Det første Hellige År i den Katolske Kirke var år 1300, hvor Pave Bonifacius VIII indførte, at alle pilgrimme, der besøgte Rom i løbet af dette år, ville opnå fuldt aflad for alle deres synder ("indulgenza plenaria").

De næste Hellige År blev afholdt med lidt forskellige intervaller, men da den spanske Kardinal Rodrigo Borgia var blevet Pave Alexander VI i år 1492, kunne han se frem til at skulle fejre Jubelåret 1500. Det var jo langt fra alle Paver, der havde denne mulighed for både at profilere sig selv, Pavedømmet og den katolske tro - og samtidig at fylde kirkekassen op med alt, hvad besøget af de store skarer af pilgrimme kastede af sig.

Da Jubelåret 1500 ud over at være et almindeligt hvert 25.år faldende Helligt År også var et såkaldt "Anno centesimo" ("hundredår"), var der yderligere grund til at fejre det og såvel Paven som hans tyske ceremonimester Johannes Burckhardt, der i Rom kaldtes Giovanni Burcardo, gik i tænkeboksen for at udfinde de mest højtidelige måder at helligholde året på.

Den 28. Marts 1499 udsendte Alexander VI så den bulle, der skulle bebude det kommende Jubelår: "Inter multiplices" (af nogle også omtalt som "Inter causas multiplices"). Denne dag var en Skærtorsdag og den Apostolske Protonotar Vito Gambara læste bullen op.

Den 20. December 1499 udsendte Paven endnu en bulle med titlen "Inter curas multiplices", der omhandlede vilkårene for at kunne modtage fuldt aflad under det kommende Jubelår. I to yderligere buller ("Pastoris aeterni" den 20. December 1499 og "Cum in principio" den 4. Marts 1500) gav han desuden skriftefædrene ved Peterskirken nogle særlige begunstigelser. (Skriftefædrene kaldtes "Penitenzieri" og de fik et nyt, stort palæ samme år, Palazzo di Penitenzieri, tæt ved Kirken).

I disse buller beskrev Paven som nævnt afladsvilkårene, som omfattede en række besøg ved byens 4 store basilica'er: 30 besøsg skulle der til for romerne selv, mens de udefra kommende pilgrimme kunne nøjes med 15 besøg.

Det var også Alexander VI, der indførte at der skulle være "Hellige Døre" ("Porte Sante Giubilari") i alle de 4 basilica'er, hvor det ellers tidligere kun havde fandtes en sådan i San Giovanni in Laterano. Kun ved at gå ind i kirkerne gennem disse døre, kunne pilgrimmene opnå aflad.

Og Paven fastlagde også et særligt ritual, der stadig bruges idag, til åbningen af De Hellige Døre ved Jubelårets begyndelse. Det er Paven selv, som står for åbningen i Peterskirken, hvor han slår 3 gange på den tilmurede dør med en fin, udskåret og ciseleret sølvhammer. De 3 slag henføres til Moses, der slog på klippen (her døren) og fik vandet til at rinde, så han kunne slukke folkets tørst. Og til Apostlen Peter, der i sit fængsel fik vandet til at rinde af en klippe, så han kunne døbe sine kammerater og fangevogtere. Vandet symboliserer dåben og det evige liv, mens klippen er Kristus. Og af dette vand vederkvæger pilgrimmene sig og renses, når de går over dørtærskelen og går fra det syndige liv ind i Guds hus. (Bernabei, s. 61 - se litt.note 2 nedenfor).

Giovanni Burcardo, der var med til at udforme ritualet, fortæller, at man, da man planlagde Jubelåret 1500, af kannikerne ved Peterskirken fik at vide, at der i Kirken var en såkaldt "porta aurea", en gylden dør, som kun blev åbnet hvert 100.år (det såkaldte "anno centesimo"). Denne dør skulle befinde sig i nærheden af Cappella della Veronica, som i den gamle Peterskirke lå ved indgangen til det yderste sideskib i højre side. Paven beordrede, at man skulle se efter en sådan dør, og man fandt da også en lille dør med adgang til Cappella del Volto Santo, hvor Veronica's svededug opbevaredes, men hvorvidt det virkelig var "porta aurea", kunne ingen sige. Paven besluttede derfor at opføre en ny og større "Porta Aurea" ved siden af den lille, gamle dør. Det blev så denne nye dør, som Alexander VI skulle åbne ved Jubelårets begyndelse. Desværre måtte det lille, mosaikudsmykkede Veronica-kapel lade livet ved denne lejlighed, ligesom alteret, hvor svededugen opbevaredes, blev flyttet.

Tre dage før Jubelårets begyndelse den 24. December begyndte alle kirkeklokker i Rom at kime, inden Paven med krone (kaldet "triregno" eller "tiara") og "piviale" (bispekåbe) og et tændt lys i ventre hånd, siddende i en bærestol, blev ført i procession til Peterskirken, fulgt af Kardinaler, Biskopper og Præster, der også bar tændte lys. I Kirkens porticus mødtes de af Kirkens korsangere, som fremførte en vekselsang, den såkaldte antifon. Paven bad en bøn og gik derpå hen til Den Hellige Dør, som allerede til dels var banket ned på alle tre sider af Kirkens håndværkere, og mens han sang versene fra ritualet ("Aperite mihi portas iustitiae. Introibo in domum tuam, Domine. Aperite mihi portas, quoniam vobiscum Deus" : "Åbn dørene til retfærdigheden for mig. Herre, jeg går ind i dit hus. Åbn dørene for mig, for Gud er med Jer"), bankede han tre gange med den særlige hammer på den resterende mur, der så faldt sammen. Herefter gik håndværkerne i gang med at fjerne resterne og sten og kalk, så Paven kunne gå gennem Døren og ind i Kirken, hvor han sagde messe.

På samme tidspunkt gentog Pavens legater ritualet i de 3 andre basilica'er: Kardinalen fra Lissabon i San Giovanni in Laterano, Kardinal Orsini i Santa Maria Maggiore og Ærkebiskoppen af Ragusa Giovanni Borgia (?) i San Paolo fuori le Mura.

Fire munke eller præster fra Peterskirken bevogtede den nye "Porta Santa", som var åben døgnet rundt i det følgende år.

Den 24. December 1500 forestod Paven ritualet med lukningen af Den Hellige Dør og afslutningen af Det Hellige År. Efter en højtidelig messe i Peterskirken gik Kardinaler, Biskopper, præster, munke og pilgrimme gennem døren. Paven var den sidste, der gik igennem og derpå velsignede han kalken og murstenene, lagde 3 gange kalk på dørtrinet, og derpå 3 mursten samt en guldmedalje og en sølvmedalje som symbol på Det Himmelske Jerusalem, hvis porte var smykket med ædelstene. Herefter begyndte håndværkerne at mure døren til. De startede med hjørnestenen, som kaldtes Kristus som tegn på genopbygningen af Herrens Hus. Når Porta Santa var tilmuret, kom den så til gengæld til at repræsentere den barriere, som mennesket rejser mellem sig selv og Gud med sine synder - i forventningen om tilgivelse ved det næste Hellige År.

Den pudsede og enkle væg stod så til næste Jubelår. Dog udsmykket med et kors.

Paven satte også en del større arbejder i gang, for at Rom skulle kunne rumme og servicere de mange pilgrimme, som man forventede til byen. Den gamle adgangsvej til Peterskirken, "Borgo Vecchio", blev erstattet af en ny, lige vej, kaldet "Via Alessandrina" (senere "Borgo Alessandrino", "Via Recta og derpå "Borgo Nuovo")", som gik fra Castel Sant'Angelo til Kirken. Til dette formål måtte man nedrive flere gamle huse, der lå mellem "Borgo Vecchio" og "Borgo Sant'Angelo", og det samme gjaldt det antikke monument kaldet "Meta Romuli". Den nye gade blev 450 meter lang og kunne indvies af Alexander VI selv den 24. December 1499. Samtidig lod Paven lukke de andre tilstødende gader for at sikre, at alle brugte den nye vej til Peterskirken.

Der måtte også tænkes på sikkerhedsforanstaltninger mod det røver-uvæsen, der for eksempel huserede på Via Cassia, hvor bander af familien Corsi's folk ernærede sig ved at røve fra de gennemrejsende. Det Pavelige Politi søgte at dæmme op herfor ved at hænge bandelederen og udstede en landflygtighedsdom for familien Corsi og dens ansatte, som herefter hverken måtte betræde Roms eller Pavestatens jord.

Der blev planlagt muligheder for logi og forsyninger til de tilrejsende. Nye "ospizi", herberger og barmhjertige stiftelser blev åbnet, og der blev indkøbt større mængder af forråd.

Selvfølgelig måtte også mange af Roms kirker restaureres, inden Det Hellige År begyndte. Paven lod Santa Maria Maggiore forsyne med et nyt forgyldt træloft, men også andre kirker blev tilgodeset, blandt andre Trinità dei Monti, Santa Maria di Monserrato, Santa Maria dell'Anima, Santa Maria in Camposanto dei Teutonici, Santa Maria della Pace, Sant'Agostino og San Giacomo degli Spagnoli, der blev udvidet og fik ny facade ud mod Piazza Navona. I løbet af Jubelåret fuldendtes desuden byggeriet af Kirken San Pietro in Montorio.

Desværre blev forventningerne om de mange pilgrimme ikke opfyldt. Den politiske situation i Europa var ikke stabil og holdt mange fra at begive sig ud på den lange og farefulde pilgrimsfærd. Dog kom der mange spaniere til byen, hvor deres landsmand var Pave. Slutningen af året blev iøvrigt præget af en voldsom oversvømmelse af Tiberen på Borgo-området i dagene 3.-5.November.

Det Hellige År afholdt ikke Paven og hans søn, Cesare Borgia, fra at føre krig og på andre måder opføre sig meget lidt fromt. I Februar indtog Cesare byerne Imola og Forlì og afholdt derefter et sandt triumftog i Rom i karnevalstiden med blandt andet et æselsvæddeløb på den nye Via Alessandrina. I Juli lod Cesare sine lejemordere angribe svogeren Alfonso di Bisceglie, der dog slap levende fra attentatet - for at dø under det næste forsøg i August samme år, hvor Cesare også jog Giovanni Sforza ud af Pesaro. At Paven også udstedte flere dødsdomme er måske mere forståeligt, da der blandt de dømte både var "gademordere" og folk, der havde røvet og myrdet pilgrimme.

 

Litteratur og links om Anno Santo 1500:
Bernabei, Roberta: Roma nel Giubileo. Rizzoli, 1998.
- side 59-63, 84-86.
Caporilli, Memmo: I Papi, I Concili Ecumenici, I Giubilei, Anni Santi: storia e immagini. Trento, Euroedit, 6.edizione, 1999.
- side 116.
Rendina, Claudio: I Papi, storia e segreti. Newton Compton editori, 5.ed., 1990.
- side 604.
Rendina, Claudio: Roma, giorno per giorno : la cronologia della Città Eterna dalla fondazione, 753 a.C., ad oggi attraverso eventi politici, fenomeni religiosi e sociali, personaggi e manifestazioni, feste e curiosità. 1.ed. Roma, Newton Compton editori, 2008. (Quest'Italia. Collana di storia, arte e folclore, 354).
- side 359-360.
Vatikanet: Storia del Giubileo 1500 Anno Santo e Rinascimento / a cura di Mario Sensi.