Marcellinus efterfulgte Pave Gajus (San Cajo) i år 296 og var pave indtil år 304, hvor han døde under kristenforfølgelserne under kejser Diocletian.

Legenden beretter, at han under forfølgelserne blev dømt til at arbejde som stalddreng i "Catabulum", der var hestestald og varemagasin for tidens "postvæsen". Efter sin død blev han begravet på Priscilla's kirkegård af den romerske matrone Lucina og den efterfølgende Pave Marcellus I, som på den tid var biskop (der fulgte en række år uden pave efter Marcellinus død, hvor Marcellus I først trådte til i 308).

Der hersker en del forvirring om de historiske facts fra denne tid. Nogle forskere har hældet til den teori, at Pave Marcellinus og Pave Marcellus I var én og samme pave, blot med to kaldenavne, men de fleste mener, at der er tale om to forskellige personer. Forvirringen gælder også Marcellinus' dødsår, som af nogle angives som 308 i stedet for 304, og de andre begivenheder, som legenderne beretter fra de to pavers liv.

Marcellinus skal have været født i Rom og fungeret som tribun og notar i Carthago, hvor han var en god ven af den Hellige Augustin. Senere gjorde han karriere indenfor kirken og blev biskop af Rom den 30.juni 296.

Kejser Diocletian havde i lang tid ikke haft noget at udsætte på de kristne i Romerriget, men i 303 lykkedes det hans "tronfølger" i den østlige del af riget, Galerius, at overbevise ham om det nødvendige i at foretage en udrensning af alle kristne i hæren og statsapparatet, da han anså dem for at være illoyale og derfor farlige for rigets ro og sikkerhed. I februar 303 hærgede flere brande kejserpaladset i Nicosia og Galerius anklagede de kristne for at være ophavsmænd dertil og Diocletian, der efterhånden var gammel og syg, udstedte et edikt, som påbød ødelæggelse af de kristne's kirker og hellige bøger, forbød møder og gudstjenester og forlangte, at de kristne afsvor deres tro. Da mange kristne ikke ville rette sig efter ediktet, startede nu en meget voldsom kristenforfølgelse.

I Rom blev hellige tekster, biskoppens arkiver og Kirkens ejendomme konfiskeret. Vi ved ikke, hvordan Pave Marcellinus handlede under disse ugunstige forhold, ifølge kætteren Donatus rettede han sig efter Kejserens påbud og udleverede alt, ja ofrede sågar røgelse for de hedenske guder. Den Hellige Augustin benægter det og siger, at dette er en falsk påstand, men i Liber Pontificalis er det også anført, selvom der står, at Marcellinus kort efter fortrød og atter erklærede sig kristen og for dette blev halshugget den 25.oktober 304 på Kejser Dicoletian's ordre. (Iflg.andre kilder døde han den 16.januar 308).

Hans navn mangler på flere af de gamle pavelister, så måske har der været noget om anklagen, men han fik i hvert fald en kristen begravelse i Priscilla's Katakomber og her æredes hans grav i flere hundrede år.

Diocletian udsendte flere edikter mod de kristne og i det fjerde påbød han massehenrettelser af de uforbederlige.

Pave Marcellinus blev til helgenen San Marcellino og efter hans død under de frygtelige angreb på Kirken, stod embedet som Roms biskop ledigt i cirka 4 år, indtil begyndelsen af Kejser Maxentius' regering, hvor der faldt lidt ro over forfølgelserne og en ny pave blev valgt i 308: Marcellus I.

Ifølge legenden var det Pave Marcellinus som udnævnte Cyriacus og Sisinnius til diakoner, så de kunne hjælpe og trøste de mange kristne, som var dømt til at arbejde med opførelsen af Diocletian's Termer og døde under eller efter dette arbejde. Det var også Marcellinus som skal have sørget for flere af de dødes begravelser sammen med præsten Johannes og dennes moder Lucina, der også senere sørgede for at begrave Marcellinus.

Disse beretninger gjorde så stort indtryk på præsten Antonio lo Duca, at han i det 16.århundrede arbejdede ihærdigt og uafbrudt på at omdanne en del af det gamle termeanlæg på Esquilin til Kirken Santa Maria degli Angeli, der også er viet til de mange kristne martyrer.

Litteratur om Pave Marcellinus:
Gigli, Laura: San Marcello al Corso (Le chiese di Roma illustrate). Fratelli Palombi Editori, 1996.
- side 13-15.
Rendina, Claudio: I Papi, storia e segreti. Newton Compton editori, 5.ed., 1990.
- side 71ff.
Salvetti, C. Bernardi: Santa Maria degli Angeli alle Terme e Antonio Lo Duca. Desclee & C. editori, 1965.
- side 42, 46, 65.