Theoderik den Store var af Amalernes slægt, søn af østgoterfyrsten Theodemir, der tidligere var hunnerkongens vasal og som sådan måtte følge Attila på felttoget i 451, hvor denne led nederlag til den romerske hær på de Catalauniske Marker ved Champagne.

Han blev født omkring år 450 og i 472 var den unge mand allerede Konge over østgoterne. Dette år førte han sin hær på plyndringstogt ned i Illyrien fra Pannonien, hvor østgoterne havde bosat sig efter at Hunnerriget var gået i opløsning ved Attila's død i 453.

I 476 forsøgte den østromerske Kejser at pacificere Theoderik og hans østgotere ved at udnævne ham til øverstkommanderende i Illyrien istedet for generalen Strabo, som blev afsat. Strabo afgav imidlertid ikke frivilligt sin magt og stilling og der opstod kamp imellem de to konkurrenter til stor tilfredshed for den østromerske regering, som håbede på, at disse indbyrdes kampe kunne ødelægge to besværlige generaler på én gang.

I stedet sluttede de to generaler sig imidlertid sammen i 478 mod Kejseren, som måtte gøre dem begge store indrømmelser for at undgå, at de sammen skulle vende sig mod ham.

I 479 lykkedes det den kejserlige general Sabinianus at besejre en del af Theoderiks tropper i Epirus og forhandlingen mellem de to parter gik lidt i stå, men i 481 indgik Strabo og Theoderik påny en alliance mod den østromerske Kejser Zeno, der svarede igen med at bede bulgarerne, der var opstået af resterne af nogle af de næsten udslettede hunnerstammer fra Donau- og Sortehavs-egnene, om at bekæmpe østgoterne på Balkan.

I 482 besejrede Strabo imidlertid bulgarerne og drog derpå først mod Constantinopel, hvor han blev stoppet af Generalen Illus, og derefter til Grækenland, hvor han døde ved et ulykkestilfælde.

I 483 sluttede Kejser Zeno og Theoderik fred og Theoderik blev udnævnt til øverstkommanderende i præfekturet Illyrien og østgoterne fik tildelt jord i Møsien og Dakien. Og måske i samråd med Kejseren lod Theoderik i 484 Strabo's søn Recitak myrde for derpå også at overtage dennes østgotiske tropper.

Da Kejser Zeno var utilfreds med at den germanske hærfører Odovakar havde taget magten i Rom og anmodet om at blive udnævnt til Vicekonge i Italien, forsøgte han på forskellig vis, at få denne væltet. I 488 udnævnte han således Theoderik til Vicekonge og overlod til ham at forjage Odovakar.

Theoderik drog således med hele sit folk (ca. 300.000 personer inklusive kvinder og børn) fra Møsien samme efterår og i 489 invaderede østgoterne Italien, hvor deres hær forjog Odovakar og til slut besejrede ham i et slag ved Verona.

Odovakar var dog ikke fuldstændig slået, for i 490 tvang han ved et overraskelsesangreb Theoderik til at forskanse sig i Pavia. En vestgotisk hær kom ham til hjælp og Odovakars hær tilføjedes endnu et nederlag, hvorefter han forskansede sig i Ravenna.

I de næste 3 år måtte Theoderik belejre Ravenna uden held, men til slut indgik han og Odovakar den aftale, at de ville dele magten i Italien mellem sig. Ved den efterfølgende forsoningsmiddag myrdede Theoderik imidlertid Odovakar og han var nu enehersker i Italien (493-526).

I 497 blev Theoderik anerkendt som Vasalkonge i Italien af den østromerske Kejser Anastasius I. Under Theoderik oplevede Italien en temmelig fredelig tid og romerne kunne leve næsten som før barbarinvasionerne. Funktionerne i samfundet blev opdelt, således at østgoterne tog sig af forsvaret og hæren, mens romerne fortsatte med at beskæftige sig med administrationen af Riget og erhvervslivet. De to befolkningssgrupper holdtes skarpt adskilte, de måtte ikke indgå ægteskaber og østgoterne måtte ikke frekventere de romerske skoler for ikke at blive blødsødne og uegnede som krigere.

Men Theoderik var en fremsynet statsmand og han omgav sig med dygtige rådgivere såsom Senatoren Boethius, der var forfatter til håndbøger i astronomi, geometri og mekanik, og Cassiodorus, forfatter til en verdenshistorie og et værk om østgoternes historie.

Theoderik sørgede også for at knytte vigtige ægteskabsforbindelser med de omgivende fyrster. Han giftede sig med frankerkongen Klodevig's søster Audefleda og hans døtre Theodogotho og Ostrogotho blev gift med vestgoterkongen Alarik II og burgunderen Sigismund. Hams søster Amalafrida blev gift med vandalerkongen Thrasamund.

Udelukkende fredstid var det dog ikke: i 504 kæmpede Theoderiks østgotiske hær mod de germanske stammer i Donau-egnene for at forhindre nye indfald i Italien derfra. Og i 507 måtte han sende en hær for at hjælpe vestgoterne, der led et voldsomt nederlag til frankerne ved Vouglé. Den østgotiske hær kom for sent til at hindre nederlaget, men det lykkedes den at standse frankernes videre fremtrængen og få det sydlige Provence tilbage til Italien. Da hans svigersøn Alarik II nu var død på slagmarken, påtog Theoderik sig herefter formynderskabet for sit 2-årige barnebarn Amalarik (507-531).

Også i 523 måtte Theoderik gå til kamp for at standse frankerne, der denne gang faldt ind i Burgunderriget, hvor de tog kongen, Theoderiks svigersøn Sigismund, til fange. Da denne senere blev dræbt, rejste burgunderne et oprør og drev frankerne ud af deres land.

I det østromerske rige var der efterhånden enorme problemer og intriger, som udmøntede sig i en stigende modstand mod at det var østgotere af den arianske trosretning, som styrede Italien, hvor Kirken anså denne retning for at være kættersk. I et klima af gensidig bagtalelse og mistillid mistede Theoderik også troen på sin gamle rådgiver Boethius, der tillod sig at tage en forræderianklaget Senator Albinus i forsvar og som tak herfor blev fængslet og henrettet.

I Østriget foregik der brutale forfølgelser af de arianske kristne og i 525 befalede Theoderik Pave Johannes I at rejse til Constantinopel for at forlange disse forfølgelser stoppet. Paven fik dog ikke noget ud af sin rejse og døde kort efter sin hjemkomst i 526. Som ny Pave fik Theoderik valgt den gotervenlige Felix IV.

I 525 flyttede vandalerkongen Hilderik sine interesser mod den østromerske Kejser og lod Theoderiks søster Amalafrida, som havde været gift med hans fætter, den tidligere Kong Thrasamund, myrde. Theoderik svarede igen med at forberede et stort hævntogt, men døde inden det blev ført ud i livet i løbet af sommeren 526. Hans arving var den mindreårige dattersøn Atalarik, hvis moder Amalasunta nu overtog styret. Da hun imidlertid var for romervenlig for sine landsmænd, forlangte de østgotiske stormænd at få overdraget barnekongens opdragelse. I Vestgoterriget overtog Theoderiks anden dattersøn Amalarik nu selv styret.

Amalasunta førte sin fars Østgotiske Rige videre i en kortere årrække, og efter hende fulgte enkelte østgotiske generaler, men i 535 begyndte den 18 år lange gotisk-byzantinske krig, der bragte Italien tilbage under det østromerske styre.

Litteratur om Theoderik den Store:
Gatto, Ludovico: Storia di Roma nel Medioevo. Newton Compton Editori, 2000 (2.ed.).
Gibbon's Decline and Fall of The Roman Empire. Bison Group, Reprinted, 1993.
Mortensen, Lars Boje: Civiliserede barbarer. Museum Tusculanum, 1991.
Verdenshistoriens Hvornår skete det. Bd.1. Politiken, 1965.