|
|
|
|
|
Det fjerde Jubelår i den Katolske Kirke blev året 1400, der både faldt 100 år efter det første Hellige År, der blev afholdt i år 1300, hvor Pave Bonifacius VIII indførte, at alle pilgrimme, der besøgte Rom i løbet af dette år, ville opnå fuldt aflad for alle deres synder ("indulgenza plenaria"). Dette år kaldte Paven for "Anno Centesimo di indulgenza" : "Hundredeåret for aflad". Og 50 år efter det såkaldte "II. Anno di Giubileo"="Det 2. Jubelår", som Pave Clemens VI berammede i 1350 med henvisning til i 3.Mosebog kapitel 25, hvor der blandt andet står: "Det halvtredsindstyvende år skal være jubelår for jer". Endelig kom det til at falde blot 10 år efter det seneste Jubelår, som blev holdt i 1390 med 7 års forsinkelse, idet Pave Urban VI grundet den lave gennemsnitlige levealder valgte at afkorte perioden mellem de Hellige År til 33 år - nemlig antallet af Jesu leveår. Med berammelsen af det "IV Anno di Giubileo" til år 1400 valgte Pave Bonifacus IX at følge de gamle 100-års og 50-års intervaller mellem de Hellige År. Året blev berammet af Bonifacius IX i de første måneder af 1399 med en bulle, som desværre er gået tabt (eller måske aldrig er blevet udstedt), og Jubelåret anses derfor af nogle for at være et ekstraordinært Helligt År. I bullen må der som sædvanlig have været fastsat begyndelses- og slutdag for det kommende Jubelår: den 24. December 1399 og den 24. December 1400. Desuden lod Paven flere kirker indgå i besøgsprogrammet, som pilgrimmene skulle overholde for at få aflad. Foruden de 4 basilica'er skulle de nu besøge San Lorenzo fuori le Mura, Santa Maria in Trastevere og Santa Maria ad Martyres i Pantheon. Sidst på året 1399 opstod der flere steder i Europa forskellige mindre grupper af de såkaldte "penitenti bianchi" ("bodsfærdige/angrende hvide") også kaldet "albati" efter de hvide kutter, som de bar, når de bevægede sig fra by til by syngende hymnen Stabat Mate og råbende "Misericordia; Pace" ("Barmhjertighed; Fred"). Bevægelsen startede i Provence og bredte sig til Spanien og Norditalien. Den bodsfærdige ikældte sig en hvid dragt med et rødt kors på ryggen og en hætte, der dækkede ansigtet. Eller gik med bar overkrop og piskede sig selv undervejs. Gruppernes ledere gik først bærende på et stort kors. Sådanne grupper af "flagellanter" (eller "selvpiskere") havde befolket vejene under Den Sorte Død i 1348-1349 og nu genopstod bevægelsen. Deltagerne talte om en forestående Dommedag - måske på grund af det tilstundende 100-års-skifte - og flere havde syn, hvor Jomfru Maria henvendte sig til dem og påbød dem at iklæde sig den hvide dragt og angre deres synder. Grupperne bestod både af kvinder, mænd og børn og for det meste bevægede de sig rundt fra by til by og fra kirke til kirke i lokalområdet i ni dage, hvorunder de hørte messe og gik til alters. I Maj 1399 var bevægelsen nået til Genova, hvor der også viste sig mirakler. Den bredte sig derpå mod syd og da den nåede til Rom, lod Paven Veronica's Svededug vise frem til de mange hvidklædte. Selve Jubelåret begyndte uden særlig ceremoni i slutningen af 1399 og der kom rigtig mange pilgrimme fra hele den katolske verden, selv de, der ellers adlød Modpaven i Avignon, rejste til Rom - trods Modpavens, den franske og den spanske regerings forbud. Lige fra starten af året strømmede de til, folk fra ethvert socialt lag, adelige og gejstlige, borgere og bønder - fra Frankrig, Spanien, Tyskland, England..... For at gøre Rom klar til den store tilstrømning lod Pave Bonifacius IX foretage flere arbejder for at udbedre infrastrukturen i byen. Vejene, både udenfor byen og melleml de kirker, som pilgrimmene skulle besøge, blev reparerede; der blev givet tilladelse til herberger og gæstgiverier. Og i et brev, som købmanden Francesco Datini fra Prato skrev den 28. Marts 1400, kan man læse den interessante meddelelse, at en "Hellig Dør" skulle være blevet åbnet i Kirken San Giovanni in Laterano. En dør, som ellers ikke havde været åben i 50 år. Og at den, der gik gennem denne dør 3 gange, ville få fuldt aflad. I de følgende måneder øgedes antallet af pilgrimme, men så kom sommeren og med den udbrød der et voldsomt anfald af pest i byen, og man talte hundredevis (kilder taler om 800) af døde om dagen. Da epidemien var kommet samtidig med de store pilgrimsflokke, kaldte romerne den "la pellegrina nera": "Den sorte pilgrim". Også andre ulykker indtraf i løbet af Jubelåret. Den 15. Januar brød Niccolò Colonna ind gennem Porta del Popolo med en skare bevæbnede folk og gik til angreb på Campidoglio. Og Paven måtte søge tilflugt i Castel Sant'Angelo, som han netop havde ladet reparere og befæste. Det lykkedes dog Senatoren Trevisano Zaccaria at slå angriberne tilbage, men der faldt mange på begge sider. Niccolò og Giovanni Colonna var tilhængere af Modpave Benedikt XIII i Avignon, der også havde en del støtter i Rom, men da angrebet var mislykkedes, måtte angriberne trække sig tilbage og Paven lod dem derpå lyse i band, mens 31 af deres støtter blev dømt til døden. Bonifacius sendte også en hær på 2000 mand under anførsel af Teobaldo Annibaldi efter dem, og flere af deres slotte blev ødelagt, inden de to parter sluttede fred kort før vinterens komme. Den 24. December 1400 sluttede Jubelåret.
Litteratur og links om Anno Santo 1400:
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|