|
|
|
|
|
Det femte Jubelår i den Katolske Kirke blev året 1423. Kun 23 år efter det sidste Jubelår i 1400, som af flere betragtedes som ekstraordinært Jubelår og derfor ikke skulle tælles med. Det forrige Hellige År faldt i 1390 og Pave Martin V lod dette ligge til grund for den næste periode på 33 år - antallet af Jesu leveår - og kom herved frem til at 1423 måtte være det nye Jubelår. Inden da havde der også været optræk til et ekstraordinært Jubelår i 1413, som den nyvalgte Pave Alexander V havde annonceret i en rundskrivelse den 15. Marts 1410. To måneder efter døde han imidlertid og det planlagte Hellige År blev ikke afholdt. Der er mange, der også har tvivlet på, at Jubelåret i 1423 rent faktisk blev afholdt. Der findes nemlig ikke nogen berammende bulle eller offentliggjort brev, der omhandler dette Jubelår. I det hele taget er oplysningerne om dette Hellige År meget sparsomme, men idag mener man, at Jubelåret 1423 trods alt var en realitet. I dette Hellige År var der særlig anledning til at glædes over, at "Det Store Skisma", som havde delt den katolske verden siden 1378 mellem flere forskellige Paver og Modpaver, valgt på samme tid men af forskellige grupper og på forskellige steder, nu var ophørt i 1417, hvor man var enedes om én valgt Pave, nemlig Martin V. Selvom Martin V måske ikke udsendte nogen officiel indkaldelse til Jubelåret, findes der dog to dokumenter, som han har udsendt i forbindelse hermed. Det drejer sig om tilladelser til henholdsvis Greven af Lithauen og 15 af dennes rådgivere (bullen "Praesenti anno Jubilei") og til en englænder til at afholde Det Hellige År i deres eget land og opnå aflad ved at følge de sædvanlige retningslinier herfor. Disse retningslinier findes heller ikke specielt omtalt i dokumenter fra dette år, men fra tidligere Jubelår ved vi, at det var normalt, at fastboende romere skulle besøge de 4 store basilica'er på 30 dage, der kunne være sammenhængende eller med intervaller, mens antallet af disse besøg var 15 for tilrejsende. I kirkerne skulle der høres messe, skriftes, angres og gives offergaver. Også under tidligere Jubelår havde Paverne tilladt udvalgte personer eller områder muligheden for at afvikle disse besøg lokalt mod at sende de sparede rejseudgifter og offergaverne til Rom. Ved årets begyndelse den 21. December 1422 indviedes samtidig den første særlige pilgrimsindgang, der fra Jubelåret 1500 kaldes Den Hellige Dør ("Porta Santa"), i Kirken San Giovanni in Laterano. Der omtales godt nok også en særlig Hellig Dør i Jubelåret 1390, men det lader til, at den først blev officielt indviet og anerkendt som en del af de Hellige År, ved Martin V's indvielse. Paven lod også udføre en medalje til minde om begivenheden. Selvom der nu var en særlig dør, som pilgrimmene skulle gå igennem, opnåede de dog også stadig aflad ved besøg i de 3 andre basilica'er: Peterskirken, San Paolo fuori le Mura og Santa Maria Maggiore. Desuden begyndte pilgrimmene nu også at opsøge katakomberne for at bede ved martyrernes grave. Det var især katakomben ved Kirken San Sebastiano på Via Appia, der var søgt. Her havde de to apostle Peter og Paulus' rester været opbevaret i en periode fra omkring 258, og her var 46 paver begravet, så stedet var af stor hellighed og muligheden for at opnå syndsforladelse her var meget stor, som den engelske pilgrim John Capgrave nogle år senere berettede i sin "Ye solace of pilgrimes" (2.bog, III). I Jubelåret 1423 kom der en del pilgrimme til Rom, men nogle bragte også uvelkomne "gæster" med sig: endnu en gang brød pesten ud og mange døde under epidemien. Mange pilgrimme kunne dog ikke komme frem, fordi der herskede krigstilstand mange steder i Norditalien mellem Firenze og Milano. Som tilfældet havde været i de tidligere Jubelår, var Rom præget af ødelæggelser, fattigdom og forfald. Den lange periode, hvor Paverne havde boet i Avignon, havde destabiliseret byens økonomi, ligesom de evige magtkampe mellem Kommunen, magtsyge adelsfamilier og Pavens repræsentanter havde drænet Rom for både kraft og penge. Nogle af Pave Martin V's første gerninger, efter at han i 1420 var ankommet til Rom, var derfor at iværksætte arbejder for at rette op på byens infrastruktur: nye eller udbedrede gader og veje, indsats mod tyve og banditter, forsøg på at få romerne til at udvise en mindre stridbar adfærd, restaurering af kirker og så videre. Alt sammen noget, som også pilgrimmene i Jubelåret nød godt af. Jubelåret sluttede den 24. December 1423.
Litteratur og links om Anno Santo 1423:
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|