|
|
|
|
|
I flere hundrede år mellem det 16. og det 19.århundrede både tillod og til dels også opmuntrede Den Katolske Kirke til tvangsdåb af Roms jødiske befolkning. I visheden om at "målet helliger midlet" blev mange jødiske medborgere nærmest narret til at sige ja til at modtage den kristne dåb eller de blev simpelthen bortført fra deres hjem for at man kunne frelse deres sjæle. De blev tvunget til at modtage undervisning i Katolicismen, de blev næsten hjernevasket til at vende deres oprindelse, deres hjem, familie og venner ryggen og begive sig ind i en helt ny tilværelse som kristne. Nogle blev lykkelige heraf, men om de menneskelige tragedier, der også opstod, hører man ikke så meget. I princippet tolererede Kirken ikke at nogen blev tvangsdøbt. Den der gerne ville konvertere til Katolicismen, det være sig fra en hvilken som helst anden religion, måtte give sig tid til at blive sat ordentligt ind i religionens grundsætninger og derpå grundigt overveje sit ønske. Først herefter, og hvis det var et frivilligt og velovervejet skridt, kunne dåben finde sted. Børn kunne kun døbes, hvis forældrene gav deres samtykke. Men efterhånden opstod en hel del gråzoner, hvem af forældrene havde for eksempel retten til at lade sit barn døbe? Og hvis forældrene var døde, hvem af bedsteforældrene? Eller måske en af forældrene udpeget værge? Havde en onkel mon mere ret hertil end værgen? Sådanne tvivlssager måtte udredes for retten og her var jødernes retsstilling meget tvivlsom i den tids Rom. Da de var "vantro" og ikke tilhørte Kirken, kunne de ikke påberåbe sig de kirkelige love, men kun de verdslige love, hvor civilsager og kriminalsager behandledes ved domstolene under henholdsvis Roms Guvernør og Roms Senator. Men begik en jøde en forbrydelse, som var af religiøs art eller havde blot den mindste forbindelse hertil, skulle sagen behandles af Inkvistionen og ansvaret var fra 1612, hvor Pave Paul V omlagde domstolene i Rom, placeret hos Il Cardinale Vicario, Pavestolens næstkommanderende, Vicebiskoppen i Rom. Hvis domstolen skulle dømme mellem en jødisk slægtning, der afslog barnets dåb, og en kristen slægtning, der tilbød dette, hældede dommerne mod at behandle sagen som en kristen sag og ligeledes til at se på barnets tarv, som fra den kristne side absolut var en dåb. Kun således kunne barnets sjæl frelses og dette var ydermere en god handling, som Gud så med velbehag. Den jødiske part stod altid svagt i disse sager og vandt sjældent. Og var et barn først dømt til at blive kristen, blev det hurtigt - måske allerede længe før, mens sagen verserede - fjernet fra sine forældre i Ghettoen og anbragt i Casa dei Catecumeni for at få en kristen opdragelse. Enhver kristen kunne foretage en dåbshandling, hvis et menneske var i livsfare eller lå for døden og kun således kunne sikres efterlivet i Paradiset. En frelst sjæl, en god og kristen handling. Men kriterierne for at være i livsfare eller dødssyg kunne tolkes og vendes og drejes og var barnet først døbt, var der ingen vej udenom, det kunne ikke forblive blandt de "vantro", men måtte føres til en behjertet familie eller til Casa dei Catecumeni for at blive opdraget i den kristne tro. Der findes mange beretninger om kristne, måske tjenestefolk i en jødisk familie eller handelspartnere eller forbipasserende, der i al hemmelighed døbte et af familiens børn, måske fordi de mente, at kunne se at de var syge, måske for at frelse en sjæl. Når de kristne myndigheder derpå blev orienteret, gik maskineriet i gang og barnet blev tvangsfjernet. En meget kendt sag er her beretningen om den lille jødiske dreng Edgardo Mortara i Bologna, der som 1-årig i 1852 blev dødssyg og derpå i det skjulte døbtes af sin barnepige, en ung kristen pige som hjalp familien på sabbaten. Edgardo blev rask, men den unge pige turde ikke fortælle nogen om sin handling. Først da drengen var 6 år kom sagen frem og gik sin gang. Edgardo blev fjernet fra sin familie og bragt til Rom, hvor Pave Pius IX fik medlidenhed med den nu forældreløse dreng og trådte ham i faders sted. Edgardo Mortara blev senere selv munk og præst og tog navnet Pio Maria i taknemmelighed overfor sin velgører. Men også voksne mennesker kunne tvangsdøbes. Måske var de kommet til at udtale sig positivt om Kristendommen for ikke at såre deres samtalepartner, dette kunne tolkes som at de egentlig havde ønsket at blive døbt og et ønske var ligeså godt som et tilsagn. Personen kunne hentes af det pavelige politi og derpå begynde sin oplæring i Casa dei Catecumeni. Jødernes forhold i Ghettoen var ikke særligt gode, de boede mange og tæt på et meget lille område, som hver aften blev lukket af fra resten af byen. Deres indtjeningsmuligheder var få og deres renommé var ikke godt. Nogle, der ikke var så dybt forankrede i deres tro, kunne måske se økonomiske fordele ved at konvertere til Katoliscimen, men hvis en ægtemand og fader gjorde det, ville han jo gerne have sin kone og sine børn med sig. Tit var kvinderne dog mere konservative og ville ikke forlade deres familie og venner for en ny og usikker tilværelse. Manden kunne da gå til myndighederne og tilbyde dem både kone og børn til dåb. Og i hvert fald børnene havde han retten over, så dem kunne politiet - nogle gange i regulære natlige raids - fjerne og installere i Casa dei Catecumeni. Måske havde konen nægtet at følge sin mand, men ofte svandt hendes modstand, når hun blev frataget sine børn. Desuden ville en hustru, som ikke fulgte sin mand, få en vanskelig tilværelse i Ghettoen fremover. Den kristne og den jødiske praksis for en skilsmisse var forskellig, således at ægtemanden godt kunne blive løst fra sit ægteskab, mens han ikke måtte gå aktivt ind og løse sin hustru, der således efter jødisk lov måtte vedblive med at være gift uden at have en mand og ikke kunne skabe sit et nyt, lovligt liv. Men også bedsteforældre kunne konvertere og derpå tilbyde deres voksne børn til dåb. Det var specielle sager, for hvor længe har forældrene myndigheden over deres børn? Det er et spørgsmål for juristerne om "Patria Potestas", men en positiv afgørelse for den, der ikke ønskede at konvertere, kunne svækkes af princippet om "Favor Fidei", "til gunst eller fordel for Troen", som udvikledes i 1700-tallet under Pave Benedikt XIV (1740-1758). Og med tiden vandt dette princip efterhånden hver gang, da det var meget vanskeligt at tilbagevise. For Kirken var det vigtigt at udbrede troen og vigtigt at lede de vildfarne til den rette tro. Man forsøgte at have retfærdigheden og juraen på sin side og så helst, at de "vantro" konverterede af egen fri vilje. Til dette formål kunne propagandaen også betjene sig af løfter om bedre kår, økonomiske fordele og hjælp på andre måder. Mange velstillede og fromme borgere fra både mere almindelige familier og fra adelsfamilierne tilbød økonomisk hjælp, men også at stå fadder ved de store fælles dåbshandlinger, hvor konvertitterne fik et nyt kristent navn til deres nye kristne liv. Og det nye efternavn overtog de således fra deres faddere, for eksempel lod flere medlemmer af den jødiske familie Corcos sig døbe og tog navnet Boncompagni efter Pave Gregor XIII, som i egen høje person havde foretaget dåben, og rabbineren Joseph Zarfatì, som efter et møde med San Filippo Neri lod sig omvende og blev døbt i 1552 af Pave Julius III, fik derpå dennes efternavn Del Monte. Kirken Madonna dei Monti var særligt knyttet til disse dåbshandlinger, beliggende ved siden af Casa dei Catecumeni, hvor den der skulle konveretere blev undervist, og Collegio dei Neofiti, hvor de nykonverterede boede, og fra 1712 passet af Ordenen I Pii Operai, der netop missionerede blandt de "vantro". I denne kirke lod den tidligere Joseph Zarfatì, nu Giuseppe Del Monte, indrette et kapel viet til Maria Annunziata og her ligger han begravet. I kapellet er der også et gravmæle for Ugo Boncompagni, den tidligere jøde Samuel Corcos. Lederen af Kirken og de tilhørende institutioner var i 1700-tallet Tommaso Sergio af Ordenen I Pii Operai. Han var også pavelig rådgiver i sager med problematiske konverteringer og i 1750 blev han af Inkvisitionsdomstolen konsulteret i sagen om Isdrael fra Tivoli, som havde tilbudt sin hustru og deres fælles datter på en måned samt hendes 3 børn fra et tidligere ægteskab til dåb. Isdrael havde senere fortrudt og selv gjort sig usynlig, men det reddede ikke hans kone og børn fra en tvangsfjernelse. Læs mere om sagen her.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|