Rundgang i Kirken Santa Maria degli Angeli:

(Tallene i parantes henviser til Plan over Kirken)

Indgangen til Kirken ligger på Piazza della Repubblica i resterne af det antikke termeanlægs "caldarium" (A). (Læs om hvordan et termeanlæg var indrettet og om hvordan Diocletian's Termer så ud).

Herfra kommer man ind "Den runde vestibule", som er indrettet i "tepidariet" (B) i det antikke termeanlæg. Rummets dekorering skyldes arkitekten Luigi Vanvitelli, der indrettede passagen ind mod kirken med konsoller, forsænkede buer og malet kassetteloft.

Lige til højre for indgangen finder vi "Monumento Funebre a Carlo Maratta" (1), gravmælet for kunstneren Carlo Maratta, som i det sene 1600-tal arbejdede i kirken med Kapellet for San Bruno (F) og maleriet "Battesimo di Gesù" (37). Han tegnede selv sit gravmæle, som derpå blev opsat af Francesco Maratta, der hertil udførte en marmorbuste af sin broder.

På den buede væg der fører hen mod selve kirkerummet ses "Monumento al Cardinale Francesco Alciati" (3). Dette gravmæle blev opført i 1583, tre år efter Kardinalens død, muligvis af Jacopo Del Duca efter en tegning af Michelangelo. Af andre tilskrives det imidlertid Giovan Battista della Porta. Francesco Alciati var en kendt jurist og litterat fra Milano, som blev kaldt til Rom af sin elev San Carlo Borromeo. Han var også beskytter af Karteuser-Ordenen, som derfor efter hans død ønskede at hædre ham med et monument i deres kirke. Monumentet består af en sarkofag på en piedestal, herover er der en buste og en brudt tympanon med et våbenskjold. På siderne er der 4 små flade søjler.

Til venstre for passagen ind til kirkerummet er der et andet gravmæle i den buede væg: "Monumento Funebre al Cardinale Pietro Paolo Parisi" (4). Det blev oprettet i 1604 af Flaminio Parisi, Biskop af Bitonto, til minde om hans onkel og udført magen til gravmælet for Kardinal Alciati. Muligvis er rammen omkring monumentet udført tidligere af Jacopo Del Duca. Kardinal Parisi var fra Cosenza og præsiderede for en tid over Koncilet i Trento, han døde allerede omkring 1565.

Lige til venstre herfor, overfor "Cappella del Crocifisso", finder vi "Cappella di Santa Maria Maddalena" (5), der også er kirkens dåbskapel. Det blev oprettet allerede i 1579 som det tredje kapel i den nye kirke af Consalvo Alvaro, der i sin gravskrift beretter, hvorledes han overtog et lille rum i ruiner og omdannede det til et smukt lille kapel med alt tilhørende udstyr og dekoration, samt et beløb til at dække vedligeholdelsen. Consalvo Alvaro var medlem af broderskabet "Compagnia della Santissima Trinità e dei devoti di San Filippo Neri", som han også betænkte i sit testamente. Maleriet "Noli me tangere" over alteret er af Arrigo Fiammingo (nogle mener dog, at det er af Cesare Nebbia). Motivet er den genopstandne Jesus, som viser sig for Maria Magdalene og siger til hende "Noli me tangere" ("Rør ikke ved mig! thi jeg er endnu ikke opfaren til min Fader...". Johannes-Evangeliet XX,17.) Væggene i kapellet var yderlige udsmykket med malerier af Arrigo Fiammingo og Cesare Nebbia, men de er idag forsvundet.

Til venstre for kapellet og mellem dette og indgangsdøren ses endnu et gravmæle, "Monumento Funebre a Salvator Rosa" (6), her har den napoletanske kunstners søn efter faderens død i 1673 udført et monument med en sarkofag, hvorfra Salvator Rosa rejser sig med en bog i hånden. Sarkofagen hviler på en base med 2 små engle ved siden, de symboliserer maleriet og poesien, da kunstneren både var maler og digter, og er udført af Bernardino Fioriti.

Det lille gennemgangsrum (C) blev indrettet af arkitekten Luigi Vanvitelli med 4 søjler i murværk og falsk rød granit, de holder et forsænket buet loft. Foroven er passagen forsynet med konsoller med en konkylieskal i midten, de holder en tværbjælke, hvorpå der hviler et ovalt maleri af Francesco Trevisani: "La Cacciata dal Paradiso Terrestre" ("Uddrivelsen af Det Jordiske Paradis"), malerens sidste værk. På siderne er der opsat søjler af falsk Cottanello-marmor.

Til højre står en marmorengel, som holder vievandskarret, den tilskrives G.B.Rossi, en elev af Bernini. Og her står også i en niche en marmorstatue af Sankt Bruno (7). Den er udført af den franske billedhugger Jean Antoine Houdon i årene 1766-68, hvor han også udførte en gipsstatue af Johannes Døberen, som blev opstillet i nichen overfor (10) og senere i 1894 faldt ned af soklen og gik i stykker. San Brunone grundlagde Karteuser-Ordenen og står her i sin ordensdragt med bøjet hoved i retning af Maria-billedet i kirkens apsis (34).

Herefter følger det lille kapel "Cappellina di San Brunone" (8). Det er opført i 1620 af den polske gejstlige Bartolomeo Puvuniski og viet til Sankt Bruno. Det er det 6. kapel, som blev indrettet i kirken og senere overgik det til familien Aldobrandini. Over alteret er der et maleri af San Brunone af en ukendt maler fra det 17.århundrede, arkitekturen skyldes Vanvitelli.

Lige overfor finder vi et andet lille kapel "Cappella di San Pietro, Principe degli Apostoli" (9). Det er bekostet af Pietro Alfonso Avignonese i 1585 som det 4. kapel, der opførtes i kirken. Her hænger 3 malerier, over alteret: "La Consegna delle Simboliche Chiavi" ("Sankt Peter modtager Himmelens Nøgler") af Gerolamo Muziano, til venstre: "San Pietro liberato dall'Angelo" ("Sankt Peter befries af Englen") og til højre: "San Pietro e San Paolo" ("Sankt Peter og Paulus"), begge udført af den romerske maler M. Carloni. Også her er arkitekturen af Vanvitelli. Loftet er bemalet med fresker, som også menes udført af Muziano: i midten Gud der velsigner beskueren.

Til venstre for "Cappella di San Pietro" er der ned mod vestibulen den tomme niche (10), hvor engang gipsstatuen af Johannes Døberen stod. Den gik som ovenfor nævnt (7) i stykker i 1894 og er ikke blevet repareret. Oprindelig var det meningen, at denne niche skulle huse en statue, som Michelangelo havde lovet at udføre til kirken af "San Michele Arcangelo" ("Ærkeenglen Mikael").

Så er tiden kommet til at træde ind i det store kirkerum (D), der er indrettet i det antikke Termeanlægs store basilica-sal med "frigidariet", "koldtvandsbadet". (Der er nogen uenighed om brugen af de antikke rum, nogle forskere mener, at vi her står i "tepidariet", rummet med de lune bade). Det var dette rum, som præsten Antonio Lo Duca ville indrette til kirke og på disse søjler at han skrev martyrernes og ærkeenglenes navne for at markere de kapeller, han tænkte sig skulle indrettes. Det var også dette rum, som Michelangelo ønskede at bevare i sin storhed samtidig med at gøre det til kirke. Efter Michelangelo's død i 1564 arbejdede hans elev Jacopo Del Duca, der også var nevø til Antonio Lo Duca, videre med indretningen af det, som dengang var kirkens hovedskib med indgange fra begge ender, der nu er lukket som sidekapeller (E+F). Dengang var kirkens apsis heller ikke udvidet som idag, men var kun et lille rum med højalteret (G). Først i 1749 ændrede arkitekten Luigi Vanvitelli kirkens retning, så hovedretningen blev fra indgangen på nutidens Piazza della Repubblica (A), gennem vestibule (B), gennemgangsrum (C), tværskib (D), endnu et gennemgangsrum (G) til højalter (32) og apsis (H). Det gamle hovedskib blev på denne måde til et enormt tværskib (D).

I det store rum er loftshvælvene mere end 29 meter høje og søjlerne er med base og kapitæl 17 meter høje. Deres omkreds er over 5 meter og diameteren 1,62 meter. Ved siderne er der flade søjler i falsk rødt Cottanello-marmor, som ramme om de 8 store malerier, der stammer fra Peterskirken og blev opsat her i 1700-tallet. Store vinduer ovenover lukker masser af lys ned i den store sal. Fugtproblemer gjorde det nødvendigt at give kirken et nyt gulv, som blev tegnet af arkitekten Giuseppe Barberi og udført i 1778. Niveauet blev herved hævet 2 meter og de antikke baser på søjlerne tildækket, så der måtte fremstilles de nye baser, man ser idag. Ved denne lejlighed blev mange gamle gravsten enten fjernet eller overdækket af det nye gulv, det gjaldt også Antonio Lo Duca's gravsten, hvor indskriften dog er blevet afskrevet og opsat på den højre væg ved højalterets balustrade (H).

Midt i gulvet er nedfældet en meridian efter ønske af Pave Clemens XI til Jubelåret 1700. Den er udført af matematikeren og astrologen Francesco Bianchini i samarbejde med astronomen G. F. Maraldi og kunne indvies i 1702. Sollyset kommer ind af et hul i en oval metalplade fra hjørnet oppe mellem rummets vinduer foran Cappella del Beato Niccolò Albergati i en højde af ca. 20 meter og rammer messinglinien i gulvet klokken 12 middag på forskellige steder alt efter årstiden. På hver side af den ca. 40 meter lange messinglinie er der en række marmorplader med indgraverede stjernetegn.

For hver ende af det store tværskib (D) er der idag 2 kapeller, til højre "Cappella del Beato Niccolò Albergati" (E) og til venstre "Cappella di San Brunone" (F). De hører ikke til det oprindelige "frigidarie-rum", men var nogle af de forskellige siderum med lavere til loftet, som lå rundt omkring de centrale rum og brugtes som gennemgangsrum, omklædningsrum, mindre baderum og lignende. Da Michelangelo i sin tid planlagde kirken, stod disse rum delvist i ruin, tomme, manglende nogle mure og med andre mure med store åbne buer ind til nu forsvundne rum. Disse indgik i Michelangelos plan som indgange til kirken, med hovedingangen til venstre (ud mod nutidens Via Cernaia) der dog aldrig blev færdigbygget, en større indgang til højre (ud mod nutidens Piazza dei Cinquecento) og en sidedør (ud mod nutidens Piazza della Repubblica), som idag er blevet til kirkens hovedindgang. Da Vanvitelli senere drejede kirkens akse, blev de 2 hovedindgange lukket og i stedet indrettet til kapeller, som det ses idag.

Inde i tværskibet (D) drejer vi til højre og finder her det første af de 8 store malerier, som stammer fra Vatikanet: "La Crocifissione di San Pietro" ("Sankt Peter's Korsfæstelse") (11) af Niccolò (eller Nicola) Ricciolini fra begyndelsen af 1700-tallet. Det er en kopi af et maleri af Passignano.

Herefter følger det næste af de store malerier: "Caduta di Simon Mago" ("Simon Magers Fald") (12) af Pierre-Charles Tremollière. Også her er der tale om en kopi af et maleri fra Peterskirken. Originalen er udført i anden halvdel af det 16.århundrede af Francesco Vanni.

I højre side afsluttes tværskibet (D/E) af "Cappella del Beato Niccolò Albergati" (13). Det blev indrettet af arkitekten Clemente Orlandi i 1746 og viet til Karteusermunken Niccolò Albergati, som blev saligkåret af Pave Benedikt XIV i 1744. Det har krydshvælvet loft, dekoreret med engle, de store kirkefædre og Helligånden, udført af Antonio Bicchierai og Giovanni Mozzetti.

I kapellets (13) højre side er der opsat et gravmæle for generalen fra 1. Verdenskrig Vittorio Emanuele Orlando (14). Det er af Pietro Canonica og udført i 1953. På en base med en mindeindskrift står en sarkofag i gul Siena-marmor udsmykket med en bronze-medaljon. Rundt om hele nichen er der en buet kant, der også har udsmykning i den gule marmor.

Ovenover hænger maleriet " Battesimo di Desiderio" ("Ønsket om Dåb") (14) af Francesco Trevisani, det er fra begyndelsen af 1700-tallet. Det udgør sammen med billedet på den modsatte væg (16) og de 2 tilsvarende malerier i "Capella di San Brunone" (21) i den anden ende af tværskibet en cyklus om dåbens 3 former: ved vand (16), ved ønsket herom (14) og ved martyriet (22 og 24).

For enden af kapellet (13) findes alteret for Beato Niccolò Albergati (15) med et maleri af Ercole Graziani: "Miracolo del Beato Albergati". På hver side af alteret står der en gipsengel, som den tyske billedhugger Federico Pettrich skænkede kirken i 1834. De forestiller henholdsvis "Angelo della Pace" ("Fredens Engel") og "Angelo della Giustizia" ("Retfærdighedens Engel").

På kapellets (13) venstre væg (16) sidder gravmælet "Monumento a Paolo Thaon de Revel", der er opsat i 1948 for Admiral de Revel. Som monumentet på væggen overfor er også dette udført af billedhuggeren Pietro Canonica og indsat i en niche med en bue foroven. Sarkofagen er også her i gult Siena-marmor i form af et skib, den står på en base af marmortyperne "Rosso di Levanto" (rødt marmor) og "Nero di Belgio" (sort marmor) med en medaljon med relief af den afdøde.

Over monumentet hænger det andet maleri af Francesco Trevisani: "Battesimo d'Acqua" ("Dåb i Vand").

Når vi træder ud af kapellet, fortsætter vi rundgangen i kirkens tværskib (D). Her finder vi atter et gravmæle: "Monumento Funebre ad Armando Diaz" (17), opsat i 1920 for den sejrrige general fra 1. Verdenskrig Armando Diaz. Det er udført af arkitekten Antonio Munoz og består af en sarkofag i rød Assuan-granit og en vægdekoration i "stile Liberty": i midten en indskriftssten, på siderne heraf flade hvide marmorsøjler og på siderne af disse grønne marmorsten med bronzeornamenter i form af et sværd og en laurbærkrans.

Over monumentets overligger hænger et stort maleri: "Il Miracolo di San Pietro alla Porta Speciosa" ("Sankt Peter's Mirakel ved Porta Speciosa") af Francesco Mancini (1679-1758). En mosaikkopi heraf findes i Peterskirken, men også Mancini's maleri er en kopi - af en original af Giovanni Baglione.

Det næste maleri, vi møder, lige før hovedskibet åbner sig til højre (G) mod kirkens apsis (H), er "Predica di San Girolamo" (18) af Gerolamo Muziano fra sidste halvdel af det 16.århundrede. Landskabet i baggrunden skyldes den belgiske maler Paolo Brill, da Muziano døde, før billedet var færdigt. Billedet skulle først være opsat i Peterskirken i Cappella Gregoriana, men blev flyttet herhen i stedet.

Den oprindelige buede åbning ud til Termeanlæggets "natatio" er idag sænket, således at der ovenover er fremkommet et vindue. Foran dette og over den nye bue troner 2 engle. Meridianen i gulvet går her skråt forbi søjlerne til højre og ind i det lille gennemgangsrum (G).

Det første maleri til venstre for indgangen til kirkens apsis (19) er af den romerske maler Pietro Bianchi: "L'Immacolata" ("Den Ubesmittede Maria") fra det 18.århundrede. Billedet er malet til "Cappella del Coro" i Peterskirken og forstiller Jomfru Maria siddende mellem engle og helgenerne, San Gregorio Nazianzeno, San Francesco d'Assisi og Sanr'Antonio da Padova.

Ved siden af hænger "Resurrezione di Tabita" ("Tabita's Genopstandelse") (20) af Placido Costanzi fra begyndelsen af 1700-tallet. Også dette maleri stammer fra Peterskirken og blev flyttet herhen efter at en mosaik med samme motiv blev opsat.

I venstre side af tværskibet (D) finder vi kapellet for Karteuser-Ordenen's stifter Sankt Bruno: "Cappella di San Brunone" (21). Det er indrettet i et af de mindre siderum (F), der omgav Termeanlæggets centrale basilica-sal (D). Det var her, at hovedindgangen til kirken var planlagt af Michelangelo, ud mod nutidens Via Cernaia. Op til Jubelåret 1700 valgte man imidlertid at lukke denne indgang og istedet indrette rummet til kapel for Sankt Bruno, tegnet af kunstneren Carlo Maratta. Loftet er bemalet med fresker af de 4 evangelister, udført af Andrea Procaccini og Antonio Bicchierai.

På kapellets højre væg (22) hænger maleriet "Battesimo di Sangue" ("Bloddåb") af Francesco Trevisani, det hører sammen med et med tilsvarende titel på væggen overfor (24) og de 2 tilsvarende (14 og 16) i kirkens modsatte ende i "Capella del Beato Niccolò Albergati" (13). Titlen på de 2 malerier her hentyder til at martyrerne har modtaget dåben ("battesimo") i deres martyrium, med deres blod ("sangue"). Også disse malerier er forberedelsesarbejder til senere mosaikker, som idag findes i kuplen ved døbefonten i Peterskirken.

Ved siderne står de 2 statuer "Meditazione" ("Eftertænksomhed") og "Preghiera" ("Bøn") af billedhuggeren Francesco Fabi-Altini da Fabriano. De er fra 1874-75 og gips-kopier af originalerne, som står ved indgangen til Verano-Kirkegården.

Foran kapellets endevæg findes alteret for Sankt Bruno (23) med et altertavlemaleri af Giovanni Odazzi: "Apparizione della Vergine a San Brunone" ("Jomfru Maria viser sig for Sankt Bruno"). Det er et af kunstnerens bedste arbejder og viser hvorledes Bruno af Maria får overgivet Ordenens regler. Rundt om står de øvrige Karteuser-munke og Sankt Peter, der repræsenterer Kirken.

Rundt om alteret er der malet 4 søjler i Serpentino-marmor og falske nicher og statuer i trompe-l'oeil teknik malet af Balletti og Paradisi. Alterbordet er fra 1864 udført af arkitekten Francesco Fontana i mange forskellige marmortyper.

På kapellets venstre væg (24) hænger det andet af de 2 malerier med titlen "Battesimo di Sangue" ("Bloddåb") af Francesco Trevisano. Det svarer - som ovenfor nævnt - til maleriet på væggen overfor (22) og hænger sammen med de 2 med samme tema (14 og 16) i kirkens modsatte kapel (E).

På denne væg (24) findes også kirkens store orgel med 77 registre. Det er udført i træsorterne kirsebær, nød og kastanie og regnes for et håndværksmæssigt hovedværk fra vor tid (det er fra 1990'erne).

Tilbage i selve tværskibet møder vi først maleriet "Caduta di Simon Mago" ("Simon Mager's Fald") (25) af Pompeo Batoni fra 1765. Som det eneste af de store malerier lader det ikke til, at dette først var tiltænkt Peterskirken.

Ved siden af hænger "La Messa di San Basilio" (26) ("Sankt Basilius' Messe"), malet i 1745 af den franske maler Pierre-Hubert Subleyras. Dette billede var beregnet for "Altare di San Basilio" i Peterskirken, hvor det senere blev erstattet af en kopi i mosaik. På billedet ses San Basilio afholde messe for Kejser Valens, som faldt besvimet om grebet af intensiteten i helgenens prædiken. Det regnes for et af kunstnerens bedste værker.

Vi har nu været hele vejen rundt i tværskibet (D) og kan fortsætte frem mod kirkens apsis (G-H).

Endnu et mindre gennemgangsrum (G) skilte Termeanlæggets store centrale basilica-rum (D) fra "natatio" (H). Overgangen mellem det store - og høje - rum og det mindre - og lavere - siderum løste man ved at opdele den oprindelige buede åbning i 2 dele: en mindre buet åbning forneden og herover et buet vindue med 2 engle.

Oprindeligt indgik dette mindre rum (G) som et kapel i den første kirke, men det blev senere kraftigt udvidet ved en udbygning ud i "natatio-rummet" (H). I dette kapel (G) var det første alter blevet opstillet, det var et træalter der stod indtil 1593. Og her ved siden af alteret opstod de første kapeller i kirken: "Cappella del Salvatore" (28) til venstre og "Cappella di San Giacinto" (27) til højre. De har dog begge fået nye "indgange" tegnet af Luigi Vanvitelli, inspireret af Michelangelo's i forhallen (B:3) men forsynet med smedejernsgitre udsmykket med metalbeslag i messing og forgyldte palmer. På siderne af disse er der flade kannellerede søjler og ovenover et trekantet gavlfelt. Under loftskanten er der stukguirlander og rummets 4 hjørner udgøres af de oprindelige røde granitsøjler med korinthiske kapitæler.

Over buen ind til det næste rum med højalter og apsis (H) er der opsat et indskriftsbånd med teksten "Regina Angelorum et Martyrum" ("Englenes og Martyrernes Dronning").

Tværs over gulvet fortsætter meridinanen sin linie inde fra tværskibet (D).

I rummets højre side finder vi "Cappella della Vergine e di San Giacinto" ("Kapellet for Jomfru Maria og San Giacinto") (27), der blev indrettet i 1608, hvor adelsmanden Alessandro Litta fra Milano valgte rummet til højre for alteret, overfor "Cappella del Salvatore" som da allerede var indrettet, til familiekapel. Rummet var tidligere købt af præsten Matteo Catalani og viet til Jomfru Maria, men blev nu også viet til San Giacinto.

På alteret er der et maleri af Giovanni Baglione (1571-1644): "Vergine col Bambino ed Angeli, San Raimondo e San Giacinto" ("Jomfru Maria med Barnet og Engle, San Raimondo og San Giacinto") og på sidevæggene malerierne "Santi Valeriano e Cecilia" (til højre) og "San Francesco Che Riceve le Stimmate" ("Frans af Assisi får Kristi Sårmærker") (til venstre). I loftet malede han en fresko med Gud Fader og engle.

På gravstenen for Antonio Litta beskrives denne som en lærd og religiøs mand, som også var kirkelig advokat.

Overfor ligger "Cappella del Salvatore" (28). Det var det første kapel, som blev indrettet i kirken og dette skyldes præsten Matteo Catalani, som var en god ven af Antonio Lo Duca, hvis fortjeneste det var, at der overhovedet blev indrettet en kirke i det gamle Termeanlæg. Matteo Catalani fulgte med i hele den besværlige proces og skrev senere en bog herom. Allerede i 1574 bevidner en gammel indskrift, at dette kapel stod i kirken, og det har måske været indrettet endnu tidligere, det er bygget af Jacopo Del Duca, der var nevø til den Antonio Lo Duca og elev af Michelangelo. Matteo Catalani sikrede sig også kapellet på den modsatte væg (27) for at vie dette til Jomfru Maria, men - som nævnt ovenfor - blev det senere indrettet af Antonio Litta og viet til San Giacinto.

Mellem de 2 kapeller stod det første alter i kirken og kirkens "grundlægger" var allerede i 1564 blevet begravet her "ved de første trin ved højalteret", så dette sted var derfor specielt vigtigt og følelsesladet.

Familien Catalani's våbenskjold kan ses på siderne af alteret i kapellet og herinde findes kirkens ældste malerier (bortset fra maleriet i apsis). Her fandtes en gravsten for Caterina Dorotea Catalani, hustru til Paolo Catalani, måske en broder til Matteo. Og indskriften til familiegraven "Mattheus Catalani Sicolus Palatioli sibi suis pos eris" (man er dog ikke helt sikker på i hvilket af de 2 kapeller familiegraven lå).

På den venstre væg hænger et stort maleri af Giulio Mazzoni il Piacentino, det kaldes "Pontefice Orante" ("Den bedende Pave") og fremstiller alle de personer, som havde del i, at kirken blev indrettet. Her ses blandt andre Pave Pius IV og Kejser Karl V samt idéens ophavsmand præsten Antonio Lo Duca og kapellets ejer Matteo Catalani, samt mange andre, som antagelig har været med i broderskabet "Confraternita Imperiale dei Sette Angeli".

På den højre væg hænger et andet billede af Il Piacentino, men det er idag i meget dårlig stand, det forestiller de oprørske engles fald.

Over alteret hænger et maleri af "Sette Angeli che adorano il Verbo" ("7 Engle tilbeder Ordet"), det er udført af Domenico da Modena, mens de 26 små billeder som hænger rundt omkring ("Storie di Cristo") tilskrives Arrigo Fiammingo, der også har malet fresken i loftet med "L'Eterno Padre e San Michele" ("Gud Fader og San Michele").

Gulvet er det originale gamle mosaikgulv. Heri findes en gravsten for den romerske adelsfamilie De Cinque, som ejede kapellet i det 18.århundrede.

Dette kapel kaldtes også "Cappella Gregoriana" på grund af den indskriftstavle, som er opsat på væggen, hvor Pave Gregor XIII d.10.3.1574 bekræfter et privilegium, der giver medlemmerne af broderskabet "Confraternita dei Sette Angeli" ret til sjælemesser for de afdøde i form af "gregorianske messer", det vil sige 30 messer efter hinanden.

Efter det lille gennemgangsrum (G) træder vi ind i det lange rum (H), presbyteriet, med kirkens kor og apsis. Det er bygget ud i det gamle Termeanlægs "natatio", da Karteuser-munkene ønskede et større og rummeligere kor. Den første del af rummet skyldes arkitekten Clemente Orlandi, der startede udbygningen, mens den sidste del skyldes Luigi Vanvitelli, der fuldendte ombygningen og udsmykningen. Apsis fik kantet form og der opsattes et nyt højalter i marmor. Ovenover ophængtes det gamle maleri af Madonna med de 7 ærkeengle.

Alterbordet (29) er opstillet lige i begyndelsen af presbyteriet (H), det er af træ med et bronzerelief og udført i 1928 af Umberto Mastroianni. Det forestiller "La Deposizione" ("Nedtagelsen af Korset").

På højre væg i presbyteriet (H) hænger maleriet "Presentazione di Maria al Tempio" ("Maria præsenteres i Templet") (30) af maleren Giovanni Francesco Romanelli (1610?-1662).

Under dette billede er opsat en afskrift af gravskriften over kirkens ophavsmand præsten Antonio Lo Duca, som ligger begravet her, hvor det tidligere højalter stod (antagelig omtrent hvor alterbordet (29) står idag). Indskriften lyder: "Antonii De Duca Siculi Presbiteri Cephaloedensis Qui Has Diocletiani Thermas Ante Annos - Fere XX Virginis Angelorum Ut Extat - Templum Fore Divinitius Praevidit Hic Ossa Quiescunt - Vixit Annos LXXIII Menses IV Dies XV - Obiit XXX Octobris MDLXIV" og fra andre optegnelser ved vi, at der også var tilføjet denne sætning: "Iacobus De Duca Pronepos Ex Testamento Haeres Posuit", som bevidner at den afdødes nevø Jacopo Del Duca havde efterlevet sin onkels testamentariske ønske.

Ved siden af hænger Domenichino's "Martirio di San Sebastiano" ("Sankt Sebastian's Martyrium") (31). Det stammer fra Peterskirken, hvor det var malet med olie på væggen, og blev noget ødelagt ved nedtagelsen og transporten hertil. Skaderne på rytteren til højre på billedet er opstået ved den lejlighed.

Højalteret (32) er tegnet af arkitekten Luigi Vanvitelli, da han overtog udbygningen og udsmykningen af presbyteriet. Det er mage til det, som han tegnede til kirken i kongeslottet i Caserta og udført i en mængde kostbare marmortyper. Her står også munkenes korstole, beskyttet af metalgitre udsmykket med Karteusernes mærke og gyldne stjerner og med harpeformede låger, udført af Angelo Santini og Giuseppe della Riccia i 1867. Foran alteret opstilledes i 1866 statuen "L'Angelo con L'Aquila" ("Englen med Ørnen") af billedhuggeren Innocenzo Orlandi, der også har udført prædikestolen, der hviler på en tyr og en løve som symboler på evangelierne.

I højre side af den kantede apsis, der er bekædt med rød marmor af "Rosso Alpi"-typen, er der et gravmæle (33) for Kardinal Serbelloni, der var kirkens første titulær-kardinal. Gravmælet er udført af stenhuggeren Alessandro Ciolli efter en tegning af billedhuggeren Gianozzo.

Herefter følger en dør, hvorover der er opsat en buste af San Carlo Borromeo.

Midtfor hænger det gamle maleri "Madonna in Trono fra i Sette Angeli" (34), det var det, som præsten Antonio Lo Duca fik udført i Venedig i 1543 som en kopi af originalen, en mosaik i Markus-kirken. Det vides ikke, hvem der malede det, men nogle forskere mener, at det kunne være Lorenzo Lotto. Billedet viser Madonna siddende i midten mens hun ammer Jesus-barnet på hendes skød. Omkring hende svæver de 7 ærkeengle, som hver især bærer deres attribut og et bånd med en indskrift om deres særlige ansvarsområde. De befinder sig alle indenfor en stor marmorbue, hvilket fik Antonio Lo Duca til at tro endnu mere på, at det var i Diocletian's Termer under de store buer at hans kirke skulle ligge. Over buen sidder i hjørnerne profeterne David og Isaias.

Maleriet er opsat i en ramme med engle udhugget af Bernardino Ludovisi og nedenunder er der en dør ud til det gamle kor for lægbrødrene. Lige over døren er der en lille kopi af en statue af San Bruno dello Slodtz, som blev lavet til Peterskirken i 1744.

Loftet i apsis er udsmykket af en fresko af "La Assunzione della Vergine e Virtù" ("Jomfru Maria's Himmelfart") af maleren Daniele Seyter (1649-1705).

I venstre side af apsis er der et gravmæle (35) for Pave Pius IV, der omsider gjorde det muligt at indrette en kirke i Termeanlægget. Gravmælet er udført af stenhuggeren Alessandro Ciolli efter en tegning af billedhuggeren Gianozzo.

Her er der også adgang til kapellet "Cappella Cybo o delle Reliquie" (36). Det blev oprettet i 1742 af kirkens Titulær-Kardinal Camillo Cybo til at rumme relikvier fra de martyrer, hvis historie forbandt dem med termebyggeriet, blandt andre San Ciriaco, San Largo, Santo Smaragdo, San Massimo Centurione Romano. Desuden ønskede Kardinalen også relikvierne af de 4 kirkefædre San Gerolamo, Sant'Ambrogio, Sant'Agostino og San Gregorio, som han havde i sit palæ, flyttet hertil.

Kapellet er udsmykket af Nicola Ricciolini (1687-1760).

Ved siden af "Cappella Cybo" (36) hænger Carlo Maratta's maleri fra 1697 "Battesimo di Gesù" ("Jesu Dåb") (37). Det var et af de første store malerier, som Pave Benedikt XIII i årene 1724-30 lod flytte herhen fra Peterskirken.

Det sidste maleri i presbyteriet (H) er Pomarancio's "Morte di Anania e Safira" ("Ananias' og Safira's Død") (38). Billedet et malet i 1604 og bestemt for Peterskirken og senere flyttet herhen. Emnet er hentet i Apostlenes Gerninger, V og fremstillingen er typisk for manierismen i Modreformationstiden.

Til venstre for højalteret (32) er der en dør, der fører ud til to rum (I): det nuværende sakristi og det tidligere sakristi, som idag kaldes "Cappella dell'Epifania" ("De hellige Tre Konger's Kapel") eller "Coro dei Certosini" ("Karteusermunkenes Kor").

Sakristiet er et rum med tøndehvælvet loft og rig dekoration fra 1700-tallet.

Det tidligere sakristi brugtes som sådan helt fra Michelangelo's tid og først omkring 1720-30 blev det indrettet som det kan ses idag, Det er en stor sal med telttag ("tag som fra alle sider løber op i en spids"). Senere blev det indrettet til kor for Karteusermunkene, da Pave Benedikt XIII ønskede det gamle kor flyttet ud af presbyteriet (H) for der at ophænge nogle af de mange store malerier, som han lod flytte herhen fra Peterskirken.

I dette nye "Coro dei Padri Certosini" opsattes i 1727 et alter viet til "Epifanifesten" (De Hellige Tre Konger's Tilbedelse af Jesus-Barnet) og der blev ophængt et maleri med samme tema over alteret. Salen blev også udsmykket af maleren Luigi Garzi i senbarok stil. Motiverne er hentet fra Sankt Bruno's liv, blandt andre: "L'Incontro di San Bruno in Preghiera tra I Boschi delle Serre Calabre col Conte Ruggero Il Normanno" ("Den Bedende Sankt Bruno møder den Normanniske Grev Roger i Skovene i Calabrien"), "La Conferma dell'Ordine da Parte di Papa Vittore III" ("Pave Victor III Godkender Karteuser-Ordenen"), "L'Approvazione dello Statuto da Parte di Papa Alessandro III" ("Pave Alexander III Godkender Ordenens Vedtægt").