|
|
Disse to helgener omtales i "Passione di San Marcello". De var soldater, hvis opgave det var at passe på de kristne, som var dømt til tvangsarbejde ved byggeriet af Diocletian's Termer på Esquilin, men de blev omvendt til Kristendommen ved at se det mod og den sjælsstyrke, som deres fanger Saturninus og Sisinnius udviste. Da de erklærede deres nye tro, blev de ført til Circus Flaminius og her stillet for Præfekten Laodicius, der opfordrede dem til at ofre til kejsernes guder. Papia og Mauro nægtede og blev henrettet. Om natten hentede Præsten Johannes ("Giovanni Prete") deres afsjælede legemer og bragte dem til den begravelsesplads ved Via Nomentana, som benævnedes "ad Nimphas beati Petri", hvor der skal have været et maleri med deres navnetræk. Det er den samme begravelsesplads, som kaldes "Cimiteru Majore", hvor man har fundet en indskriftssten til minde om 5 helgener heriblandt Papia og Mauro. Her fandt man også en votivindskrift og et maleri af Papia og Mauro's omvendelse mens de førte Sisinnius til martyriet. Cimitero Maggiore ligger ved Via Asmara ude bagved Kirken Sant'Agnese fuori le Mura ved Via Nomentana. Den er normalt lukket for publikum. En anden indskrift til minde om de to helgener fandt man i 1749 i Kardinal Valenti's vingård, som lå lige udenfor Termerne på det sted, hvor man mener, at der har ligget et lille kapel viet til Papia og Mauro. Den befinder sig idag i "Museo Lateranense". Papia og Mauro blev meget dyrket, på et tidspunkt blev deres rester flyttet ind først til Kirken San Martino ai Monti og senere af Pave Gregor IX til kirken Sant'Adriano al Foro Romano og herfra blev de på San Filippo Neri's tid af Kardinal da Cusano i 1590 flyttet til "Chiesa Nuova", Kirken Santa Maria in Vallicella, som San Filippo lod bygge og indvie til Jomfru Maria og San Gregorio Magno. Her ligger de stadig under højalteret. Papia og Mauro blev "udnævnt" til beskyttere af Filippiner-Ordenen og Rubens malede dem sammen med San Gregorio Magno på et stort maleri, der hænger i Chiesa Nuova til venstre for højalteret ("Helgenerne Gregorius, Maurus og Papias"). Disse helgener var blandt dem, som Præsten Antonio lo Duca særligt ærede og sammen med Jomfru Maria og englene ønskede at mindes ved at indrette Kirken Santa Maria degli Angeli i de gamle Diocletian's Termer. Santi Papia e Mauro fejres den 29. Januar. Litteratur om Santi Papia e Mauro: |
|
|
|
|
|
|
|
|
|