved Kirken Santissima Trinità dei Pellegrini og han blev meget berørt af det han så. Præsten søgte straks at omvende ham og fik ham også med ind i det tilstødende kapel, hvor han velsignede ham med korsets tegn.

Da Isdrael var vel hjemme igen og indtrykkene fra ceremonien havde fortaget sig, glemte han imidlertid alt om det skete og mødte ikke op i kirken igen, hvorfor præsten begav sig til Ghettoen for at opsøge ham. Her mødte han Isdraels hustru Ester, som fortalte, at hun havde talt sin mand fra at opsøge kirken igen. Isdrael kom nu hjem og fortalte præsten, at han var fuld af tvivl også fordi hans hustru ikke ville følge ham, hvis han skiftede tro. I samtalens løb fik Isdrael på en eller anden måde udtrykt, at han gerne ville skifte tro og at han også ville have Ester og børnene med.

Men herefter forsvandt Isdrael, så præsten ikke kunne tale med ham igen. Man mente, at de øvrige beboere i Ghettoen skjulte ham, men det betød nu ikke noget, for han havde tilbudt sin lille datter til dåb, så hun blev med magt fjernet fra Ester og straks døbt.

Nu spurgte Inkvisitionsdomstolen så den pavelige rådgiver i disse sager til råds - ikke om den lille piges fjernelse og dåb, for her var der ingen tvivl: faderen havde givet hende til den rette tro - men om det var rigtigt at fjerne Ester og hendes 3 ældste børn og bringe dem til Casa dei Catecumeni for de 40 dages karantæne, hvor de kunne blive undervist i den kristne tro.

Tommaso Sergio, der udover at være pavelig rådgiver også ledede Kirken Madonna dei Monti samt Casa dei Catecumeni og Collegio dei Neofiti, svarede at Ester uden udsættelse skulle fjernes fra Ghettoen, fordi hendes mand havde lovet hende til Kirken og det var i den henseende fuldstændigt ligegyldigt, om Isdrael havde fortrudt. Ordene var udtalt og kunne ikke trækkes tilbage.

Hvad angik Isdraels stedbørn var sagen mere kompliceret. Isdrael havde her ingen forældremyndighed (Patria Potestà), men for også at frelse disse sjæle foreslog Sergio, at man fjernede børnene og midlertidigt anbragte dem hos gode, kristne mennesker, indtil deres moder havde overstået sin karantæne. Hvis - hvad der forventedes - hun så valgte at konvertere, ville hun jo nok også tilbyde at lade sin børn omvende og så ville alt jo være såre godt.

Litteratur om Sagen om Isdrael di Tivoli:
Caffiero, Marina: Battesimi forzati. Storie di ebrei, cristiani e convertiti nella Roma dei papi. (La Corte dei Papi, n.14). Viella, 2004.
- side 248ff.