Saturninus-famlien var en gammel romersk familie, hvoraf én blev folketribun omkring år 100 før Kristus, flere konsuler i århundrederne før og efter Kristus og én prætorianer-præfekt hos Kejser Constantin i år 334/335 efter Kristus.

Biskoppen Saturninus omtales blandt andet i "Passione di San Marcello", han var da allerede en gammel mand og blev på grund af sin kristne tro dømt til tvangsarbejdet på byggepladsen for Diocletian's Termer, hvor han måtte arbejde i grusgraven ved den rige adelsmand Trason's ejendom ved Via Salaria.

Diakonen Sisinnius, som sammen med Diakonen Cyriacus bragte mad fra Trason's ejendom til de dømte, forbarmede sig over den gamle mand og hjalp ham med at bære de tunge sandsække. Dette blev anmeldt til Tribunen Esuperius og sammen blev de anklaget for bypræfekten nede ved Tellus-kvarteret. De blev dødsdømt for deres kristne tro og halshugget ude ved Via Nomentana ved vejens 2. milesten. Inden deres død omvendte deres mange gode gerninger og mirakler to soldater, som var deres fangevogtere, Papia og Mauro, som også blev henrettede.

Med hjælp fra Præsten Johannes, "Giovanni Prete", sørgede Trason for den 28. november at begrave sine døde medbrødre i nærheden af den grusgrav, hvor de havde slidt så hårdt, på den begravelsesplads på hans ejendom ved Salaria Nuova som kom til at bære hans og Saturninus' navn "Cimiterium Thrasonis ad Sanctum Saturninum".

På stedet for San Saturnino's grav byggede man en kirke "La Basilica di San Saturnino" og her æredes hans rester endnu i 1629, hvor kirken dog berettes noget i forfald, uden tag, men rektangulær med en lille apsis, dør og mure. Den skal have ligget ca 800 skridt fra Porta Collina ud ad Via Salaria (nutidens Via Piave-Via Salaria). Kirken blev ødelagt af en brand og genopbygget af Pave Felix IV i det 6.århundrede, gik atter i forfald men blev genopbygget af Pave Gregor IV (827-844).

En anden kirke viet til San Saturnino lå på Quirinalhøjen overfor det sted, hvor Palazzo della Consulta står idag. Den blev revet ned i 1615 for at udvide pladsen foran.

Martyren San Saturnino var meget dyrket i 1500-tallet, hvor Præsten Antonio lo Duca særligt tilbad ham sammen med andre martyrer fra tvangsarbejdet ved opførelsen af Diocletian's Termer på Esquilin. Det var blandt andet denne tilbedelse, der gav stødet til den gamle præsts ihærdige arbejde med at få en del af termeanlægget indrettet til Kirken Santa Maria degli Angeli.

Saturnino's og Sisinnio's rester skulle idag hvile i Kirken Santi Giovanni e Paolo på Monte Celio, under det første alter til højre. De fejres den 29. november.

Helgenens ben har haft en noget omskiftelig tilværelse: I starten altså begravet under Kirken San Saturnino ved Via Salaria (hvor man forøvrigt under Pave Pius XI i perioden 1929-1939 rejste en ny Kirke viet til denne helgen), derpå flyttet til Kirken Santi Giovanni e Paolo, tidspunktet er ukendt, og i denne Kirke flyttet rundt til forskellige hvilesteder flere gange, indtil Kardinal Filippo Paolucci i 1726 fik dem anbragt under det første alter i højre side. Dele af San Saturnino's ben er også blevet fordelt til andre personer (Pave Benedikt XIII) og steder. Således kan de idag også findes i Kirken San Martino ai Monti (en del af en armknogle), i Kirken Santa Maria in Via Lata (ligeledes noget af en armknogle) og i Kirken Santi Vincenzo e Anastasio alla Regola (en del af kraniet). Desuden findes der nogle rester af en anden San Saturnino i Kirken Santi Ambrogio e Carlo al Corso i det andet kapel i venstre side, fra hvem knoglerne stammer vides ikke.

Der findes flere andre helgener med navnet Saturnino (Saturninus) eller Saturno (Saturnus), blandt andre:

San Saturnino di Cagliari:
På Sardinien dyrkes San Saturnino som byen Cagliari's skytshelgen. Det skal her dreje sig om en Saturnus, som Benediktiner-munkene fra San Vittore i Marseille, der ejede en kirke og et kloster i Cagliari fra 1089 til 1444, havde som skytshelgen. Fra 1341 begyndte han imidlertid at blive omtalt som Saturnino. Også denne Saturnino blev halshugget som martyr under Kejser Dioletian, men her tales der ikke om tvangsarbejdet i Termerne. Denne Saturnino skal have opholdt sig i Cagliari og der en dag være gået forbi et Tempel, hvor man ofrede til Jupiter. Han stillede sig op og advarede forbigående kristne mod at deltage i ofringen og de Jupiter-troende blev derved så ophidsede, at de lod ham anholde og føre for myndighederne. Da han ikke ville deltage i ofringerne, men hånede dem og kaldte deres tro for overtro, lod man ham halshugge den 23. November. Årstallet angives ikke præcist i de gamle kilder, men det var muligvis i 304. Saturnino blev begravet i en krypt udenfor byen og senere rejstes der her en kirke til hans ære.

San Saturnino di Tolosa:
En anden navnefælle er Saturninus fra Toulouse, men beretningerne om deres matyrium ("passio") er så ens, at man antager, at en af disse helgener slet ikke har eksisteret - og det skulle i så fald være den ovenævnte San Saturnino di Cagliari (eller: cagliaritano). Saturnino da Tolosa var Biskop og var netop ankommet til Gallien, hvor han omvendte mange til Kristendommen. Men også han spadserede forbi et sted, hvor der ofredes til de hedenske guder og præsterne udlagde hans tilstedeværelse som et negativt varsel og proklamerede, at den eneste måde at gøre guderne tilpas ville være at dræbe den, der ikke ville deltage i ofringen. Tilskuerne greb da Biskoppen og bandt ham til en tyr, som de drev frem med en pigkæp, så den kastede sig ned ad bjerget og sårede den gamle Biskop, så han snart efter udåndede. Det er derfor, at San Saturnino da Tolosa hædres i Spanien som skytshelgen for tyrefægtninger. Saturnino di Tolosa skal være død omkring år 250.

Den tidligste helgenbeskrivelse blev skrevet i det 6.århundrede af Fulgenzio Ferrando, men den er blevet ændret og tilpasset flere gange siden.

En anden tradition vil, at Saturnino var en afrikansk martyr, hvis kult blev bragt til Sardinien herfra.

Med så mange helgener (der nævnes antallet 24!), historier og forklaringer kan det ikke undre, at også festdagene har været på forskellige datoer og at der gennem tiden er sket ændringer heri. Den 23. November var engang den festdag, hvor man på Sardinien indtil 1598 fejrede Saturnino di Cagliari. Herefter flyttedes festen til den 30. Oktober, men efter at man mente at have fundet helgenens sarkofag i 1612 flyttedes festdagen til den 29. November, samme dag som Saturnus di Tolosa fejres.

Santi e Beati anfører, at festdagene i vor tid er:
den 30. Oktober for San Saturnino di Cagliari
og:
den 29. November for San Saturnino di Tolosa.

 

 

Litteratur om San Saturnino:
Cattabiani, Alfredo: Santi d'Italia : vita, leggende, iconografia, feste, patronati, culto. Milano, (Rizzoli), BUR Saggi, 2.ed., 2007. (Biblioteca Universale Rizzoli, Saggi). Vol. 2.
- side 848ff.
Niola, Marino: I santi patroni. (L'identità italiana, 47). Bologna, Il Mulino, 2007.
- side 151f.
Pierrard, Pierre: Dizionario dei nomi e dei santi. Gremese editore, 2003.
- side 193.
Salvetti, C. Bernardi: Santa Maria degli Angeli alle Terme e Antonio Lo Duca. Desclee & C. editori, 1965.
- side 61ff.
Sicari, Giovanni: reliquie Insigni e "Corpi Santi" a Roma. Monografie Romane no. 12. A cura dell'Alma Roma, 1998.
- side 121, 122.