Familien Acilii Glabriones var en fin gammel romersk familie, som vi kender både fra litteraturen og fra forskellige arkæologiske fund. De kendes fra det 2.århundrede før Kristus og i hvert fald op til 2.århundrede efter Kristus.

Gaius Acilius var politiker og historiker og levede i det 2.århundrede før Kristus. Han nævnes af Cicero i værket De Officiis III, 115.

I 191 før Kristus var Manius Acilius Glabrio konsul og erobrede Makedonien i slaget ved Thermopylæ. Han byggede Tempio della Pietà i Rom på vestsiden af Foro Olitorio, det er idag inkorporeret i Kirken San Nicola in Carcere. Hans søn lod opføre en rytterstatue i forgyldt bronze for sin fader (den første af den art i Rom), denne fandt Valadier basen af i 1808 nedenfor Templets trappe. Den blev nedgravet igen, da man byggede videre i området.

Familien Acilii Glabriones ejede i tiden omkring slutningen af Republikken et landsted Horti Aciliorum på Monte Pincio, det strakte sig fra nutidens Trinità dei Monti til Villa Borghese og på grunden lå en stor villa imellem udstrakte haver.

I år 91 efter Kristus var Manius Acilius Glabrio konsul sammen med den senere Kejser Trajan og i år 95 blev han først sendt i eksil og derpå dømt til døden af Kejser Domitian som mistænkt for at have deltaget i et komplot. Manius Acilius Glabrio bekendte sig til Kristendommen og det fortælles, at Kejseren forlangte, at han skulle kæmpe mod en løve og to bjørne i amfiteatret ved Kejserens villa i Alabano. På samme tidspunkt som Glabrio blev også Kejserens slægtninge Clemens og Domitilla anklaget for at være kristne. Manius Acilius Glabrio blev henrettet under eksilet på et for os ukendt sted. Mange andre medlemmer af hans familie og husholdning var imidlertid også kristne, som det kan ses i familiens gravsted "Cripta degli Acilii", som man har fundet ved Via Salaria lige ved Catacombe di Priscilla under "Monte delle Gioie". Dette udgravedes i 1888 og man fandt her et rum udsmykket med fresker og fragmenter af marmorsarkofager med indskriften "Acilio Glabrioni Filio", "Manio Acilio...", "Priscilla (hustru til Manis Acilius)", "Acilio Rufino", "Acilio Quintiano", "Claudio Acilio Valerio". Her var også et lille kapel for enden af krypten.

Den kristne senator Pudens var også af slægten Acilii Glabriones. Pudens levede også i det første århundrede efter Kristus og ejede et hus ved Vicus Patricius, nutidens Via Urbana, hvor han for en periode husede San Pietro, mens denne var i Rom. På stedet ligger idag Kirken Santa Pudenziana. Pudens havde ifølge legende flere børn, sønnerne Novatus og Timotheus og døtrene Praxedis og Pudentiana. Der hersker imidlertid nogen usikkerhed om, hvorvidt disse søskende alle har været historiske personer, Timotheus og Praxedis menes at have levet, mens Novatus og Pudentiana, måske er "opfundne" af legenden på basis af nogle ordsammenfald.

Pudens' søn Timotheus var elev af apostlen Paulus.

Fra år 107 efter Kristus kender vi en omtale af et andet familiemedlem, Lucius Valerius Pudens, der som 13-årig vandt en offentlig konkurrence i latinsk poesi. Den unge mand var søn af en anden Lucius Pudens.

Omkring år 222 efter Kristus levede Gaius Marius Pudens Cornelianus, som var ejer af det hus på Aventin, hvor Kirken Santa Prisca ligger idag. Det ejedes i det 1.århundrede af det kristne ægtepar Aquila og Prisca. Huset og ægteparret omtaler Paulus i sine breve.

Litteratur om Familien Acilii Glabriones:
Lanciani, Rodolfo Amedeo: Roma pagana e cristiana. Newton & Compton Editori, 2004.
- side 12ff., 101ff, 254.