Kort før 1216 grundlagde Kardinal Giovanni Colonna et lille herberg og hospital for fattige og syge pilgrimme på en grund i nærheden af Kirken Santi Marcellino e Pietro. Den nye institution blev viet til Sant'Antonio og derfor kaldt Ospedale di Sant'Antonio, Ospedale dei Santi Marcellino e Pietro eller Ospedale dei Santi Pietro e Marcellino. På grund af den korte afstand fra Lateran-komplekset fik Hospitalet også tilnanvet "iuxta Lateranum" : "tæt på Lateranet".

I spidsen for den nye institution satte Kardinalen muligvis allerede da de 12 ledere af det religiøse broderskab Compagnia dei Raccomandati del Salvatore. Og her fik San Francesco d'Assisi husly, da han i en periode efter 1210 opholdt sig i Rom for at få godkendt sin klosterregel for munkene "i frati minori" ("de mindre brødre", "Franciskaner-munkene") af Pave Innocens III, og her modtog han Pavens sendebud.

Giovanni Colonna's grandnevø Pietro Colonna, der ligeledes var Kardinal, var yderst gavmild overfor onklens stiftelse og donerede store summer dertil. Han overgav ledelsen af Hospitalet til det religiøse broderskab Confraternita dei Raccomandati del Salvatore, som måske først blev oprettet i 1276.

Armellini (se litt.note 1) anfører, at der stadig findes rester af den gamle bygning inde i den del af nutidens Hospital San Giovanni, som på hans tid kaldtes Sant'Andrea og var en del af kvindehospitalet, Ospedale delle Donne, som ligger på grunden mellem Santi Marcellino e Pietro og Piazza di San Giovanni.

I 1338 var Ospedale di Sant'Antonio imidlertid blevet for lille og for faldefærdigt til sit formål og Broderskabet begyndte at tale om at bygge et nyt hospital. Man erhvervede derfor af Laterankirken et stykke jord på den anden side af Pladsen ud til Via di Santo Stefano Rotondo og overfor udmundingen af Via dei Santi Quattro og buen Arco di Basile, en del af akvædukten Acquedotto Neroniano.

Der gik dog en del år, hvor der ikke rigtigt skete mere, men et voldsomt pestudbrud i 1348 blev årsagen til, at man omsider skred til værket. Perioden var en svær tid for Rom, der i disse år var uden Pave, da denne residerede i Avignon siden 1309 (og ikke kom til at vende tilbage før 1377). Selvom Paven havde repræsentanter i byen, var denne for en del overladt til sig selv. Administrationen haltede, adelsfamilierne stredes om magten og en republikansk borgerbevægelse under Cola di Rienzo ligeså.

Compagnia dei Raccomandati del Salvatore fortsatte dog deres virke og sygepleje under de urolige forhold og købte af Novelli-familien et hus ved Via dei Santi Quattro, som de lod rive ned for at bygge deres nye hospitalsbygning. Da der på den erhvervede grund lå en lille gammel kirke, eller måske blot et kapel, viet til San Michele Arcangelo, blev det nye hospital viet til samme helgen og kaldet Ospedale di San Michele eller Ospedale dell'Angelo Michele.

Ifølge Armellini (se litt.note 1) havde det gamle Ospedale di Sant'Antonio tilknyttet en lille kirkegård, som lå ud til Via di San Giovanni in Laterano. Det skulle være den kirkegård, som senere blev benyttet af Ospedale delle Donne indtil man forbød begravelser i den indre by.

Litteratur om Ospedale di Sant'Antonio iuxta Lateranum:
(1) Armellini, Mariano: Le Chiese di Roma dal secolo IV al XIX / di Mariano Armellini. Pubblicato dalla Tipografia Vaticana, 1891. (Internetudgave - også på engelsk!)
- side 112-113.
Canezza, Alessandro e Mario Casalini: Il Pio Istituto di S. Spirito e Ospedali Riuniti di Roma. Roma, 1933.
- side cxxiii.
Guide Rionali di Roma : Rione I - Monti. --- Parte I. A cura di Liliana Barroero. Roma : Fratelli Palombi Editori, 1982.
- side 88, 90.
Medioevo.roma: Ospedale Lateranense.