ANNAS ROM GUIDE
Bernardino Ludovisi - romersk billedhugger

ca. 1713-1749


Bernardino Ludovisi var født omkring 1713 ifølge Thieme-Becker (se litt.note 1 nedenfor) og omkring 1693 ifølge Enggass (se litt.note 2 nedenfor) og han kom til at arbejde som billedhugger i Rom. Enggass henviser til en indskrift, som Ludovisi har hugget på bagsiden af statuen af Gud Fader i Treenigheds-gruppen i Kirken Il Gesù. Teksten er ifølge Enggass "Bernardino Ludovisi romano f.a. 1726 d'anni 33". Det fremgår heraf, at Ludovisi - modsat visse angivelser - er mester for denne statue og at han var 33 år gammel i 1726 og derfor født omkring 1693.

Denne statuegruppe var sandsynligvis ikke Ludovisi's første større værk, da gipsstatuerne af de 4 evangelister på facaden af Kirken Santissima Trinità dei Pellegrini menes at være opsat allerede i 1723.

Bernardino Ludovisi døde den 11. December 1749 i Rom.

 

Af Bernardino Ludovisi's værker i Rom kender vi:

på Fontana di Trevi, øverste frise: statue nr.2 fra venstre, der symboliserer: "La Fertilità dei Campi" ("Markens grøde"), en kvinde med kornneg,

i Kirken Sant'Apollinare, højalter: statue af en engel,

i Kirken Santi Apostoli, Cappella Colonna, 3. kapel i venstre side: gravmæle for Maria Lucrezia Rospigliosi Salviati, udført i 1749,

i Kirken Il Gesù, Altare di Sant'Ignazio: statuegruppen"Trinità" ("Treenigheden"),

i Kirken San Giovanni in Laterano: relieffer af Santo Zacaria og San Giovanni,

i Kirken Santa Maria degli Angeli, højalter: englefigurer omkring højaltermaleriet,

i Kirken Santa Maria Maggiore, på facaden, på balustraden over de fire søjler mellem loggia'ens åbninger i højre side: statue af en pave,
----- over midterpartiet: en statue af Madonna med Barnet, udført af Bernardino Ludovisi eller Giuseppe Lironi,
----- i Kirkens forhal, over statuenichen på højre endevæg: relief af "Il Patrizio Giovanni e sua moglie offrono i loro beni a Papa Liberio" ("Patricieren Giovanni og hans hustru tilbyder Pave Liberius deres rigdomme"). Det er udført i 1743.

i Kirken San Pietro in Vaticano (Peterskirken), forhallen: statue af "La Carità" ("Kærligheden"), udført i perioden 1728-1732,

i Kirken San Salvatore alle Coppelle, Cappella Spinola: gravmæle for Kardinal Giorgio Spinola,

i Kirken Santissma Trinità dei Pellegrini, facaden: 4 statuer af evangelisterne.

 

 

Litteratur om Bernardino Ludovisi:
(1) Allgemeines Lexikon der bildenden Künstler von der Antike bis zur gegenwart. Begründet von Ulrich Thieme und Felix Becker. Leipzig, Seemann, 1907-1950.
(2) Enggass, Robert: Bernardino Ludovisi... artikler i The Burlington Magazine, 1968, 1978 og 1993. (f.eks: JSTOR: I, The early Work og II, The later Work)
Info Roma: Bernardino Ludovisi.
Wikipedia: Bernardino Ludovisi (engelsk tekst).
St. Peters Basilic.org: Charity (foto).



Turforslag
Steder
Seværdigheder
Personer
Fotogalleri
Bykort
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 10.9.2010 og sidst opdateret d. 19.8.2011