|
|
|
|
Satyrus, den senere helgen San Satiro, var broder til Biskop Ambrosius i Milano (Sant'Ambrogio) og søsteren Marcellina, der blev nonne og ifølge legenden indrettede deres fædrene hjem i Rom til Kloster. (Da den ejendom, som legenden udpeger, ligger på det sted, hvor der i Antikken stod et Tempel for Hercules og Muserne; og da dette Tempel menes at have været i funtion også i 400-tallet, må beretningen desværre afvises som fiktion). Satyrus var antagelig født i 330 eller 332 i Norditalien i byen Trier (på italiensk: Treviri) ligesom sine søskende, der var født omkring 327 og 335-340. Hans fulde navn var tilsyneladende Uranius Satyrus. Navnet på hans fader, der dengang var Præfekt over Gallien, kendes ikke. Da Ambrosius var barn, døde deres fader og moderen tog derpå omkring 354 børnene med sig til Rom, hvor legenden altså vil, at de levede i et hus nord for Circus Flaminius. I Rom studerede Satyrus jura og retorik ligesom sin broder og de begyndte begge en karriere indenfor Rigets administration for derefter at blive udsendt som Guvernører i provinserne. Ambrogio kom til Milano som Guvernør over Aemilia og Liguria. Hvortil Satyrus blev udsendt, vides ikke. Efter at Ambrosius i år 374 blev valgt til Biskop i Milano og Marcellina var rejst dertil for at hjælpe og støtte ham, opgav Satyrus sit embede og drog også til Milano for at aflaste broderen i at bestyre provinsen. I 377-378 kunne Satyrus således løse et problem med en via Prosperus, som havde tilegnet sig nogle penge, der ikke tilkom ham. I forbindelse hermed måtte Satyrus imidlertid foretage en rejse til Afrika og på hjemvejen blev det et voldsomt uvejr og hans skib var ved at forlise. Satyrus var på dette tidspunkt endnu ikke døbt efter tidens sædvane med at udskyde dette til et modent og sent tidspunkt i livet (Ambrosius blev for eksempel først døbt, efter at han var blevet valgt til Biskop). For ikke at dø uden sakramentet, bad Satyrus om at få et stykke af alterbrødet og bandt dette rundt om halsen, da han sprang i vandet. Således frelste han sig ind til Sardiniens kyst og skyndte sig herefter at finde en præst, der kunne døbe ham. Det lader til, at Satyrus på Afrika-rejsen havde pådraget sig en sygdom, som efter hjemkomsten til Milano blussede op og førte til hans død i år 378. Marcellina og Ambrosius sørgede meget over deres broder og lod ham begrave i kapellet for San Vittore in Ciel d'Oro i den kirke, som Ambrosius havde ladet bygge i Milano: Basilica Ambrosiana (Basilica di Sant'Ambrogio). Senere blev Satyrus' jordiske rester flyttet sammen med San Vittores til en ny Kirke viet til denne helgen: San Vittore in Corpo. Det er dog usikkert, at dette har sin rigtighed, da man i 1941 afsluttede en undersøgelse af de knogler, der findes i Basilica Ambrosiana, med den konklusion, at de havde tilhørt en 40-årig mand af stor lighed med Ambrosius. Fra 1980 ligger disse, som antages at være Satyrus' knogler, i en krystalkiste i det første kapel i højre side af Basilica Ambrosiana. Nogle relikvier af Santa Marcellina, Sant'Ambrogio og San Satiro opbevares i Rom i en urne på det første alter i højre side i Kirken Sant'Ambrogio della Massima. San Satiro-kulten kendes fra 900-tallet og frem. Helgenens festdag er den 17. September. San Satiro er beskytter af sakristanerne i Milano, valgt på grund af hans særlige kærlighed til sakramentet og hans stilling som støtte og hjælper til sin broder Biskoppen.
Litteratur om San Satiro: |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|