Bernardo Acciaiuoli var af fin familie fra Firenze. Familienavnet stavedes på forskellige måder: Acciaiuoli, Acciaioli, Acciajuoli, Acciainoli, Accioly, Accioli eller Acciajoli. En gren af familien bosatte sig i begyndelsen af det 14.århundrede fast i Rom, hvor de udover at bestride kirkelige embeder og passe slægtens bankforretninger også udøvede handel. Vi hører for eksempel i 1519 om noget tøjhandel.

Om der i familien var en eller flere med navnet Bernardo, fremgår ikke helt tydeligt af kilderne, men navnet nævnes både i 1515 og 1519 i forbindelse med tøjhandel; som bror til en Niccolò (1499-1565), der efter 1530 bosatte sig i Rom, hvor han beklædte embedet som Conservatore. Denne Bernardo var Cavaliere dell'Ordine di Malta og forfatter til "Arte del Navigare" ("Sejlkunsten"); som køber af jord på Quirinalhøjen i 1561; som jordejer på Oppiohøjen i 1567 og som ejer af den tidligere nævnte jord på Quirinalhøjen indtil 1595, hvor den blev solgt. Dette salg kan dog måske være foretaget af hans arvinger.

Lidt flere detaljer om Bernardo Acciaiuoli:

I 1561 købte Bernardo Acciaiuoli en ejendom på Quirinalhøjen overfor Kirken San Silvestro for 400 scudi. Det skete nærmere betegnet den 7. Maj, hvor Nicolò Cartaccio da Visso, prokurator for Eleonora Ceuli, opsagde en tidligere lejeaftale med Biskoppen i Bisignano, Sante Sacchi, og i stedet solgte et jordstykke med et hus og forskellige bygninger til Bernardo.

Bernardo var en passioneret amatørarkæolog i tidens ånd, hvor det vigtigste var at grave gamle sager frem, uden at bekymre sig synderligt om at registrere fundomstændigheder eller tage andre hensyn. Evt. at restaurere - måske "fuldstændiggøre" dem med ekstra fantasifuldt udformede dele - og derpå opstille dem i egne raritetssamlinger eller små museer - eller muligvis sælge fundene, eller bytte eller forære dem væk til venner eller prominente personer.

Denne hobby dyrkede Bernardo med vennen/kompagnonen Kaptajn Mario Spiriti, der tilsyneladende også havde noget jord, en såkaldt "giardino" = "have", på Quirinalhøjen ved ruinerne af Constantin's Termer. Af det store anlæg stod endnu betydelige rester og området var en guldgrube af fund, for Termerne havde været luksuriøst udstyret med massevis af opstillede statuer og udsmykninger.

Det fortælles, at de to venner i Spiriti's have fandt ikke mindre end 7 meget smukke hoveder af sabinerinder med kunstfærdige frisurer, samt en søjlerest i marmor dekoreret med et basrelief forestillende Bacchus på en vogn trukket af dansende og musicerende Bacchanter samt fløjtespillende satyrer. Disse fund solgte makkerparret til Kardinalen af Montepulciano, som ville bruge dem som gave til Kongen af Portugal. Desværre gik skibet, der transporterede de spændende fund ned og med det Kongens gave.

Bernardo og Mario Spiriti foretog også andre udgravninger. På Bernardo's jord fandt de andre statuehoveder og søjlerester og de havde tilsyneladende også jord på Oppiohøjen, hvor de den 25. Januar 1567 gav Prioren fra San Pietro in Vincoli lov til at grave ved Trajan's Termer.

Op til 1595 ejedes Case e Giardino Acciaioli af Bernardo. Om det var ham selv eller hans arvinger, der da solgte ejendommen til kvindehjemmet Conservatorio delle Zitelle di Santa Maria del Rifugio, er ikke helt klart. Men hvis Bernardo var bror til den Niccolò, der var født i 1499, er det nok rimeligt at antage, at han var død før salget af ejendommen.

 

Litteratur om Bernardo Acciaiuoli:
Lanciani. Rodolfo (Amedeo): Storia degli scavi di Roma, e notizie intorno le collezioni romane di antichità. Roma, Edizioni Quasar.
Volume Secondo: 1531-1549. 1990.
- side 253, 254.
Volume Terzo: 1550-1565. 1990.
- side 210.