|
|
HISTORIEN:
I det 3.århundrede efter Kristus lå der på Esquilinhøjen på Colle Oppio's nordøstlige del, der udgjorde højspidsen Cispius, i det kvarter som under Kejser Augustus kaldtes "Tertia Regio, Isis et Serapis" nogle private huse omgivet af de monumentale antikke bygningsværker Trajan's Termer, der var i brug helt op til det 4. eller 5.århundrede, Porticus Liviae og det store Tempel for Juno Lucina. Derudover fandtes der i området et nymfæum og et mithræum nede ved Via Giovanni Lanza og Ara Mercuii som man har fundet rester af nord for den nuværende Piazza di San Martino ai Monti Af disse private huse ejede M. Servilius Fabianus (konsul år 158) et dér, hvor nu Dominikaner-nonnernes kloster ligger, efterkommerne af Terentius Culleo et andet og L. Aemilius Iuncus (konsul suffectus i år 127) et tredje. I den ejendom, som lå ud til den nuværende Piazza di San Martino ai Monti og Via in Selci, antikkens Clivus Suburanus, boede den kristne Aequitius, som i sit hus havde indrettet et lille bederum, som han på Pave Sylvester I's opfording omkring år 314 udbyggede til et oratorium, det såkaldte Titulus Aequitii (af nogle senere kaldet Titulus Silvestris efterhånden som kulten omkring denne pave opstod), som snart fik et stort ry blandt de kristne og blev meget søgt. Aequitius' hus, hvori Pave Sylvester tilsyneladende boede en tid, var en stor bygning (allerede fra det 2.århundrede), der lå med siden mod Oppio-højens bund og i antikken havde adgang via 3 porte fra Clivus Suburanus. Bygningen bestod af en næsten kvadratisk hal på 18x11 meter opdelt med søjler til 6 rum med krydshvælvede lofter og ved siden af 2 lange rum af samme dybde men uregelmæssigt opdelt. Dette var stueetagen, indrettet til overdækket marked eller lagerrum og med en endnu eksisterende trappe forbundet med førstesalen i nabohuset, hvor "huskirken" ("ecclesia domestica") fandtes. Efterhånden fik Titulus Aequitii så stor søgning, at Pave Symmachus omkring år 498 på grunden ud mod den nuværende Via Equizia lod opføre en monumental basilica, der blev viet til Galliens apostel San Martino, Martin af Tours. Samtidig helgenkårede Symmachus Pave Sylvester I, som på italiensk kaldes San Silvestro, og han dedikerede den tidligere Titulus Aequitii til den nye helgen, som allerede dyrkedes af de besøgende. Det nye navn blev så Titulus Silvestris (Titolo di San Silvestro). Disse to navne for den samme titulus har i tidens løb fået nogle forskere til at mene, at der faktisk har været tale om to tituli i nærheden af hinanden, men den ovenfor skitserede navneændringsteori antages idag for at være den rigtige. Titulus-bygningen blev i det 6.århundrede udvidet ved at de to nabohuse blev slået sammen til ét sammen med en grund nordvest herfor, hvor man i det 3.århundrede havde anlagt en kælder, som blev udgravet i 1930. Den ombyggede titulus var i to etager, øverst var der beboelse for præsterne og nedenunder var der indrettet en stor sal med to skibe, der antagelig brugtes til gudstjenesterne. Denne sal har været brugt som kirke lige fra det 6.århundrede og blev snart sæde for selve sognearbejdet. Rummene var udsmykket med mosaikker og fresker, man kan stadig se enkelte rester af mosaikgulvet i sorte og hvide sten og nogle ornamentale motiver i fresko i loftet, disse stammer måske fra det 3.århundrede, da lokalerne var indrettet til handelsformål. I en af salene er der en mosaik, lavet efter ønske af Pave Symmachus i begyndelsen af det 6.århundrede til ære for San Silvestro. Den er desværre næsten helt ødelagt, men forestillede helgenen med Symmachus for sine fødder. I det 9.århundrede lod Pave Sergius II (844-847) væggene bemale med fresker med bibelske motiver, hvoraf der stadig er nogle fragmenter tilbage. I det 13.århundrede fornyedes klosterbygningen ved siden af kirken fuldstændigt, hvilket medførte en ombygning af Titulus-bygningerne med udvidelse af støttemurene hertil. I 1637 lod Prior Padre Giovanni Antonio Filippini nogle arbejder udføre i Titulus-bygningen, bl.a. blev et af rummene omdannet til Kapel for San Silvestro. Herunder genopdagedes oratoriet, som havde fungeret som kapel også efter at Pave Symmachus havde bygget sin kirke. Efterhånden var oratoriet blevet forladt og opfyldt af jord og i det 17.århundrede var det helt glemt, indtil Filippinis genopdagelse, hvorefter rummene de næste hundrede år blev brugt til begravelsesplads for kirkens præster. I 1879 fremkom der - måske i forbindelse med den voldsomme byggeaktivitet i området - nogle revner i murværket i den gamle Titulus-bygning's øverste del. Dette ødelagde en del af freskerne og muren, så bygningen i 1880 måtte restaureres. Under udgravningerne i 1930 blev der i en del af bygningen indrettet et lille museum med de fundne ting sammen med forskellige mindetavler om kirken og gravsten over munke og præster. |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|