ANNAS ROM GUIDE
Santa Marcellina - helgeninde

4 århundrede efter Kristus

Marcellina var en ugift kvinde, som tog sløret i år 353 og ifølge legenden indrettede sit fædrene hjem ved nutidens Via di Sant'Ambrogio til Kloster.

Marcellina var født i Norditalien, antagelig i Milano eller Trier, som datter af Præfekten over Gallien. Hun var søster til Ambrosius, den senere helgen Sant'Ambrogio og endnu en broder: Satyrus, som også blev helgen: San Satiro.

Ambrosius var født i perioden 335-340 og Marcellina har antagelig været lidt ældre, måske fra omkring år 327. Da Ambrosius var barn, døde deres fader og moderen tog derpå omkring 354 børnene med sig til Rom, hvor legenden altså vil, at de levede i et hus nord for Circus Flaminius. Da den ejendom, som legenden udpeger, ligger på det sted, hvor der i Antikken stod et Tempel for Hercules og Muserne; og da dette Tempel menes at have været i funtion også i 400-tallet, må beretningen desværre afvises som fiktion.

Men givet er det, at familien boede i Rom i en længere periode og at Ambrosius fik sin uddannelse i jura og retorik her, hvorefter han fik ansættelse ved den kejserlige administration hos Præfekten for Prætorianergarden.

I år 353 tog den stadig jomfruelige Marcellina som nævnt sløret, som hun modtog af Pave Liberius' hånd i Peterskirken den 25. December. I anledning af denne højtidelighed holdt Paven en tale, som Ambrosius skrev ned.

Marcellina levede derefter et tilbagetrukket liv i bøn og Bibellæsning, samt godgørende virksomhed. Hendes broder Ambrosius blev i 370 udnævnt til Guvernør i Milano og flyttede dertil, hvor han 4 år senere blev valgt til byens Biskop. Han døde i 397, mens Marcellina overlevede ham og kunne derfor berette mange detaljer om hans barndom til hans biograf Paolino da Milano.

Marcellina og Satiro rejste sammen med kvinderne fra Marcellinas Kloster til Milano efter 374 for at støtte Ambrosius. Her indrettede Marcellina atter et Kloster til sig og sine "søstre". Marcellina døde i Milano den 17. Juli - måske allerede nogle måneder efter Ambrosius, måske først i år 400 - og hun blev begravet i den kirke, som hendes broder havde ladet bygge i denne by: Basilica Ambrosiana. Her kan man se hendes gravsten i Kirkens krypt, hvor også resterne af Ambrosius befinder sig.

I 1812 blev Marcellinas jordiske rester, som fra 1722 havde værer midlertidigt opbevarede i Kirken sakristi, påny begravet i et kapel, som blev viet til hende.

Santa Marcellinas festdag er den 17. Juli.

Nogle relikvier af Santa Marcellina, Sant'Ambrogio og San Satiro opbevares i Rom i en urne på det første alter i højre side i Kirken Sant'Ambrogio della Massima.

 


Litteratur om Santa Marcellina:
Cerinotti, Angela: Atlante della storia della Chiesa: santi e beati di ieri e di oggi. Demetra, 1999.
- side 80.
Pierrard, Pierre: Dizionario dei nomi e dei santi. Gremese editore, 2003.
- side 147.
Sicari, Giovanni: reliquie Insigni e "Corpi Santi" a Roma. Monografie Romane no. 12. A cura dell'Alma Roma, 1998.
- side 12.
Catholic Encyclopedia: St.Ambrose.
Santi e Beati: Santa Marcellina Vergine.
Wikipedia (engelsk tekst): Ambrose.
Wikipedia (italiensk tekst): Sant'Ambrogio.
Wikipedia (tysk tekst): Ambrosius von Mailand.

Turforslag
Steder
Seværdigheder
Personer
Fotogalleri
Bykort
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 23.5.2015