Den romerske adels- og rigmand Trason havde en ejendom mellem Via Salaria og Via Nomentana i nærheden af en stor grusgrav, hvori man hentede materiale til byggeriet af de nærliggende Diocletian's Termer på Esquilin.

Til dette arbejde tvangsudskreves en mængde kristne, som var blevet dømt for deres tro, til hårdt slid under kummerlige forhold. For at hjælpe disse stillede Trason fødemidler fra sin ejendom til rådighed for de kristne diakoner Cyriacus og Sisinnius.

Under disses hjælpearbejde i grusgraven fik Sisinnius medlidenhed med den gamle biskop Saturninus og hjalp ham med at bære de tunge sandsække. For dette blev de begge dømt til døden og halshugget ude ved Via Nomentana ved vejens 2. milesten.

Med hjælp fra Præsten Johannes, "Giovanni Prete", sørgede Trason for den 28. november at begrave sine døde medbrødre i nærheden af den grusgrav, hvor de havde slidt så hårdt, på den begravelsesplads på hans ejendom ved Salaria Nuova som kom til at bære hans og Saturninus' navn "Cimiterium Thrasonis ad Sanctum Saturninum".

Trason og Johannes begravede også Saturninus og Sisinnius' fangevogtere Papia og Mauro, som blev henrettede efter at have omvendt sig til Kristendommen. Her benyttede de en begravelsesplads ved Via Nomentana
"ad Nimphas beati Petri", den der hedder Cimitero Maggiore.

Trason omtales i to helgenhistorier, "Passione di San Marcello" og "Passione di Santa Susanna". Han døde først på et senere tidspunkt.

Litteratur om San Trasone:
Salvetti, C. Bernardi: Santa Maria degli Angeli alle Terme e Antonio Lo Duca. Desclee & C. editori, 1965.
- side 58, 62, 76.