|
I denne Kirke, som idag kaldes Santa Francesca Romana, opbevaredes et helligt Madonna-billede, som mentes malet af evangelisten Lukas, og dette billede gjorde særligt indtryk på den unge Francesca, som ofte ledsagede sin moder til Kirken og her kunne sidde og betragte det, mens Jacovella skriftede og modtog nadveren.
Francesca voksede op mere og mere knyttet til sin religion og da hun yderligere fik sin egen skriftefader blandt præsterne i Santa Maria Nova, voksede hendes ønske om at kunne henleve sit liv i Guds tjeneste i et kloster.
En sådan skæbne var dog ikke, hvad hendes fader havde tiltænkt hende. Han forestillede sig hende vel gift med en god og velhavende ægtemand og et stort og fint hus fuldt af glade børn, hans børnebørn, som kunne bringe familiens navn og ry videre. Han havde derfor tidligt truffet aftaler om et kommende ægteskab og Francescas skriftefader, Padre Antonello, overtalte den unge pige til at følge den faderlige vilje.
Som 12-årig blev Francesca derfor gift med den velhavende og adelige Lorenzo de' Ponziani fra Trastevere. Brudgommen bragte sin unge brud til familiens ejendom i Via dei Vascellari nr.61, som dengang havde navnet Contrada di Sant'Andrea degli Scafi eller Contrada dei Boccalari a Ripa. Bygningen er gennem århundrederne blevet ændret mange gange, men der eksisterer dog stadig den store kælderetage, samt i stueetagen et rum med kassetteloft, som stammer fra 1400-tallet, så det er næsten muligt at forestille sig, hvordan Francesca har levet her.
Alt var dog ikke fryd og gammen, da ægteskabet jo ikke var Francescas eget valg, og hun derfor havde svært ved at føle sig hjemme i de nye rammer og indordne sig i en ny familie, som udover Lorenzo også bestod af hans fader Andreozzo Ponziani, hans moder Cecilia Mellini, samt svogeren Paluzzo der var gift med Vannozza De Felicibus. Desuden pinte det hende konstant, at hun havde fornægtet sit religiøse kald. Den unge pige henfaldt i melankoli og udviklede en spisevægring, der trods familiens forsøg på hjælp til sidst truede hendes liv. Indtil hun den 16. Juli 1398 i en drøm så Sant'Alessio, der sagde til hende: "Du må leve videre ... Herren ønsker at du skal leve for at forherlige hans navn."
Denne drøm blev et vendepunkt i Francescas liv og straks næste morgen gik hun sammen med sin svigerinde Vannozza op på Aventin, til Sant'Alessio's Kirke, for at takke helgenen og Gud. Herefter accepterede hun sit liv og dets vilkår og kom til at holde af både familien og sin mand, med hvem hun kom til at leve et eksemplarisk ægteskab i 40 år.
Da Francesca var 16 år, fik hun sit første af ialt 3 børn, som desværre ikke alle fik et langt liv.
Udover sine pligter i familien, som sikkert blev afhjulpet af en skare tjenestefolk, begyndte Francesca nu sammen med svigerinden Vannozza at gå rundt i byen for at besøge de fattige og syge, for at hjælpe, trøste og give almisser.
Forholdene i Rom i disse år var ikke for gode. Udover det pavelige schisma og pavestolens dårlige økonomi blev Rom ikke mindre end 3 gange indtaget - og derpå i mere eller mindre grad plyndret - af de tropper, som Kongen af Napoli, Ladislao di Durazzo (Vladislav af Neapel / Ladislaus af Napoli), sendte til byen. Hvor der desuden var idelige gadekampe mellem tilhængere af de forskellige partier. Alle led under disse forhold og her fandt Francesca sit kald i at lindre lidelserne, hvor hun kunne.
I 1401, da Francesca altså var 17 år gammel, døde hendes svigermoder og svigerfaderen Andreozzo Ponziano overlod herefter husholdningen til sønnens kone - trods det at hun kun var en stor pige. Dette indebar, at Francesca fik nøgler til, rådighed over og ansvar for både fadeburets indhold, høladen, brødkornet og kældrene, hvor alsken fødevarer opbevaredes. Ponziani-familien var oprindeligt slagtere, som efterhånden havde vundet sig rigdom og opkøbt huse og godser udenfor byen. De beholdninger, som Francesca nu fik rådighed over, var altså ikke ganske små, og hun greb da lejligheden til at mangedoble sin hjælp til de trængende. I løbet af kort tid var forsyningerne næsten væk og svigerfaderen tænkte, at han hellere måtte få sine nøgler igen. Alligevel lykkedes det Francesca og Vannozza, samt deres trofaste hushjælp, at få taget det sidste mel for at hjælpe en sultende familie.
Nu var Ponziani-familiens forråd væk og kældrene var tomme - men så skete miraklet: pludseligt var alt fyldt op igen - og Andreozzo overlod atter nøglerne til Francesca.
Herefter indså Francesca, at det var formålet med hendes liv, at hjælpe og lindre nøden, hvor hun kunne. Og ved miraklets hjælp havde også Ponziani-familien indset det samme, så da Francesca bad om Lorenzo's tilladelse til at sælge sit fine tøj og sine smykker for at bruge pengene på de nødlidende, satte han sig ikke imod hendes ønske.
Fremover klædte Francesca sig kun i en kjole af groftvævet stof, i hvilken hun travede rundt i de smalle og snavsede gader med sin nødhjælp og trøst. Hun blev således kendt og beundret i hele Trastevere-kvarteret og efterhånden begyndte første enkelte og snart efter også små grupper af kvinder at følge hendes eksempel.
For at få fødevarer nok til de mange sultne begyndte Francesca og hendes tilhængere at opdyrke en mark udenfor byen i nærheden af San Paolo Kirken, hvorfra de hentede frugt og grøntsager, som de på æselryg bragte ind til byen, hvor Francesca personligt sørgede for uddelingen til de mest trængende.
Efter en tid døde Francescas svigerfader Andreozzo og Francesca fik et nyt ansvar lagt på sine skuldre. Andreozzo de' Ponziani havde allerede i 1391 grundlagt et lille hospital, Ospedale del Santissimo Salvatore, i en ubrugt fløj af den gamle kirke Santa Maria in Cappella, som lå få skridt fra familiens hjem. Opsynet med dette hospital og de syge og trængende her blev nu også en del af Francescas hverdag.
De mange tiltag krævede mange penge og her så Francesca sig ikke for god til ved kirkedørene at bede om almisser til sit arbejde. Mange af hendes standsfæller betragtede hende som en særling og galning, andre gjorde nar af hende, men det rørte hende ikke, da hun med sig selv vidste, at hun udførte Guds vilje. I dette blev hun bekræftet ved indimellem at få åbenbaringer, som hun fortalte til sin skriftefader, der nu var Giovanni Mariotti, sognepræst ved Kirken Santa Maria in Trastevere.
Santa Francescas åbenbaringer og syn, som blev trofast nedskrevet af præsten og trykt i 1870, omfattede også beretninger om kampe mod Djævelen, samt åndelige rejser til Helvede og Skærsild.
Efterhånden opfattede mange Francesca, som de kaldte "la poverella di Trastevere" ("den fattige pige i Trastevere"), som en helgeninde og der begyndte at ske mirakler omkring hende.
I 1409 var Lorenzo de' Ponziani leder af de pavelige tropper i en af de mange kampe mod Ladislao di Durazzo, som bekæmpede pavevalget af Alexander V. I dette slag blev Lorenzo alvorligt såret og vendte hjem som delvist lammet. Den 25-årige Francesca havde nu også en handicappet mand at pleje.
I 1410 blev Ponziani-familiens hus i Via dei Vascellari plyndret og alle deres ejendele blev konfiskeret som følge af deres tilknytning til Alexander V. Den lamme Lorenzo måtte flygte for at undgå Kong Ladislao's hævn, mens sønnen Battista blev taget til fange og holdt som gidsel.
Samme år blev Rom ramt af en stor pestepidemi og Francesca kunne naturligvis ikke lade være med at hjælpe også her. Hun lod de sygdomsramte bringe til sit hus for pleje, og naturligvis blev familien også smittet, men medens hun selv kom igennem epidemien med helbredet i behold, døde 2 af hendes 3 børn, Agnese og Evangelista. Det var sønnen Battistas held, at han tilbragte den tid som gidsel hos Konge Ladislao, og Lorenzos held, at han var borte fra byen, mens sygdommen hærgede. De kunne derfor begge to senere vende tilbage til deres hjem.
Men ingen prøvelse kunne hindre Francesca i at udføre og udleve sit kald. Hun hjalp stadig utrætteligt de fattige, nødlidende og syge, og samtidig begyndte hun at være åndelig leder af en gruppe kvindelige tilhængere, som hjalp hende med alle gøremålene og hver uge mødtes i Kirken Santa Maria Nova.
Her foreslog Francesca, at de skulle danne et kvindeligt lægbroderskab viet til Jomfru Maria. De skulle dog stadig blive boende i deres hjem, men love at leve efter de klosterlige dyder og bruge deres liv på de fattige. Den 15. August 1425 aflagde 11 af Francescas tilhængere et løfte om at leve efter de forannævnte regler i en forening med navnet "Oblate Olivetane di Maria".
Med tiden ønskede gruppen at have en fælles bopæl, hvor de kunne leve en klosteragtig tilværelse. Francesca erhvervede derfor et lille hus i nærheden af Kirken Sant'Andrea dei Funari og i Marts 1433 kunne søstrene flytte ind her i det såkaldte "Tor de' Specchi". Den 21. Juli samme år godkendte Pave Eugen IV broderskabet "Oblate della Santissima Vergine", som senere kom til at hedde "Oblate di Santa Francesca Romana".
Francesca selv blev imidlertid boende i huset i Via dei Vascellari, hvor hun plejede sin lamme ægtefælle, men efter hans død i 1436 overlod hun den 21. Marts Palazzo Ponziani til sønnen Battista og dennes hustru Mabilia de' Papazzurri og flyttede ind i Monastero a Tor de' Specchi.
Francesca tilbragte sine sidste 4 år i dette kloster, men kort før sin død flyttede hun tilbage til Palazzo Ponziani for at pleje Battistia, der var blevet alvorligt syg. Efter en kort tid kom Battista sig, mens Francesca blev svagere og svagere og den 9. Marts 1440 døde hun her. Hendes afsjælede legeme blev lagt på lit-de-parade i 3 dage i Santa Maria Nova, hvor det meste af Rom defilerede forbi for at sige farvel til deres hjælper og beskytterinde, kærligt omtalt med diminutiverne Ceccolella eller Franceschella. Hun blev begravet den 12. Marts 1440 under højalteret i denne kirke, der senere tog navn efter hende.
Hendes skelet ligger idag i en glaskiste under alteret i krypten. Dette nye gravsted blev opført efter Francescas helgenkåring, hvor en af hendes tilhængere, en vis Mario Gabrielli, på egen bekostning igangsatte en undersøgelse i Kirken for at findes hendes jordiske rester. Disse blev derefter den 9. Marts 1649 anbragt i det nye gravsted. I forbindelse med knoglernes flytning, lod Pave Innocens X i 1645 efter ønske af sin magtfulde svigerinde Donna Olimpia helgenindens ene skulderblad fjerne for at det kunne blive opbevaret som relikvie i kirken på Olimpias landsted San Martino al Cimino.
Mindet om Santa Francesca Romana lever mange steder i Rom, blandt andet i Palazzo Ponziani, hvor det rum, hvori hun døde, stadig skulle findes. Ejendommen er godt nok ændret mange gange siden, men det fortælles, at det skulle dreje sig om det lille værelse, der ligger foran det kapel, som er indrettet på bygningens første etage.
Den 29. Maj 1608 helgenkårede Pave Paul V Francesca og Pave Urban VIII lod bygge et særligt alter for hende i hendes kirke. Santa Francesca Romana er idag Roms skytshelgen, beskytter mod pest og epidemier og fra 1951 også af bilister. Hun påkaldes også for at befri sjæle fra Skærsilden.
Santa Francesca Romana's festdag er den 9. Marts.
Santa Francesca Romana i krypten i Kirken af samme navn:
Foto: cop. Bo Lundin
Litteratur om Santa Francesca Romana:
Cattabiani, Alfredo: Santi d'Italia : vita, leggende, iconografia, feste, patronati, culto. Milano, (Rizzoli), BUR Saggi, 2.ed., 2007. (Biblioteca Universale Rizzoli, Saggi). Vol.1.
- side 385-390.
Cerinotti, Angela: Atlante della storia della Chiesa: Santi e beati di ieri e di oggi. Demetra, 1. edizione, 1999.
- side 214.
Giorgi, Rosa: Santi. (Dizionari dell'Arte). Milano, Electa, ristampa 2003.
- side 130-131.
fenbach, Elvira: Sulle orme dei santi a Roma : guida alle icone, reliquie e case dei santi. Città del Vaticano, Libreria Editrice Vaticana, 2003.
- side 28, 134.
The Penguin Dictionary of Saints. Penguin Books, 1982.
- side 135.
Pierrard, Pierre: Dizionario dei nomi e dei santi. Gremese editore, 2003.
- side 90.
Sicari, Giovanni: reliquie Insigni e "Corpi Santi" a Roma. Monografie Romane no. 12. A cura dell'Alma Roma, 1998.
- side 63-64.
Enrosadira: Santa Francesca Romana.
Catholic Encyclopedia: St. Frances of Rome.
Santiebeati.it: Santa Francesca Romana.
|
|
