|
|
Ifølge traditionen havde den kristne romerske senator Pudens af den fine romerske familie Acilii Glabriones et hus ved gaden Vicus Patricius, den nuværende Via Urbana. I dette hus, som stammede helt tilbage til det 2.århundrede før Kristus, boede som gæst San Pietro på et tidspunkt, mens han var i Rom, og her holdt de kristne måske nogle af deres første møder. Vicus Patricius var en af de finere gader i Rom på den tid og her lå mange rige og flotte beboelseshuse og villaer, samt mange mindre private badeanstalter. På et tidspunkt (omkring år 145) indrettede man et sådant privat termeanlæg i Pudens' hus. Traditionen fortæller, at det var en af senatorens sønner, som lod det anlægge og at det fik navn herefter og kaldtes Novatus' Termer. Man har faktisk fundet rester af et romersk hus fra sidste halvdel af det første århundrede efter Kristus, hvori der på et senere tidspunkt (i første halvdel af det 2.århundrede) var indrettet et lille termeanlæg, under Kirken Santa Pudenziana, som fortælles at være indrettet i et af termerummene og senere udvidet og ombygget derover. Ellers kan det godt være lidt svært at få de historiske facts til at passe med traditionen, som også fortæller, at Pudens udover sønnen Novatus havde sønnen Timotheus (Termeanlægget kaldes også nogle gange Timoteus' Termer) og døtrene Praxedes og Pudentiana (på italiensk Prassede og Pudenziana). Hverken Novatus eller Pudentiana menes at have levet, historien om Novatus er måske opstået af termeanlæggets navn, som igen er opstået fordi Modpave Novatian og hans tilhængere mødtes her. Og den ret sene legende om Pudentiana er måske afledt af udtrykket "Ecclesia Pudentiana" ("Kirken (tilhørende) Pudens"). Praxedes derimod har muligvis levet og til hende er den nærliggende Kirke Santa Prassede i Via di Santa Prassede viet. Og Timotheus har været elev af Apostlen Paulus. Resterne af Domus Pudentis kan ses under Kirken Santa Pudenziana, hvis man går gennem en dør i venstre side af Cappella Caetani, hvor en trappe fører ned til krypten og videre ned til ruinerne, der ligger 9 meter under Kirkens gulv. Her ligger resterne af det gamle hus og de fundamenter, der blev lavet, da man byggede termebygningen ovenpå huset. Af huset kan man se 6 kvadratiske værelser på hver ca 25 kvadratmeter med krydshvælvet loft i ca.4 meters højde. Ovenover er der en førstesal med de samme rum, men de er ikke så høje, for man har bygget gården foran Kirken ind i dem. Nogle 16 meter lange støttemure, der er 4 meter brede og 7 meter høje bærer gulvet til termeanlægget, som lå 1,5 meter under det nuværende kirkegulv. Rundt omkring kan man se rester af mosaikgulv, især er der nogle meget specielle mosaikker i en teknik, kaldet "lithostraton", hvor der mellem mosaikstenene er anbragt marmorstykker i forskellige kulører. Murene er opført i "opera reticolata". Man kan også se rester af vandrør fra termeanlægget og i loftet i en af gangene mellem støttemurene er der en fresko fra det 9.århundrede forestillende San Pietro mellem Santa Prassede og Santa Pudenziana. Mellem figurerne står helgennavnene "Sca Praxsede - Scs Petrus - Sca Potentiana". Blandt ruinerne har man fundet teglsten med stempler fra Vespasian's og Septimius Severus' tid (69-79 og 193-211). Desværre er udgravningerne normalt ikke åbne for besøgende. |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|