Valentino var ifølge legenden præst i Rom og ven med Kejser Claudius Gothicus. Han blev åbent anklaget for at være kristen og blev derfor arresteret og ført for Kejseren, der udspurgte ham om hans tro.

Kejseren fandt ikke noget graverende i Valentino's tale og dømte ham til husarrest hos bypræfekten Asterius. Denne havde en blind datter, som ved Valentino 's bønner fik sit syn igen, hvorpå hele familien lod sig omvende.

Det var dog for meget for Kejseren, der nu dømte Valentino til døden. Inden sin død skrev han et brev til præfektens datter, som han var kommet til at elske. Denne sørgelige historie er blandt andet årsagen til, at San Valentino er blevet de forelskede par's skytshelgen.

Den 14. februar i år 286 blev Valentino ført ud på Via Flaminia, hvor han blev gennembanket med køller og derpå halshugget.

Pave Julius I (336-352) lod opføre et kapel på stedet og dette blev efterhånden udbygget til en kirke med tilhørende kloster.

Man mener, at San Valentino's rester på et eller andet tidspunkt i Middelalderen blev flyttet væk fra den afsidesliggende kirke og ind bag bymuren til Kirken Santa Prassede, hvor Pave Paschalis I i årene 817-824 havde ladet bygge et nyt kapel som gravkapel for Pavens moder Teodora. Kapellet er viet til San Zenone, der ifølge De Locis muligvis var broder til San Valentino.

Relikvierne af begge disse helgener blev flyttet i 1699.

San Valentino fejres ligesom San Zenone den 14. februar. På denne dag mente en engelsk middelaldertradition, at fuglene begyndte at bygge rede og San Valentino blev derfor de forelskedes beskytter.

I Rom har San Valentino været dyrket i den nu forsvundne lille kirke Santi Sebastiano e Valentino dei Mercanti. Kirken, der lå ved nutidens Piazza Paganica, var ifølge en gammel tradition bygget på det sted, hvor San Valentino's hus stod.

 

Litteratur om San Valentino:
Di Re, Paolo: Basilica di Santa Prassede. Monastero Santa Prassede.
- side 60.
Enrosadira: San Zenone martire.
Catholic Encyclopedia: St. Valentine.