Pave Symmachus/San Simmaco var pave fra år 498 til 514. Han afløste Pave Anastasius II (496-498), som døde midt under forhandlinger om et kompromis med kirken i Østen, og afløstes selv af Pave Hormisdas/Sant'Ormisda (514-523).

Ved hans pavevalg var stemmerne delt og der valgtes 2 paver, en fra hver af de kirkepolitiske "partier": diakonen Symmachus (måske af Symmachus-familien) valgtes af den konservative gruppe, som var imod tilnærmelser til kirken i Østen, mens en mindre gruppe, som ønskede mægling i kirkestriden, valgte ærkepræsten Laurentius/Lorenzo til pave.

Begge paver blev indsat samme dag, den 22. November 498, Symmachus i Laterankirken og Laurentius i Santa Maria Maggiore.

Denne tilstand udviklede sig til en veritabel borgerkrig, hvor de stridende partier og familier stødte sammen overalt i byen, i gaderne, i kirkerne.

Tilsidst henvendte man sig til Kong Theoderik i Ravenna for at få en afgørelse fra ham og han dømte, at den, der var blevet valgt først eller havde fået flest stemmer, var den retmæssige pave. Dette begunstigede Symmachus, men mange mente, st han havde bestukket personer ved kongehoffet.

Symmachus var dog også en pave efter Theoderiks hoved, fordi man derved viste Kejseren i Byzans, at det ikke var Kejseren, men derimod Kongen i Italien, der bestemte der i landet.

Efter dommen rejste Symmachus tilbage til Rom og sammenkaldte til et koncil med deltagelse af 72 italienske biskopper i Peterskirken. Formålet var at bilægge stridighederne og reformere pavevalgsprocedurerne, så sådanne situationer kunne undgås i fremtiden. Også hans rival Laurentius deltog i koncilet og tilsluttede sig forsamlingens afgørelser og fik som tak et embede i Nocera i Campania.

Herefter kom der en periode med ro i byen og i år 500 besøgte Kong Theoderik Rom og fik en kejserlig modtagelse. Han gav penge til kirken, til opførelse af lege i circus og til restaurering af nogle monumenter og blev på denne måde meget populær i den romerske befolkning, men så snart han var rejst, modtog han fra den Symmachus-fjendtlige gruppe i Senatet en anklage mod Symmachus for blandt andet ikke at have fejret Påsken på rette vis.

Symmachus blev nu kaldt for retten i Rimini og han drog da også derop for at erfare, at der var flere anklager at forsvare sig imod. Han vendte derfor tilbage til Rom, hvor han følte, at befolkningen var imod ham, så han lukkede sig inde i Peterskirken.

Theoderik tog Symmachus' opførsel som tegn på, at han var skyldig i anklagerne, og Kongen indkaldte nu til et nyt koncil i Rom for at dømme Symmachus. Samtidig udnævnte han biskoppen af Venezia, Pietro d'Altino, til regent over kirken. Denne tilhørte det Symmachus-fjendtlige parti og tilkaldte nu Laurentius fra Nocera og konfiskerede Symmachus' besiddelser. På vej til koncilet, der holdtes i Basilica Sessoriana (den nuværende kirke Santa Croce in Gerusalemme), blev Symmachus angrebet af en gruppe bevæbnede mænd, som dræbte 2 præster i hans følge og han selv undslap med nød og næppe og ville nu ikke mere deltage i koncilet.

Nu fulgte en urolig periode i Rom, men herefter mødtes biskopperne igen og vedtog denne gang, at de ikke havde magt til at dømme Rom's biskop, at anklagerne mod Symmachus derfor måtte afvente Gud's dom og at hele kirken skyldte ham lydighed.

Desværre havde denne beslutning ikke nogen større virkning, Symmachus' modstandere tog igen magten og Roms titulærkirker gik over til Laurentius, der lod sin egen buste opstille i San Paolo. Symmachus barrikaderede sig derimod i San Pietro og igennem 4 år var byen offer for voldsomme og blodige kampe.

Omsider lykkedes det i år 505 diakonen Dioscurus at få Theoderik til at lytte til Symmachus' forsvar og befale Laurentius at forlade Rom og overgive pavemagten til den retmæssige pave. Skismaet i Rom afsluttedes således, men den østromerske Kejser Anastasius I anerkendte dog stadig ikke Symmachus og uenighederne mellem de 2 kirker fortsatte.

Pave Symmachus lod bygge kirken San Pancrazio på Gianicolo-højen, kirken San Martino ai Monti ovenpå den gamle huskirke Titulus Aequitii, den lille kirke Santi Cosma e Damiano på Esquilin, og et herberg for pilgrimme i Roms havneby Porto. Han restaurerede San Paolo og San Pietro, hvor han blandt andet lod gulvet dække med marmorfliser.

Pave Symmachus døde den 19. Juli 514 og efterfulgtes af Pave Hormisdas/Sant'Ormisda (514-523)